Tidsvidneberetning

Helbredelse for forstoppelse og en blodprop – "Begivenheden blev samtaleemnet i landsbyen"

Medens mennesker, der søgte hjælp, ventede på Bruno Gröning på Wilhelmsplatz, udspillede der sig andre steder følgende scener:

Lægerne havde opgivet moderen til vort samtidsvidne. I seks uger havde hun ikke haft afføring. Alle lægelige anstrengelser som lavement, afføringsmidler osv. var uden resultat. Desuden havde hun fået en blodprop.

Tidsvidne: "Vi var alle i familien helt og aldeles færdige. Vi greb efter ethvert halmstrå for at finde hjælp og helbredelse til vores mor. I denne situation hørte vi at Bruno Gröning var i Wittekindstrasse her i Herford hos en alvorligt syg. Jeg tog derhen. Der var allerede ca. 20 andre personer, som også søgte hjælp. Ved modtagelsen sagde Bruno Gröning til mig: 'Gå ud i køkkenet. I aften tager jeg med hjem til Deres mor.' Hvordan han vidste at jeg var kommet hen til ham på grund af min mor, ved jeg ikke. Jeg havde ikke sagt noget til ham.

Medens jeg ventede i køkkenet oplevede jeg følgende: På et tidspunkt kom en mor med sit barn, som havde en frygtelig kighoste. Vi havde hørt den forfærdelige hoste på lang afstand. Barnet og moderen blev ført ud i køkkenet til os andre. Bruno Gröning strøg hende kærligt over håret. Henvendt til moderen sagde han: 'Vær opmærksom på barnet, for om et kvarter vil det kaste gult slim op.' Bruno Gröning forlod derpå køkkenet for at tage sig af de andre igen. Pludselig fik barnet kvælningsfornemmelser. Jeg nåede lige akkurat at tage det og holde det over kulkassen, som det kastede op i. Sådan en gang opkast havde jeg aldrig i mit liv set. Senere sagde Bruno Gröning til moderen: 'Barnet er raskt...' Hun gik, og pigen hostede ikke mere.

Kl. 24 kørte vi så til min mor i Bielefeld. Under kørslen sagde Bruno Gröning, at jeg ikke skulle være bekymret, fordi den helbredende kraft ville komme fra Gud. Mennesket skulle tro på det gode. Endvidere meddelte Bruno Gröning mig, at han allerede nu under kørslen beskæftigede sig med min mor, han pejlede sig åndeligt ind på hende.

Da vi kom ind i min mors soveværelse, satte Bruno Gröning sig ved hendes seng. Til min store glæde så jeg at hendes øjne allerede var blevet væsentligt klarere. Maven var dog stadig opsvulmet som en tønde. Bruno Gröning talte så med hende, og jeg iagttog hvordan livsglæden igen kom tilbage til min mor. Hendes hjerte var åbent for Bruno Gröning; hun troede på ham. Bruno Gröning bad om et glas vand til min mor. og sagde at det ville gøre hende godt. Jeg hentede frisk vand fra pumpen i gården, og min mor drak det. Henvendt til min far sagde Bruno Gröning: 'Hold øje med deres kones afføring og vandladning. De vil blive forbavset over, hvordan alt bliver til slagger og hvad der altsammen kommer ud.' Min far spurgte så Bruno Gröning, hvad han skyldte ham, hvad han skulle betale. Bruno Gröning sagde blot: 'Vi skal takke Gud, og fortælle hvad vi har oplevet i form af en takkeskrivelse.'

Den næste dag startede rummelen i min mors mave. Min far sagde, at hun kunne slippe af med syv fulde bækkener. To dage senere stod min mor op, fuldkommen helbredt. Fra det tidspunkt var hendes skinnebenssår og åreknuder helbredt uden lægelig medvirken. Den behandlende læge var målløs. Hændelsen var samtaleemne i landsbyen.

Da jeg så Bruno Gröning i øjnene, vidste jeg: der står en troende. Han havde en enestående udstråling. Hvis nogen tidligere ville have fortalt mig om sådan en oplevelse, ville jeg have tænkt: 'Han fantaserer!' Mennesker må selv opleve noget sådant for at kunne tro på det. Denne hændelse blev en enestående oplevelse for mig."