Tidsvidnet H. Steurer

Bruno Gröning hjælper en krigsinvalid

Bruno Gröning rejste ofte med toget til folk der søgte hjælp, da der undervejs på en rejse skete følgende:

H. Steurer: "Toget, hvori Bruno Gröning sad, rullede ind på banegården i Innsbruck, hvor det gjorde et kort ophold. Bruno Gröning trak vinduet i sin kupe ned og så ud. Samtidig ventede jeg på denne perron. Jeg havde stærke smerter.

Jeg havde hørt om Bruno Grönings virke for den lidende menneskehed gennem avisartiklerne. Overfor holdt hurtigtoget, som Bruno Gröning så ud fra. Jeg gik derhen og bad Bruno Gröning, om han ville hjælpe mig, da jeg havde så stærke smerter. Bruno Gröning gik et øjeblik ind i kupeen, og rakte mig så en staniolkugle ud gennem vinduet. Han sagde, at jeg skulle lægge kuglen på det smertende sted og bede. Så startede hans tog igen.

Smerterne stammede fra de kvæstelserne, der opstod af sprængstykkerne fra en mineeksplosion. Jeg mistede dengang mit høje øje og en arm. Jeg fulgte straks Bruno Grönings råd og lagde kuglen på. I løbet af ganske kort tid forsvandt smerterne, og de kom ikke igen. Fra første øjeblik gjorde hr. Gröning et særligt og storartet indtryk på mig. Jeg havde følelsen af, at han var en menneske, der virkelig kunne hjælpe. Han forlangte heller ikke penge for kuglen, men hjalp mig simpelthen uselvisk."