Tidsvidnet L. Schlüter

Helbredelse af døvhed, blindhed, lammelser i Herford – Grönings udstråling betød mere end tusind ord

Westfalske Herford var det sted, hvor Bruno Grönings virke begyndte i stort omfang. Også pressen bemærkede det og skrev om det. I tusindvis kom mennesker fra nær og fjern for at søge og opleve at få hjælp og helbredelse. Blandt de mange mennesker stod fru Schlüter sammen med sin blinde svigermor, som var fysisk meget svækket, og hele tiden behøvede hjælp med påklædning, dagligt toilette osv. ... Fru Schlüter fortalte følgende: "Jeg fik kendskab til de mange helbredelser gennem et illustreret blad. Der var bl.a. billeder, som viste hvad der skete i Herford. Jeg sagde til mig selv, at der måtte jeg hen med svigermor!

Stuvet sammen som sild i en tønde stod vi der midt iblandt alle disse mennesker på Wilhelmsplatz foran nr. 7. Til højre for os var der ca. 30 mennesker, der sad i kørestole. Vi ventede og ventede. Der var in-gen der talte. Alle var spændte og kiggede op på balkonen, hvor Bruno Gröning ville komme frem. Det var allerede sen aften. Der kom en ud på balko-nen for at berolige os. Han sagde, at Bruno Gröning stadig var hos andre der søgte hjælp. "Hav tålmodighed! Bruno Gröning kommer helt bestemt!" Sådan ventede vi længselsfuldt i tre dage og tre nætter.

Pludselig stod Bruno Gröning der, og alle glædede sig. Bruno Gröning sagde at vi alle søgte hjælp og helbredelse, og at Gud er den største læge. Derpå forlangte han at de lamme rejste sig fra deres kørestole. "De kan gå! Rejs Dem op!" Ingen gjorde det. Atter gav Bruno Gröning de lamme mod, bad dem have tillid til Gud og rejse sig. "Tro dog på at De kan, rejs Dem!" Så rejste den ene efter den anden sig op af kørestolene. De kunne gå! Ingen kunne fatte det. Alle var tavse. Folk græd ved dette syn.

Så sagde Bruno Gröning: 'Jeg beder blinde og døvstumme om at komme hen til indgangen.' Så gik jeg derhen med min svigermor, og blandt andre talte han også med hende. Der ved indgangen tog Bruno Gröning også et ca. to år gammelt, døvstumt barn fra sin mors arm. Hr. Gröning aede barnet og talte med ham. Lidt senere holdt han en stemmegaffel hen til barnets øre. Derpå drejede barnet hovedet. Det var helt tydeligt at se, at barnet nu kunne høre. Et andet barn kom til at se. Det var de mest gribende scener, jeg har set i mit liv.

Senere kørte vi hjem igen. Min svigermor kom til at se så meget, at hun ved egen hjælp frit kunne bevæge sig rundt i sit hjem. Hendes almentilstand forbedredes, så hun ikke mere behøvede hjælp til påklædning og dagligt toilette.

Bruno Gröning var beskedent og enkelt klædt som alle andre. Dog udstrålede han kærlighed som ingen anden. Man kunne med det samme have tiltro til ham. Hans udstråling sagde simpelthen mere en tusinde ord.