"Fænomenet" Gröning og videnskabenen

De lægelige undersøgelser i Heidelberg lover en skriftlig anbefaling

På denne tid i Herford begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet Revue at efterprøve Grönings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og lægen prof. dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med helbredte og måtte overrasket slå fast, at Grönings "metode" virkelig var succesfuld. Derpå besluttede Revue sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Gröning". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Gröning gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet en positivt anbefaling. På denne måde håbede Gröning på at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Helbredelser for øjnene af lægerne - "Bruno Gröning er ingen scharlatan"

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 breve om hjælp havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Gröning, som lod "sin metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme delsvist forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bechterews sygdom blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i Revue, erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Gröning ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "Fænomenet Gröning", uden dog at yde ham retfærdighed.

Gröning nægter profimageri

Den endelige bedømmelse/anbefaling skulle udarbejdes efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Gröning, at vejen til hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frigjort. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Gröning: De ville indrette helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv.

Hertil sagde Bruno Gröning: "De finansielle betingelser, som hr. professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslagene fra hr. professor F. og har afslået disse, fordi jeg 1. ikke disponerede over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke havde kunnet opfylde; 2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet. Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som blev givet mig gennem mit kald: At hjælpe dem, der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Udeblivelse af anbefalingen og potentiel konflikt med loven

Med Bruno Grönings afvisende holdning mistede professorerne interessen for ham. Den lovede anbefaling blev aldrig udstedt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve¬jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.