Hans sidste vej

I januar 1959 dør Bruno Gröning i Paris

Diagnose: Mavecancer i fremskredet stadium

I efteråret 1958 kørte Bruno Gröning til Paris med sin anden hustru, Josette, som han havde giftet sig med i maj 1955, og lod sig undersøge af en ven, kræftspecialisten dr. Pierre Grobon. Analysen af flere røntgenoptagelser viste resultatet: mavekræft i fremskredent stadium. Dr. Grobon ville straks operere, men det afslog Bruno Gröning.

Han kørte tilbage til Tyskland og forberedte julehøjtiden for Vennekredsene. Den 4. december indtalte han et lydbånd, som skulle afspilles ved alle julehøjtider. Derpå kørte han igen med sin kone til Paris. I mellemtiden havde dr. Grobon informeret den ansete specialist i kræftkirurgi, dr. Bellanger. På dennes klinik i Rue Henner, ikke langt fra Montmartre, blev han opereret den 8. december. Udfaldet gjorde lægerne forskrækkede: Det var meget værre end røntgenoptagelserne lod ane - det kunne ikke nytte noget at operere. Operationssåret blev straks lukket til igen.

Forbavsende hurtig bedring

Josette Gröning skrev om dette: "De kunne dog ikke begribe, at Brunos ydre fremtoning røbede så lidt om hans frygtelige indre lidelse, at han stadig kunne trække vejret normalt, at hans stofskifte endnu i de sidste uger havde fungeret upåklageligt, at hans blodbillede så glimrende ud. I dette fremskredne stadium kommer der hele tiden opkastninger ved den mindste indtagelse af næring, og den hårdt prøvede patient dør langsomt af sult. Hos Bruno var det slet ikke sådan."

Til forbavselse for hans læger kom han sig meget hurtigt og kørte tilbage til Tyskland, hvor han oplevede julefesten. Midt i januar 1959 havde han 3 dages møde med bestyrelsesformændene for den nye forening og fastlagde, hvordan værket skulle opbygges. Ingen af de to anede, at det skulle blive deres sidste møde med Bruno Gröning.

Operation i Paris ledsaget af et tordenvejr

Den 21. januar fløj han igen til Paris. På grund af en blokering af tyktarmen var en operation uundgåelig. Den 22. januar 1959, kl. 9.00 om formiddagen - på samme tid, som appelsagen [Krydshenvisning til artikel 14, „Antrag auf Revision kurz vor dem Tod“] i München begyndte – blev Bruno Gröning på ny opereret. Han måtte lade det overgå sig selv, som han havde sparet utallige mennesker for. Han kunne og måtte ikke hjælpe sig selv.

Da han denne morgen lå i narkose, kom der pludselig et kraftigt tordenvejr over i Paris. Grönings hustru fortalte: "Det følgende naturfænomen er også mærkeligt. Den 22. januar 1959, mens min mand endnu lå i narkose, formørkede et pludseligt opstået uvejr med lyn og torden den lune og lyse dagsstemning I Paris. Det blev så mørkt, at man ved højlys dag måtte tænde lys. Søsteren udtrykte sin forbavselse over et så kraftigt tordenvejr. I dagene efter operationen var Brunos temperatur, blodtryk og puls fuldstændig normalt. Han stod endda op to gange og satte sig i en lænestol."

"Total indre forbrænding"

Den 25. blev han bevidstløs, og den følgende dag, den 26. januar 1959 kl. 13.46, døde Bruno Gröning på Clinique Henner af kræft, som lægen skrev på dødsattesten. Var det virkelig kræft? Dr. Bellanger sagde efter den anden operation følgende: "Ødelæggelserne i Brunos krop er frygtelig, det er en total indre forbrænding. Hvordan han har kunnet leve så længe og uden de forfærdeligste smerter, det er mig en gåde."

Bruno Gröning havde allerede flere år før sagt: "Hvis man vil forbyde mig mit virke, så brænder jeg op indvendig."

Nekrolog

Hvordan Bruno Gröning bar denne bitre skæbne, bevidner et brev som dr. Grobon skrev den 26. februar 1959 til hans enke. "Disse [om lægernes anstrengelser for Bruno Gröning] var vel helt naturlige, og jeg må vel sige, at de har fundet en vældig støtte i Bruno Grönings mod, hans viljekraft og betydelige personlighed. [...] "

I et brev fra december 1974 gav dr. Bellanger igen udtryk for sin beundring for Bruno Gröning: "Bruno Gröning var en mand med hjerte, et værdifuldt menneske, der gjorde sig gældende; og hans værdighed ansigt til ansigt med lidelse og død fremkalder endnu i dag beundring."

Efter at liget er blevet kremeret bortfalder en endegyldig domsfældelse

Bruno Grönings lig blev brændt i et krematorium i Paris, og urnen blev bisat på skovkirkegården i Dillenburg.

Retssagen [Krydshenvisning til artikel 11] blev erklæret bilagt på grund af anklagedes død, og en endelig dom blev aldrig afsagt.

Enhver kan selv opleve hjælp og helbredelse

"Mirakeldoktoren fra Herford", som havde bragt helbredelse til tusinder og atter tusinder af mennesker, døde ensom og forladt i en lille gyde i Paris. Hvorfor måtte det ske? Hvorfor måtte han bære så bitter en uret? Hvorfor kunne han ikke hjælpe sig selv?

Dertil skriver Grete Häusler (1922-2007), helbredt mangeårig medarbejder hos bruno Gröning og stifteren af "Bruno Gröning Vennekredsen" i sin bog Das Heil erfahren, das ist Wahrheit (At opleve helbredelse, det er sandhed): "Bruno Gröning har i den korte tid han var her på denne jord bevirket meget godt. Hjælperens og helbrederens evne fik han som vuggegave. Overalt hvor han kom, skete der vidunderlige ting, som man ikke kunne forklare med forstanden. Han trådte frem for offentligheden i 1949. Efter de store helbredelser som skete i Herford, og efter at han i ind - og udland var kommet på alles læber, fik han efter 3 måneder forbud mod at helbrede. Man forfulgte ham og lavede hetz mod ham, man førte den store proces imod ham og ville straffe og dømme ham. Hvorfor? Hvem har han gjort noget ondt? Ingen, men han havde gjort så meget godt for tusinder af mennesker, som ikke noget andet menneske kunne have givet dem. Uskyldig ville man straffe ham! Uskyldig forbød man ham at gøre det, som Gud havde budt ham at gøre - at hjælpe menneskene! Han har bittert måttet bære denne ondskabsfuldhed i Paris på kræftklinikken i Rue Henner! Under store smerter brændte han op indvendig af den Heilstrom, som han ikke fik lov til at lede videre. Menneskets lov forbød ham dette i Tyskland. På baggrund af alle løgne og bagvaskelser stod han der, anklaget som en forbryder! Rolig og alene, uden at nogen venner vidste om det, bar han alle menneskehedens lidelser. Og det var en byrde, som han ikke bar forgæves! Sådan skulle være, det var ikke mere muligt at hjælpe menneskene på anden måde."

Og i hendes bog: Jeg lever, for at menneskeheden kan leve videre, skriver hun: "Vi mennesker skal være meget omhyggelige i omgangen med ordet 'offer'. Men her, hvor Bruno Gröning døde i Paris, har dette ord i sandhed fået sin fulde vægt."

Kun sådan var det muligt at hans ord kunne gå i opfyldelse, hvilket i dag bliver bevidnet af utallige succesberetninger: "Når jeg ikke mere er på denne jord som menneske, dvs. når jeg har måttet aflægge min fysiske krop, da er menneskeheden kommet så langt, at enhver selv kan opleve hjælp og helbredelse."

Den store retsproces fortsætter

Appelretsforhandling og appel

Uheldig udgangsposition for Gröning

Ved appelretsmøderne i januar 1958 [Krydshenvisning til artikel 11], kom det Bruno Gröning til skade at det ikke var ham, men statsadvokaturen der havde anket dommen. Det var dog ikke kun denne forsømmelighed fra hans daværende advokat der skadede ham; også dennes tøvende udlevering af akterne til Grönings nye juridiske konsulent forhindrede forberedelsen til retsmøderne.

Som en yderligere ulempe, sammenlignet med det første retsmøde, udviste modstandernes vidner en langt mere sikker optræden. De syntes at være blevet enige om punktet "Forbud mod læge".

Fængsel og bødestraf gjort betinget, "en vanære" uden fastslåelse af spørgsmålet om helbredelse

Dommen lød denne gang sådan: Otte måneders fængsel på grund af uagtsomt manddrab, og 5000,- DM i bøde for overtrædelse af heilpraktikerloven. Dommen blev gjort betinget.

Baronesse Anny Ebner von Eschenbach, der havde overværet både det første og det andet retsmøde som tilskuer i retssalen, betegnede dommen som "en skændsel for Tyskland."

Bruno Gröning erklærede, at han blev straffet for at gøre det gode. Han beklagede, at ingen under hele processen havde interesseret sig for, hvordan en helbredelse sker, ikke engang hans egen advokat. Hvis man havde undersøgt dette spørgsmål, ville det have vist sig, at hans virke intet havde at gøre med lægelig behandling. Så havde man måtte afbryde processen. Men opklaringen af dette spørgsmål interesserede ingen sig for i retten. Man havde en forudfattet mening om Gröning, og var ikke indstillet på at afvige fra den.

Anmodning om appel kort før døden

Heller ikke dette blev dog enden på retssagen. Denne gang anmodede Bruno Gröning om appel. Tidspunktet for retsmødet blev af højesteret i München fastsat til den 22. januar 1959. Men dertil skulle det ikke komme, da Bruno døde i den samme måned.

"Hans ord bandlyser sygdommen"

Helbredelserne sker fortsat – på trods af retssager og forbudet mod at helbrede

Ydre sundhed og indre forvandling

Under disse stridigheder og kampe [Krydshenvisning til artikel 12, „Falsche Freunde“] fortsatte Bruno Grönings virke. Således skrev den lægelige fagjournalist dr. Horst Mann 1957 i en artikelserie i Neuen Blatt under overskriften "Hans ord bandlyser sygdommen" bl.a.:

"Næste morgen kørte jeg fra Hameln til Springe, den lille by ved Deister. Også her var der dannet en Gröning Vennekreds Helbredelsen af en række mennesker havde været udgangspunktet. Også her oplevede jeg, som tidligere i forskellige landsbyer i Schleswig-Holstein, i Augsburg, Hameln, Wien, Plochingen og andre byer: Mennesker stod op og fortalte mig om deres sygdomme. De fortalte mig, hvilken læger der havde behandlet dem. De fortalte om deres helbredelse, som de kunne takke Gröning for, og altid var de parate til at løfte hånden og bekræfte deres udsagn under ed.

'Allerede som baby gik begge mine ben ud af led i hofteleddet', fortalte 50-årige Julie Prohnert fra Hannover. 'Senere kunne jeg kun gå ved hjælp af krykker. Lægen kunne kun lindre min lidelse. Da jeg hørte et foredrag af hr. Gröning, mærkede jeg en stærk reaktion. Min ryg, der allerede var helt krummet sammen, blev lige igen. Jeg kunne gå igen. Jeg har ikke haft tilbagefald siden …'

'Jeg havde leddegigt og var til stadighed plaget af udslet og bylder. Det har hr. Gröning befriet mig for', sagde Wilhelm Gabbert fra Hameln.

'Min galdelidelse kunne kun gøres udholdelig med morfin', berettede Kurt Severit fra Evestorf. 'Jeg takker Bruno Gröning for at have befriet mig fra denne lidelse.'

'Jeg havde meget forhøjet blodsukker', berettede Robert Thies fra Springe. 'Men endnu mere truende var en svaghed i hjertemuskulaturen. I dag har jeg ikke mere besvær med disse to lidelser. Det takker jeg hr. Gröning for.'

Denne række kunne fortsættes. Det var mennesker i alle aldre der berettede for mig. Mænd, kvinder og børn. Mange sygdomme blev opremset, begyndende med hovedpine, over nervebetændelse, iskias, nyre- og galdelidelser, til hjertefejl og tilfælde af lammelser.

Men der var også noget andet, som berørte mig dybt. Frimodigt fortalte mange her foran alle tilhørerne, at de gennem Gröning havde oplevet en indre forvandling. Jagten efter succes og den egoistiske indstilling var veget for en indre ro og besindighed og tanke for fællesskabet.”

Selvtillid gør det muligt for ethvert menneske at blive helbredt

Dr. Horst Mann fortsat: "Ved alle disse samtaler med mennesker, der følte sig helbredte gennem Bruno Gröning, blev et spørgsmål stadig stærkere i mig: Var helbredelse mulig hos ethvert menneske - eller endnu dristigere - ved enhver sygdom? Hvor lå grænserne for den kraft der udgik fra Gröning? Var der ingen fare ved den? [...]

Ved mit sidste besøg stillede jeg ham dette spørgsmål. 'Jeg kan og vil ikke tvinge noget menneske', svarede han mig. 'Når nogen lukker af og ikke bærer beredvilligheden i sig til at lade kraften udfolde sig og skabe orden, så mangler jeg også beredskabet til at gribe ind. Dette menneske opfordrer jeg kun til at sprænge lænken til det onde, som forhindrer helbredelsen.'

Jeg havde endnu et spørgsmål: 'Nogle sygdomme er mere farlige end andre', sagde jeg. 'Lad os antage, at en alvorligt syg, som er opgivet af flere læger, lader Dem tilkalde af en læge, som endnu kæmper for sine patienter. Ville De så kunne hjælpe?'

'Ja', sagde Gröning. Han sagde det uden at tøve. 'Når den syge tror på det, og lægen har tillid til sin metode, så vil succesen ikke udeblive. Den fælles tillid vil udvikle uanede kræfter i den syge. Hyppigt kommer succesen netop allerhurtigst der, hvor det syge menneske fuld af fortvivlelse griber efter det sidste halmstrå.'"

Adskillelse fra Gröning-forbundet

Tid til at gøre status over skaderne

Snæversynet bureaukrati ser passivt til i forbindelse med Grönings bødestaf

I oktober 1957 kom det til et opgør mellem Bruno Gröning og Gröning-forbundets bestyrelse. Ved snæversynet bureaukrati havde forbundet skadet Bruno Gröning meget. Anledningen til diskussionen var retskendelsen, ifølge hvilken Bruno Gröning indenfor kort tid skulle betale 2000,- DM i bøde. Da han ingen penge fik for sit virke, og derfor ikke rådede over tilstrækkelige finansielle midler, havde Gröning-forbundets ledelse allerede fra begyndelsen af retssagen besluttet, at de ville bære de forefaldende udgifter. Om bødestraffen talte med her, var der dog uenighed om i bestyrelsen. Man ville ad langvarige, bureaukratiske veje kontrollere, om forbundet overhovedet var forpligtet til at betale de 2000,- DM. Først derefter skulle man bekymre sig om at bringe gælden ud af verden. Således kunne man forudse, at de nødvendige midler - om overhovedet - alt for sent ville nå frem til Bruno Gröning. Forbundet ville altså passivt have set på, hvordan Bruno Gröning i stedet måtte gå i fængsel, hvis han ikke kunne betalte den fastsatte bøde. Derved kom det til et åbent opgør, og sluttelig til et brud.

Falske venner

Bruno Gröning omtalte i sin 62 sider lange "Bilanz über die Tätigkeit des Bundes" (status over forbundets virksomhed) alle de punkter, hvor forbundet havde skadet ham. Sammenfattende forklarede han: "Når jeg nu i dag drager sammenligninger mellem mine tidligere omgivelser (profitmagerne Meckelburg, Enderlin, Schmidt og Hülsmann) og mine nutidige omgivelser (medlemmer af forbundets ledelse), kommer jeg til samme slutresultat: I sidste ende er der i dag sket det samme som dengang. De, der ville være mine største, nærmeste og bedste venner, er i dag ikke blevet anderledes end de forrige var. Dengang bedrog snavsede håndværkere mig. I dag har venner svigtet, idet de roligt kunne se på, at jeg måtte gå gennem processer, gå gennem domfældelse, derved, at jeg ingen hjælp fik, at jeg uden bil ikke kunne opsøge mine Vennekredse, derved, at man intet foretog sig mod pressehetzen, ved at man kun anrettede forvirring, ved at man simpelthen ikke var der for mig, når jeg havde brug for mennesker, der med deres uddannelse og deres stilling i det verdslige liv havde kunnet, og burdet have støttet mig, ved at jeg ikke kunne komme til at udføre det, hvortil jeg nu engang er her på denne jord.

Ingen af disse venner har sat deres personlighed ind for at frigøre mig, ingen havde mod til virkelig at bakke mig op. Intet er sket. Småligt bureaukratisk har man truffet beslutning på beslutning. Ingen har virkelig bakket mig op, ingen har virkelig sat alt ind på ,med hele sin arbejdsindsats, at befri mig fra alle disse kampe i retssagerne, imod pressen, såsom en hjælper til bilen, der var gået i stykker, en som tog sig af smuds og bagtalelse osv. osv., og som stillede sig foran mig, så jeg kunne gøre det, hvortil jeg er kommet på denne jord: At formidle livskraften til menneskene, og at føre menneskene til troen.

At jeg behøver ro til det, og ikke igen og igen blive forhindret heri gennem verdslig, ydre indflydelse, at jeg behøver en virkelig beskyttelsesmur for uforstyrret at lade det virke, som er mig givet, det er der ingen, der har tænkt på, ingen af mine venner, ingen af dem, der ville være mine venner. Og dette er det beskæmmende, og for mig det skuffende:

- Profitmagerne har villet drage nytte af mig, de gav sig tilkende som slette mennesker.

- Venner fra Gröning-forbundet er for lunkne, for ligeglade, for dovne, jeg vil ikke sige ondsindede.

Og resultatet er det samme: Jeg er ikke blevet fri. Mange venner fra Gröning-forbundets bestyrelse har ikke holdt deres løfte. Man har blot kneblet mig gennem alle foranstaltningerne."

Foreningsvejen mislykkes

Weisser trådte tilbage, og Gröning-forbundet, som det aldrig var lykkedes at få optaget i foreningsregistret, blev efter kort tid opløst. I stedet kom Forening til fremme af sjæleligt, åndeligt og naturligt livsgrundlag. Den blev grundlagt i 1958, og dens formand var Erich Pelz for Tyskland og Alexander Loy for Østrig. Men heller ikke denne forening, som var den sidste der blev grundlagt i Bruno Grönings levetid, skulle udrette det, som han håbede. I vedtægterne blev hans navn ikke engang nævnt.

Den store proces (1955-1957)

Anklage for uagtsomt manddrab og frikendelse med endegyldig forbud mod at helbrede.

Den 4. marts 1955 rejste statsadvokaturen på ny anklage mod Bruno Gröning. Atter blev han anklaget for at have forbrudt sig mod heilpraktikerloven [Krydshenvisning til artikel 9]. Som et yderlige anklagepunkt blev han sigtet for et tilfælde af uagtsomt manddrab.

Gröning bestrider anklagen for at have lovet at kunne helbrede og også forbudet mod lægelig behandling

Efter at anklageskriftet var blevet sendt til ham, henvendte han sig til sine venner: "Mine kære venner! I disse dage har den samlede presse og radioen offentliggjort en mere eller mindre tendentiøs meddelelse om mig, hvori det hedder at Münchens statsadvokatur II har forberedt en anklage mod mig for uagtsomt manddrab. I slutningen af 1949 skulle jeg have lovet en 17-årig tuberkuløs pige helbredelse, og dermed have forhindret hende i at opsøge et sanatorium og en læge. Jeg skulle derfor være skyld i dette unge menneskes død. De som med en klar forstand har læst eller hørt denne erklæring, må have forstået, hvad hensigten er med den: At skabe forvirring blandt mine venner, og at afholde alle søgende fra yderligere at beskæftige sig nærmere med vore bestræbelser og det erkendelsesmateriale, som jeg har forkyndt. Med alle midler forsøger man at hæmme mine og Gröning-forbundets, såvel som jeres aktiviteter. Selvfølgelig ser tingene anderledes ud end de bliver fremstillet! Jeg behøver ikke at komme med nogen redegørelse herfor til mine venner. De ved at jeg ikke giver noget 'løfte om helbredelse,' og at jeg aldrig fraråder lægelig behandling.”;

Mærkelig sen afsløring af anklagen

Gröning siger videre til sine venner: ”I 1952 blev jeg frikendt. Er det ikke mærkværdigt at 'tilfældet Kuhfuss', som allerede fremkom i slutningen af 1949/1950, ikke allerede blev trukket frem i retssagen mod mig i 1951/1952, selv om alt bevismaterialet forelå dengang! Er det ikke påfaldende, at undersøgelserne til indledningen af en fornyet retssag imod mig lige fremkommer på det tidspunkt, hvor offentligheden fik kendskab til dannelsen af Gröning-forbundet den 22. november 1953 i Murnau! Lige siden januar 1954 er talrige lokale Vennekredsledere og venner, såvel som foreningsmedlemmer blevet forhørt og overvåget gennem politimæssige foranstaltninger."

Vidner, som kunne rense anklagede blev afvist, anklagerens vidner hilst velkommen

Forberedelserne til retssagen trak ud i mere end to år. Bruno Grönings forsvar blev betydeligt vanskeliggjort. Næsten alle vidner, som kunne rense anklagede, blev afvist, mens anklagerens vidner blev godkendt. Blandt dem befandt sig også to af Grönings tidligere medarbejdere: Eugen Enderlin og Otto Meckelburg. Især Meckelburg - som i første retssag endnu var medanklaget - vendte sig i påfaldende skarp form mod Gröning. Han satte alt ind på at skade ham. I anklagepunktet om uagtsomt manddrab spillede han en afgørende rolle. Det drejede sig om et tilfælde, som indtraf i den tid hvor han var "manager" for Gröning [Krydshenvisning til artikel 7].

Det manipulerede, omdiskuterede tilfælde Ruth Kuhfuß

I november 1949 var sparkassefunktionær Emil Kuhfuss kommer til et af Grönings foredrag med sin syttenårige datter Ruth, som led af dobbeltsidig lungetuberkulose. Gröning indså straks, at pigen ikke mere kunne hjælpes, og udtalte sig på passende måde overfor en tilstedeværende læge. Men Meckelburg pressede ham voldsomt, og forlangte at han skulle tage sig af tilfældet. Derfor kom det til et personligt møde efter foredraget mellem Bruno Gröning og Ruth Kuhfuß. Gröning indgav den syge nyt mod, og opfordrede faderen til at sørge for en fornyet undersøgelse hos en specialist efter ni dage. Dermed ville han opnå at pigen, som ikke mere ville have med lægerne at gøre, igen kom under lægelig behandling. Faderen garanterede, at han ville tage sig af det.

Den efterfølgende korrespondance blev afviklet af Meckelburg, og nåede ikke frem til Bruno Gröning. Først i maj 1950 hørte han igen om Ruth Kuhfuß. Faderen havde i mellemtiden sendt bønfaldende breve til Gröning med indtrængende anmodning om at få besøg af ham. Meckelburg sendte ikke bre-vene videre, men aftalte egenhændigt - uden Grönings vidende - et møde med hr. Kuhfuß. Først kort før den fastsatte dato underrettede Meckelburg Gröning og tvang ham til at komme med.

Senere påstod Meckelburg, at Bruno Gröning havde givet pigen et løfte om helbredelse. Det var dog ham selv, der havde forsikret faderen om, at han ville få Gröning til at helbrede datteren. Meckelburg så i sparkassefunktionæren en god pengekilde, som han ville øse af, men dertil behøvede han Gröning. Kort efter dette besøg skilte Gröning sig af med Meckelburg.

En tung anklage der blev rejst mod Bruno Gröning var, at han skulle have forbudt Ruth Kuhfuss at blive behandlet af en læge. Imod denne talte dog den kendsgerning, at han allerede ved det første møde med pigen havde sendt hende til læge - hvad selv anklagerens vidner bekræftede. Også ved en radiotale i efteråret 1949 tilrådede han mennesker "at man får foretaget en afsluttende undersøgelse af en læge". Han rådede altid dem, der søgte hjælp til at vise deres læge tillid.

Ruth Kuhfuß, der allerede havde nogle smertefulde, men mislykkede helbredelseskure bag sig, vægrede sig mod at skulle gennemgå flere behandlinger. Den 30. december 1950 døde hun af følgerne fra sygdommen.

Lægelig erklæring bekræfter håbløs udsigt til helbredelse

Dr. med. Otto Freihofer belyste det lægelige synspunkt i en sagkyndig bedømmelse af tilfældet Ruth Kuhfuß: "Ved en nøgtern vurdering må enhver lægmand komme til den overbevisning, som også Säckingens sundhedsmyndigheder siden kom til, at en helbredelse menneskeligt set var udsigtsløs i betragtning af den 'meget alvorlige tilstand' og i henhold til den lægelige diagnose: 'Livstruende' hhv. 'fare ved udsættelse'. Ligeledes ville enhver ærlig og 'sine ira et studio' tænkende læge måtte give professor Lydtin fra München ret i hans erklæring om, 'at det ikke kunne afgøres, om der før den 5. november 1949 var en større sandsynlighed for helbredelse', hvis han ikke alt for selvbevidst tror, at han ved besiddelsen af de nyeste medikamenter kan give afkald på naturens kræfter. Det er efter min mening mere end besynderligt, at patienten i det hele taget levede indtil den 30. december 1950, så Grönings indflydelse kan alligevel have givet en vis forlængelse af livet. Afslutningsvis vil jeg gerne sammenfatte min sagkyndige udtalelse med, at følgende påstande: 'At der havde været udsigt til helbredelse', og, 'at patienten Kuhfußs' levetid kunne have været forlænget endnu mere, hvis hr. Gröning aldrig var kommet i nærheden af hende', ikke med sikkerhed kunne forudsiges og derfor ikke var berettigede.”

Mislykket domsafsigelse

I slutningen af juli 1957 kom det til et retsmøde ved nævningedomstolen i München-området. I anklagen om uagtsomt manddrab blev Bruno Gröning frifundet. For overtrædelse af heilpraktikerloven blev han ikke desto mindre pålagt en bøde på 2000,- DM.

Selv om dommen ved første blik ser positiv ud, var den uantagelig for ham. Den ville svare til et definitivt forbud mod hans virke. Hans forsvarer, som vurderede dommen meget mere positivt end Gröning, begik den fejl ikke at appellere dommen, som så blev appelleret af anklagemyndigheden. Det andet retsmøde fandt igen sted i München midt i januar 1958.

Gröning-forbundet

Håb om at kunne virke frit gennem foreningen

For på trods af forbudet mod at helbrede at kunne nå flest mulige mennesker, var Bruno Gröning allerede i begyndelsen af 50-erne begyndt at danne Vennekredse. Der holdt han udelukkende foredrag, og brugte alle sine bestræbelser på at videregive sin viden til dem, der søgte hjælp.

Lovmæssig beskyttelse og velrenomeret bestyrelse

Den 22. november 1953 grundlagde han Gröning-forbundet i Murnau/Seehausen som paraplyorganisation. Forbundet skulle være registreret i foreningsregisteret, så Bruno Gröning herigennem kunne få lovmæssig beskyttelse i sit virke. Dermed skulle en fortsat konflikt med heilpraktikerloven endegyldigt være forhindret. [Krydshenvisning til artikel 9 „Das Ja und Nein des Verstoßes gegen das Heilpraktikergesetz“]

Gröning-forbundets bestyrelsen bestod bl.a. af grev Zeppelin, grev Matuschka, baronesse Anny Ebner von Eschenbach, stadsingeniør, dipl.-ing. Hermann Riedinger og direktør Konstantin Weisser, i begyndelsen også som medstifter Rudolf Bachmann, hvem forbundet ganske vist meget hurtigt skilte sig af med. Bruno Gröning blev præsident på livstid.

Bestyrelsens holdning til profit sejrer over de syges velbefindende.

Heidelberger-journalist og lektor Egon Arthur Schmidt blev sekretær for forbundet. Han havde allerede i Herford stået nær ved "Mirakeldoktorens" side, og havde grundlagt foreningen Bruno Gröning Vennekredsens ring. Denne fungerede dog ikke i Bruno Grönings ånd, og blev efter kort tid opløst. Gröning skilte sig på det tidspunkt af med Schmidt, fordi denne havde været uærlig med de frivillige bidrag.

1952 henvendte Schmidt sig igen til Gröning og forklarede, at han havde indset sin fejl. Han bad om at måtte hjælpe med i opbygningen af værket, og Bruno Gröning tog ham igen til sig som medarbejder. Dermed fik Schmidt endnu en gang lejlighed til at vise, om de syges vel virkelig var en hjertesag for ham, eller det kun var til hans egen finansielle fordel.

1955 skilte Bruno Gröning sig endegyldigt af med Schmidt, da denne ikke havde ændret sindelag. Han forsøgte som tidligere at profitere på Grönings virksomhed. Efter adskillelsen førte Schmidt også processer mod Gröning. Han ville kæmpe for at få efterbetalt penge som frivillig medarbejder.

Hver er der for hvem – foreningen for Gröning, eller Grönings vrke for foreningen?

Forbundets forretningsføring blev overtaget af Konstantin Weisser og Hermann Riedinger. Dette så meget lovende ud, da de havde international erfaring og skulle kunne lade deres uddannelser komme Bruno Grönings værk til gode. Det indebar dog også den fare, at de overlegent ville handle mod den simple arbejders vilje, da han ikke levede op til deres uddannelsesniveau.

Med tiden gik udviklingen faktisk i denne retning, og for begge mænd blev det stadig vanskeligere at lade sig noget sige af Bruno Gröning. De syntes helt at have glemt at forbundet ikke kun bar Grönings navn, men at det også var hans skyld, det var opstået. For dem blev Gröning-forbundet mere og mere et mål i sig selv. Den egentlige målsætning, at hjælpe de nødlidende, mistede de ganske af syne. Det så ud som om de ikke ville anerkende, at det var gennem Gröning at helbredelserne opstod, og ikke gennem forbundet.

Således udviklede Gröning-forbundet sig mere og mere til at blive det modsatte af hvad det egentlig skulle være. For den mand, hvis navn det bar, blev forbundet til et fængsel, som i stedet for at gøre ham fri, mere og mere begrænsede hans muligheder.

Den første retsproces om forbudet mod at helbrede (1951-1952)

Er Grönings virke en lægelig virksomhed i medicinsk forstand?

Anklage for at udøve lægevirksomhed uden tilladelse

1951/52 stod Bruno Gröning for første gang for retten i München, anklaget for ulovligt at udføre lægegerning. Hvis det bayerske indenrigsministerium i 1949 endnu betragtede hans virke som et frivilligt kærlighedsarbejde, så blev det nu betragtet som et lægelig virksomhed i medicinsk forstand.

Anklagen støttede sig på heilpraktikerloven fra 1939, som afløste den indtil da gældende frihed til at helbrede, og som på den tid skulle lægge lægevidenskaben i hænderne på de nationalsocialistiske læger.

Ja og nej til overtrædelse af heilpraktikerloven

Bruno Gröning blev frikendt såvel i første som i anden instans. Højesteretsdommeren ved landsretten i München erklærede i sin domsafsigelse i marts 1952:

"Retten finder det formasteligt at dømme den anklagede på grund af sagkyndiges ensidige skøn. For om Grönings virke overhovedet kommer ind under heilpraktikerloven er mere end tvivlsomt, da den falder ind under et område, som i dag er alt for lidt udforsket."

I ankesagsforhandlingerne blev frifindelsen godt nok stadfæstet, men Bruno Grönings virke blev tydeligt betegnet som helbredende virksomhed i heilpraktikerlovens forstand:

"Den anklagede har således, uden tilladelse, og uden at være beskikket som læge, udøvet en virksomhed til konstatering, helbredelse eller lindring af sygdomme, lidelser eller skader på kroppen af mennesker, en virksomhed som i henhold til HPG anses for lægelig virksomhed. [...]"

Vildfarelse der udelukker skyld betyder det samme som forbud mod at helbrede

Dommen fortsat: "Det kunne alligevel ikke komme til domfældelse af den anklagede, fordi han hvad angår sagens objektive, faktiske forhold har befundet sig i en vildfarelse der udelukker skyld, og således under udøvelsen af sin helbredende virksomhed ikke har handlet forsætligt."

På trods af, at den vildfarelse, som Bruno Gröning uden skyld skulle have befundet sig i, blev afklaret under domsafsigelsen, blev der straks nedlagt retsligt forbud mod at helbrede, selv om han blev frifundet. Fra nu af måtte Bruno Gröning gøre sig klart, at hans virke var en udøvelse af lægelig virksomhed i heilpraktikerlovens forstand, og som sådant var forbudt. Den sande sammenhæng i hans virke blev ikke forstået, at hans måde at udøve det på, ikke havde noget at gøre med en helbredende virksomhed i lægelig forstand.

Tålte bedragere

Bruno Gröning giver alle mennesker chancen for at vende om

Tvungne betalinger – medarbejderne viser deres sande ansigt

Igen og igen kom mennesker til Bruno Gröning under foregivende af at ville bakke ham op. Mange var imidlertid kun interesserede i at lave forretning på hans evner. Det syntes som om han uimodståeligt blev tiltrukket af sådanne mennesker. Når de ikke opnåede deres mål, eller Gröning brød forbindelsen med dem, forsøgte de mange gange gennem langvarige retssager at tvinge ham til at betale dem penge.

Som f.eks. fru Hülsmann, der med sin mand tog imod Bruno Gröning som gæst hos sig i Herford i taknemmelighed over sønnens helbredelse i marts 1949. Da det havde vist sig at hun intet kunne tjene på Gröning, klagede hun til arbejdsretten. Hun lod den tid, som hun først havde stillet ham gratis til rådighed, beregne som arbejdstid, og krævede at få efterbetalt sin løn. Resten af sit liv måtte Bruno Gröning betale hende et månedligt beløb. Det var ikke et enkeltstående tilfælde. På denne måde eller noget lignende viste mange af hans tidligere medarbejdere deres sande ansigt.

"Også denne slags mennesker måtte være der for at vise, hvem mennesket er"

Men hvorfor lod Bruno Gröning disse formodede hjælpere komme så tæt på sig? Hvorfor holdt han ikke bare sådanne "Geschæftsmagere" væk fra sigt? I et foredrag den 31. august 1950 i München udtalte han sig om dette spørgsmål: "Hvad mennesker indtil nu ikke har undladt at forsø-ge er, at gøre alt for at tjene penge på denne lille mands viden og kunnen. De troede at de havde fundet en guldgrube. De har også til dels haft mulighed for at tjene penge, men har Gud ske lov ikke kunnet drage nytte deraf. Denne type mennesker findes også, netop for at gøre det klart, hvordan mennesket er, at mennesker kan træde over lig uden at spørge, om de syge bliver hjulpet eller ej. Der findes mennesker der kan træde over lig, de kan roligt lade en syg ligge. Disse mennesker har aldrig bedt om lov, men har ikke ladet noget uforsøgt for at være i min nærhed. Jeg ved, at der her og der bliver stillet det spørgsmål: 'Ja, når manden ved så meget, hvorfor har han så ikke vidst det, måske ved han slet ikke noget.' Om, og hvorvidt jeg ved noget, vil De lidt efter lidt få at vide. Men dette måtte ske. Dette mate-riale har manglet til denne opbygning, for at kunne gøre vejen fri for Dem alle."

"... så ved alle, hvem de er"

Grete Häusler (1922-2007), Bruno Grönings helbredte, mangeårige medarbejder og stifteren af "Bruno Gröning Vennekredsen" beskriver i sin bog Hier ist die Wahrheit an und um Bruno Gröning (Her er sandheden ved og om Bruno Gröning) følgende begivenhed: "Da jeg engang til afsked ønskede hr. Gröning alt godt, og sagde: 'Hr. Gröning, jeg ønsker at De nu må få ro til Deres virke, og ikke bliver plaget af falske medarbejdere", svarede han til min største forbavselse: 'Helt forkert, det skal være sådan!' Dengang forstod jeg det ikke, men han forklarede mig, hvorfor han måtte gøre alt dette og måtte holde ud. Dermed bekendtgjorde han en stor hemmelighed for mig: 'Jeg ved, hvad et menneske bærer i sig. Men hvis jeg ville sige til folk: 'Det er en løgner, det er en bedrager, en tyv, så ville ingen tro på mig. Hvad kan jeg så gøre? Jeg må trække disse mennesker hen til mig, lære dem det gode, bevæge dem til at vende om, og så give dem lejlighed til at lyve, til at bedrage og til at stjæle. Hvis de så alligevel gør det, så ved alle hvem de er. Så lader jeg dem komme helt tæt på mig, og så er jeg ikke fej, så kæmper jeg."

Nye veje og blindgyder

Profitmagere omkring Gröning

Profitmagere omkring Gröning

Af taknemmelighed for helbredelsen af hans kone ville forretningsmanden Otto Meckelburg fra Wangerooge hjælpe Bruno Gröning, og forelagde ham konkrete planer til oprettelse af kursteder. Bruno Gröning gik ind på forslaget, og Meckelburg blev hans "manager."

Sidst i december tog de begge til Wangerooge. Her talte Gröning ved nogle arrangementer som Meckelburg organiserede, og bevirkede utallige helbredelser. Han viste manden sin fulde tillid. I en dokumenteret erklæring fra den 8. januar 1950 i Wangerooge, lagde han fuldstændigt sit fremtidige virke i hænderne på Meckelburg:

"Hr. Gröning erklærer sig indforstået med hr. Meckelburg's planer, og forpligter sig til at stille sin person til fuld rådighed for opfyldelsen af dette formål, at give grundlæggelsen af foreningen som hr. Meckelburg har til hensigt at danne, og foreningen selv, enhver nødvendig støtte ved sit fremtidige virke, og i det hele taget at gøre alt, hvad der står i hans magt for at tjene de forannævnte mål. Denne forpligtelse påtager hr. Gröning sig såvel overfor hr. Meckelburg personligt, som overfor den forening der er ved at blive dannet, med den førnævnte målsætning. Hr. Gröning forpligter sig desuden til ikke at lade nogen anden person eller andre personkredse få del i denne støtte. Han vil kun udøve sin aktivitet indenfor foreningens rammer, og kun i overensstemmelse med hr. Meckelburg."

Allerede i januar grundlagde Meckelburg Verein zur Erforschung Gröning'scher Heilmethoden (forening til udforskning af Grönings helbredelsesmetoder). Han selv blev forretningsfører med en månedsgage på 1000,- DM. Bruno Gröning fik ingen penge. Det viste sig at Meckelburg ikke holdt sine løfter. Han så udelukkende en pengekilde i Gröning, og betegnede ham spottende som sin "bedste hest i stalden". De syge var han ligeglad med. Han havde bundet Gröning med kontrakten, og "mirakelhelbrederen" måtte gøre, hvad han forlangte.

Først i juni 1950 lykkedes det Gröning at skille sig af med Meckelburg, hvorpå denne svor hævn: "Denne Gröning skal jeg nok få bugt med, jeg skal knække alle hans knogler."

En heilpraktiker med tilbud om foredrag

I tilslutning hertil arbejdede Gröning nogle måneder sammen med heilpraktikeren Eugen Enderlin fra München. Denne var blevet helbredt i Traberhof, og indbød Bruno Gröning til at holde foredrag i sin praksis. Dog afslørede også Enderlin sig som en geschæftsmager. Det drejede sig for ham ikke om at hjælpe, men om at slå mønt af "Fænomenet Gröning". Mod slutningen af året skilte Gröning sig fra ham, og endnu et samarbejde i 1952/53 slog fejl af de samme årsager.

En helbreder-karrieremager

I den følgende tid holdt Gröning foredrag i et pensionat Weikersheim i Gräfelfing. Journalisten dr. Kurt Trampler indlogerede ham hos sig og organiserede sammenkomsterne. Han havde kendt Gröning allerede siden efteråret 1949. Dengang var han kommet til Traberhof som reporter for en avis i München, og havde uventet fået en helbredelse for en lidelse i benene. Af taknemmelighed skrev han bogen Die große Umkehr (den store omvendelse), og talte Grönings sag hos myndighederne. Ligesom hos Enderlin var foredragene i Gräfelfing også godt besøgt. Der skete utrolige helbredelser. Dog gik forbindelsen med Trampler også i stykker. En dag troede han, at han havde lært nok af Gröning, gik fra ham og begyndte som selvstændig healer.

Traberhof - Massetilstrømning i Rosenheim

Op til 30.000 mennesker, der søgte hjælp, samlede sig i september 1949 foran Gröning

Efter afslutningen af Heidelberg-undersøgelserne [Krydshenvisning til artikel 5] vendte Bruno Gröning sig i august 1949 mod Sydtyskland. Han ville bort fra det røre der var blevet skabt om hans person, og trak sig tilbage på en privat landejendom ved Rosenheim nær München. Først lykkedes det ham at holde sit opholdssted hemmeligt, men efter at den første avis havde fortalt om hans ankomst til Bayern, kom det til en sand masseinvasion.

Op til 30.000 mennesker strømmede dagligt til Traberhof ved Rosenheim. Presse, radio og ugerevy rapporterede. Selv en biograffilm blev der lavet, den bar titlen "Gröening" og dokumenterede det, der skete omkring ham.

Bibelske scener

Avisen Zeitungsblitz skrev i anden uge af september i en særudgave: "I mellemtiden havde der forsamlet sig mere end titusind mennesker som i timevis ventede i glødende varme på det store øjeblik, hvor Gröning trådte ud på balkonen, talte til mængden og udstrålede sin helbredende kraft. Folk stod tæt sammenpressede for at få det fulde udbytte af hans 'helbredende stråler'. Snart begyndte reaktionerne at ske hos de mest syge i og kørestole og på sæder, eller hos enkeltstående i periferien. Atter begyndte halvblinde at se, atter rejste de gangbesværede sig, og de lamme strakte deres stive lemmer. Hundredevis berettede om forstærkede smerter på de syge steder, om trækken, stikken eller kriblen, om en ubeskrivelig 'lethedsfølelse' eller hovedsmerter, som pludselig forsvandt."

Ikke kun på Traberhof kom det til bibelske scener. Overalt hvor Gröning dukkede op, blev han med vindens hastighed omringet af utallige syge. Anita Höhne beskriver tilstanden om Gröning i sin bog Nutidig åndelig helbreder: "Så snart Gröning bare meldte sin ankomst, begyndte mennesker at valfarte. De scener, som jorunalisten Rudolf Spitz overværede ved et Gröningbesøg i september 1949 i München var typiske:

'Omkring kl. 19.00 stod tusinder i Sonnenstrasse. Kl. 22.30 stod de der stadig. I fem år har jeg set meget i krigen, men aldrig har jeg været så rystet som i de fire timer, hvor jeg sad overfor Bruno Gröning og oplevede en grufuld parade af elendighed og lidelse. Epileptikere, blinde og lamme på krykker trængtes om ham. Mødre holdt deres lamme børn op mod Gröning. Nogle besvimelde, der hørtes skrig, bønfaldende råb om hjælp, ønsker, hjerteskærende suk.'"

De statslige organer er imødekommende

Anita Höhne citerer fortsat journalisten Rudolf Spitz: "Syge på bårer, lammede, en stor menneskemængde Traberhof ved Rosenheim bemærkede en anden journalist fra München, dr. Kurt Trampler også der, hvor Bruno Gröning dengang boede. Trampler kom som reporter fra ugeavisen Münchner Allgemeinen - en kølig journalist, der kun fastholdt det, han selv så og hørte: 'Vi hørte nu fra balkonen en stemme, der ikke var Grönings, og skyndte os til vinduet. Politichef Pitzer fra München talte til de forsamlede. Han fortæller, at en iskiaslidelse, der havde plaget ham i årevis, er blevet mildnet ved Grönings nærvær . Pitzer er bestemt ikke en mand, der hælder til overtroiske fornemmelser, men han kan bevidne det, han har oplevet på sig selv. Nu bekender han sig offentligt til Gröning, og CSU-forbundsdagsmedlem Hagen følger ham med en lignende erklæring.'"

Også de bayerske myndigheder var venligtsindede over for Bruno Gröning. Dagbladet Münchener Merkur skrev den 7. september 1949 under overskriften "Imødekommenhed overfor Gröning: "På en pressekonference i mandags erklærede ministerpræsident dr. Erhardt, at paragraffer ikke skulle kunne hindre en 'usædvanlig personlighed' som Bruno Gröning i hans virke. Efter hans opfattelse var der ingen større vanskeligheder ved at godkende Gröning i Bayern.

Det bayerske statsministerium for indre anliggender bekendtgjorde ved radaktionens slutning: Den foreløbige afprøvning af Bruno Grönings helbredende virke har vist, at det kan betragtes som en fri kærlighedsgerning, og i disse rammer derfor ikke behøver nogen tilladelse gennem heilpraktikerloven."

Fra Bagvaskelse til lægelig dokumentation af helbredelserne

På Traberhof blev der stort postyr om Gröning. Der indfandt sig mange profitmagere, der ville slå mønt på hans evner. De skadede hans ry og anseelse, og bevirkede en distancering fra myndighederne. Da tilstanden blev uholdbar, trak Gröning sig tilbage til de bayerske bjerge. Han ville følge et tilbud om opbygning af et kursted. Det var hans mål at skabe en institution, hvor de der søgte hjælp, kunne opnå helbredelse under ordnede forhold. Læger skulle foretage for- og efterundersøgelser ligesom i Heidelberg og dokumentere de indtrådete helbredelser.

"Fænomenet" Gröning og videnskabenen

De lægelige undersøgelser i Heidelberg lover en skriftlig anbefaling

På denne tid i Herford begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet Revue at efterprøve Grönings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og lægen prof. dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med helbredte og måtte overrasket slå fast, at Grönings "metode" virkelig var succesfuld. Derpå besluttede Revue sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Gröning". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Gröning gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet en positivt anbefaling. På denne måde håbede Gröning på at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Helbredelser for øjnene af lægerne - "Bruno Gröning er ingen scharlatan"

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 breve om hjælp havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Gröning, som lod "sin metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme delsvist forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bechterews sygdom blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i Revue, erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Gröning ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "Fænomenet Gröning", uden dog at yde ham retfærdighed.

Gröning nægter profimageri

Den endelige bedømmelse/anbefaling skulle udarbejdes efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Gröning, at vejen til hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frigjort. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Gröning: De ville indrette helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv.

Hertil sagde Bruno Gröning: "De finansielle betingelser, som hr. professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslagene fra hr. professor F. og har afslået disse, fordi jeg 1. ikke disponerede over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke havde kunnet opfylde; 2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet. Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som blev givet mig gennem mit kald: At hjælpe dem, der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Udeblivelse af anbefalingen og potentiel konflikt med loven

Med Bruno Grönings afvisende holdning mistede professorerne interessen for ham. Den lovede anbefaling blev aldrig udstedt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve¬jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.

1949 - I offentlighedens brændpunkt

Bruno Grönings virke i Herford

Tusindvis af syge og mennesker, der søgte hjælp belejrede Gröning

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede i længere tid været sengeliggende. Han led af fremskridende muskeldystrofi, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Gröning havde taget sig af drengen, kunne barnet igen gå. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet over sønnens pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" - ifølge Hülsmann - skulle hjælpe.

Bruno Gröning tog imod tilbudet, og fra dag til dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Gröning. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han et dagligt samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra dagbladet Münchner Merkur skrev den 24. juni 1949 bl.a.: "Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der næsten tusind mennesker foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvækkede og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra."

Lammelser, mavesår, blindhed: "Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg rask igen."

Manfred Lütgenhorst fortsætter: 'Tror De på, at De bliver helbredte?' Spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Gröning var i Viersen i Rhinlandet, og her på pladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på pladsen'. De andre syge bekræfteden det skete.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham cigaretten. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Samtidig bevægede han sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Gröning?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Gröning' hørte jeg hende sige. Jeg havde stort besvær med mavesår, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Gröning. [...] Mig så han på, og da var det, som om mavesåret faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at mavesåret var forsvundet. Jeg har stillet mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!'

Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse det øjeblik, hvor hr. Gröning kommer herud.' Så bragte jeg ham rundstykker med pålæg og sagde, at jeg ville sørge for, at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Gröning kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var trukket fra hans øjne. Han beskrev den taske for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og fandt han vej alene til banegården. Alle de, der stod omkring, græd af glæde."

Helbredelsforbud fra myndighedernes - og fra lægestandens side

Det varede ikke lang tid før også myndighederne - først og fremmest sundhedsmyndighederne – tog sig af sagen. En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Gröning fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke og forlangte, at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse. Hvilken indstilling der gemte sig bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Gröning kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Gröning." I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede var mislykket.

Karriere og udslaggivende stationer i livet

Forberedelser til hans senere virke

Tvungne og afbrudte læreår

Efter at have gået i folkeskolens femte klasse, begyndte Bruno Gröning en handelsmæssig uddannelse, som han dog efter pres fa faderen måtte afbryde efter 2½ år. Murerformanden ville have at hans søn ligeledes skulle lære et byggefag. Han lod ham uddanne som tømrer, men heller ikke her kom det til en afgangseksamen. Efterkrigstidens urolige økonomiske forhold lod det ikke komme så vidt. Tre måneder før afslutningen af læretiden måtte firmaet hvor han var i lære, lukke på grund af manglende ordrer. I den følgende tid levede han af de mest forskelligartede arbejder. Egon Arthur Schmidt skrev om denne tid:

"Alt arbejde, han tog fat på, lykkedes"

"Forskellige arbejdskolleger fortalte mig, at det var særligt kendetegnende, at alt arbejde han tog fat på lykkedes for ham, hvad enten han reparerede ure, radioer, eller var beskæftiget som blikkenslager. Tekniske ting lå særdeles godt for ham. Han havde heller aldrig været bange for at udrette det groveste og tungeste fysiske arbejde. Som havnearbejder trak han på nøjagtig samme hammel som sine andre kammerater. Han vedgik åbent, at det jo hørte med til vejen, som førte ham gennem dybet, for at han kunne nå det høje. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: 'Den der aldrig er gået gennem en sump, kan ikke blive en helgen.' Der foreligger tilstrækkelige vidneudsagn fra tidligere rejsefæller, hvoraf en først nåede mig for nylig, og hvor det enkelt og uden forbehold siges, at fortælleren fra et etårigt samarbejde med Bruno Gröning kun mindes denne som den bedst tænkelige kammerat, han nogen sinde havde haft."

Giftemål og familiære slag af skæbnen

Som 21-årig giftede han sig. Men hans kone havde ingen forståelse for ham. Hun ville tvinge ham ind i et snævert, borgerligt familieliv, og opfattede hans helbredelser som "griller". Sønnerne Harald og Günter blev født i 1931 og 1939, og begge døde, da de var 9 år gamle. Selv om mange mennesker allerede havde oplevet helbredelser gennem Bruno Gröning, troede Gertrud Gröning ikke på sin mands kraft til at helbrede. Hun betroede ikke børnene til ham, men til lægerne. Men lægerne kunne ikke hjælpe. Begge drengene døde på sygehuset, Harald 1939 i Danzig, Günter 1949 i Dillenburg. For Bruno Gröning var det et tungt skæbneslag. Selv mange år efter fik han tårer i øjnene, når han talte om sine sønner.

Således var tiden mellem verdenskrigene en forberedelsestid for ham til hans senere virke. Han måtte gøre mange bitre erfaringer for at kunne forstå og have medfølelse med mennesker i alle sociale lag.

At hjælpe i stedet for at skyde-ved fronten og i krigsfangenskab

I anden verdenskrig blev han indkaldt til Værnemagten i 1943. Der kom det til stridigheder med hans foresatte. På grund af sin vægring mod at skyde på mennesker, blev han truet med at blive stillet for en krigsret. Til slut måtte han alligevel tage til fronten. Han blev såret, kom i russisk fangenskab, og kom i slutningen af 1945 til Vesttyskland, fordrevet fra sin hjemstavn.

Bruno Gröning holdning i krigstiden var præget af hans ønske om at hjælpe. Selv ved fronten benyttede han enhver lejlighed til at hjælpe sine kammerater eller civilbefolkningen.

I en russisk landsby muliggjorde han adgangen til hærens levnedsmiddeldepot for den hungertruede befolkning. I fangenskabet kæmpede han for at skaffe sine kammerater bedre klæder, bedre mad og bedre husly. Utallige der led af ødemer pga. sult, hjalp han til helbredelse. I krigens rædsel har han ikke dræbt noget menneske, men hjulpet utallige.

Ægteskabelig skilsmisse og forbundethed med alle mennesker

I december 1945 blev han løsladt fra fangenskabet, opbyggede sig en ny eksistens i det hessenske Dillenburg, og hentede sin familie hjem til sig. Efter at hans anden søn også var død, og hans kone ville forbyde ham enhver hjælpende virksomhed, blev han skilt fra hende. Han følte sig forpligtet til at lade de helbredende kræfter, som han rådede over, komme alle mennesker til gode. Han sagde: "Jeg tilhører ikke den enkelte, jeg tilhører menneskeheden."

I begyndelsen af 1949 førte hans vej ham til Ruhrområdet. Gennem beretninger fra nogle helbredte blev flere og flere mennesker opmærksomme på Bruno Gröning. Han drog fra hus til hus, altid derhen hvor der var brug for ham, hvor syge bad om hjælp. Således virkede han i små kredse, til han i marts 1949 fik en invitation fra en ingeniør i Herford til at besøge dennes søn.

Barndom og ungdom

Pryglet, spottet, manglende forståelse, taget imod – et barn, der er anderledes end de andre

Flugt fra hårdhjertede omgivelser ud i naturen: "Her oplevede jeg Gud"

Bruno Gröning blev født den 30. maj 1906 i Danzig-Oliva (Gdansk) som det fjerde af ægteparret August og Margarethe Grönings syv børn. Hans forældre bemærkede allerede tidligt det usædvanlige ved deres søn, f. eks. Kom de dyr, der regnedes for at være sky, så som harer og rådyr spontant hen til ham og lod sig uden angst klappe af ham.

Jo ældre Bruno Gröning blev, desto mere fremmed syntes han omverden for ham. Gröning fortalte, at han mange gange bev banket gul og blå derhjemme. Han fortalte, at slagene ikke gjorde ikke ondt på kroppen, men han følte sig ikke forstået.

Ked af omgivelsers hårdhjertethed flygtede den lille Bruno ud i naturen. Han følte sig mere tiltrukket af dyrene, træerne og buskene end af mange mennesker. Ofte forsvandt han i timevis i den nærliggende skov.

"Her oplevede jeg Gud. I hver en busk, i hvert træ, i hvert dyr, ja selv i stenene. Overalt kunne jeg stå og gruble i timevis - der var egentlig ikke nogen tidsfornemmelse - og altid var det, som om hele mit indre liv udvidede sig i én uendelighed."

Han deltog aldrig i de jævnaldrendes vilde slagsmål. Derfor blev han ofte genstand for ond spot og blev pryglet og straffet for at være anderledes.

Helbredelser hos dyr og mennesker, som gerne ses

Med tiden blev det aspekt i Bruno Grönings væsen tydeligt, der senere skulle føre ham i offentlighedens søgelys: I hans nærvær blev mennesker og dyr raske. Specielt under den første verdenskrig opsøgte han ofte lazarettet, hvor man gerne så ham. De sårede følte sig godt tilpas i hans nærhed, og mange blev raske. Syge sendte også bud til hans mor med ønsket om, at hun skulle komme til dem med den lille Bruno. I familien og bekendtskabskredsen tog man gerne imod drengens helbredende evne.

Stræben efter selvstændighed

Bruno Gröning skriver i sit levnedsløb: "Allerede som lille barn blev syge mennesker fri for deres lidelser i mit nærvær, og både børn og voksne blev ved ophidselse eller stridigheder fuldkommen rolige efter nogle ord fra mig. Som barn har jeg også kunnet konstatere, at dyr der sædvanligvis blev anset for sky eller ondskabsfulde, viste sig godmodige og tamme overfor mig. Mit forhold til barndomshjemmet var derfor underligt og anspændt. Jeg stræbte snart mod fuld selvstændighed for at komme bort fra det at 'være misforstået' af min familie ."

Bruno Gröning (1906-1959)

Et usædvanligt menneske i den sociale kontrovers

I 1949 kom navnet Bruno Gröning fra den ene dag til den anden i den tyske offentligheds søgelys. Der blev fortalt om ham i alle medier og i ugebladene. I månedsvis holdt den unge tyske republik vejret i forbindelse med begivenhederne omkring "Mirakeldoktoren", som han hurtigt blev kaldt. Der blev lavet en biograffilm, nedsat videnskabelige undersøgelseskommissioner, og myndighederne beskæftigede sig på højeste plan med fænomenet Bruno Gröning. Den nordrheinwestfalske socialminister lod Bruno Gröning retsforfølge på grund af overtrædelse af heilpraktikerloven, mens den bayerske ministerpræsident derimod erklærede, at man ikke måtte lade et så "exceptionelt fænomen" som Gröning mislykkes på grund af paragrafrytteri. Det bayerske indenrigsministerium betegnede Grönings virke som "fri kærlighedsgerning."

I alle befolkningslag blev der diskuteret heftigt og kontroversielt om fænomenet Bruno Gröning. De emotionelle bølger gik højt. Gejstelige, læger, journalister, jurister, politikere og psykologer: Alle talte om Bruno Gröning. Hans mirakuløse helbredelser var for den ene nådesgaver fra en højere magt, og for de andre var han en charlatan. Imidlertid blev det gennem medicinske undersøgelser dokumenteret, at der faktisk var tale om helbredelser.

Verdensomspændende interesse for en almindelig arbejder

Bruno Gröning, der blev født i Danzig i 1906, og som efter krigen emigrerede til Vesttyskland som flygtning, var en jævn arbejder. Han levede af de mest forskelligartede jobs, og arbejdede bl. a. som tømrer, fabriks- og havnearbejder. Nu var han pludselig i centrum for den offentlige interesse. Nyhederne om hans mirakuløse helbredelser bredte sig over hele verden. Fra alle verdens lande kom syge, breve med bønner og tilbud. I titusindvis af mennesker, der søgte helbredelse, kom til de steder, hvor han virkede. En medicinsk revolutionvar ved at bane sig vej.

I et fastlåst greb af forbud, retssager og profitjagende medarbejdere

Men der var også modsatrettede kræfter på spil. De forsøgte med alle midler at få Bruno Grönings virksomhed forbudt. Han blev forfulgt af forbud mod at helbrede, og der blev indledt retssager mod ham. Alle forsøg på at styre hans virke ind i faste rammer mislykkedes. For det første på grund af modstand fra toneangivende samfundskræfter, for det andet på grund af hans medarbejderes udygtighed eller profitbegær. Da Bruno Gröning døde i Paris i 1959, var den sidste retssag imod ham i fuld gang. Processen blev indstillet, og der blev aldrig afsagt en endelig dom. Men mange spørgsmål forblev åbne.