Tidsvidnet Christa Hinz

Krigsinvalid springer over hegnet

Om Bruno Grönings virke på Traberhof havde jeg hørt gennem en bekendt. Derefter tog jeg selv dertil i et par dage. Ved min ankomst var der mindst ti- tyvetusinde mennesker på stutteriet. Bruno Gröning var endnu ikke at se. Vi ventede på ham i timevis.

Så kom han og talte til menneskene fra balkonen. Jeg mærkede en elektrisk strøm, der vibrerede og kriblede i hele kroppen. Og andre mennesker rørte sig, deres lemmer røg ligefrem op og ned. Det ville jeg aldrig have troet på, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Nogle af de tilstedeværende begyndte at råbe: "Jeg behøver ikke min stok mere!" og "Jeg kan gå igen!"

Vi stod alle skulder ved skulder, men trods det gik jeg gennem menneskemængden, da det, der foregik, interesserede mig meget.

Røde Kors-folk hjalp en mand med at rejse sig, for han lå på en primitiv båre. Han løftede hænderne søgende efter hjælp, sveden strømmede ned ad ham. Jeg spurgte ham hvad han fejlede, og han svarede: "Jeg er krigsinvalid." Senere rejste denne mand sig fuldstændig op fra sit leje.

Jeg så en grædende bedstefar, som var der med sit otteårige barnebarn. Drengen havde ikke kunnet gå. De havde tømret en lille vogn sammen af simple brædder, for at bringe drengen her til Traberhof til Bruno Gröning. Den gamle mand fortalte mig med tårer i øjnene, at hans barnebarn nu kunne gå igen.

En anden mand sprang over stakittet, og jeg sagde til ham: "Nå, De er vist kommet til det forkerte sted!" Derpå svarede han mig: "I søndags var jeg stadig lam og måtte gå med krykker." Fem dage senere sprang den samme mand over hegnet!. Han udstrålede en stor lyksalighed og viste mig sit krigsinvalidebevis.

Også en gammel mand traf jeg der på stedet. Han sad i kørestol. Han havde mistet sin helbredelse. Folk havde påstået at helbredelse ikke ville holde, og at Gröning var en charlatan. Disse ord havde han troet på.

Mennesker var der dag og nat. Al den tid jeg tilbragte på Traberhof, mærkede jeg ingen sult. Menneskemængden var ikke hysterisk, alle troede og håbede på at blive raske. Da jeg så alle disse mennesker ligge på bårer eller støtte sig til krykker, var jeg så utrolig rystet, at jeg manglede ord, og jeg kunne næsten ikke se på det.

Bruno Gröning havde en ganske særlig tilknytning til Gud, tror jeg. Desværre fornemmede jeg, at jeg ikke oftere kunne træffe ham. I dag tænker jeg endnu ofte på oplevelsen.