1949 - I offentlighedens brændpunkt

Bruno Grönings virke i Herford

Tusindvis af syge og mennesker, der søgte hjælp belejrede Gröning

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede i længere tid været sengeliggende. Han led af fremskridende muskeldystrofi, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Gröning havde taget sig af drengen, kunne barnet igen gå. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet over sønnens pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" - ifølge Hülsmann - skulle hjælpe.

Bruno Gröning tog imod tilbudet, og fra dag til dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Gröning. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han et dagligt samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra dagbladet Münchner Merkur skrev den 24. juni 1949 bl.a.: "Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der næsten tusind mennesker foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvækkede og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra."

Lammelser, mavesår, blindhed: "Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg rask igen."

Manfred Lütgenhorst fortsætter: 'Tror De på, at De bliver helbredte?' Spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Gröning var i Viersen i Rhinlandet, og her på pladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på pladsen'. De andre syge bekræfteden det skete.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham cigaretten. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Samtidig bevægede han sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Gröning?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Gröning' hørte jeg hende sige. Jeg havde stort besvær med mavesår, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Gröning. [...] Mig så han på, og da var det, som om mavesåret faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at mavesåret var forsvundet. Jeg har stillet mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!'

Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse det øjeblik, hvor hr. Gröning kommer herud.' Så bragte jeg ham rundstykker med pålæg og sagde, at jeg ville sørge for, at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Gröning kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var trukket fra hans øjne. Han beskrev den taske for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og fandt han vej alene til banegården. Alle de, der stod omkring, græd af glæde."

Helbredelsforbud fra myndighedernes - og fra lægestandens side

Det varede ikke lang tid før også myndighederne - først og fremmest sundhedsmyndighederne – tog sig af sagen. En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Gröning fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke og forlangte, at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse. Hvilken indstilling der gemte sig bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Gröning kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Gröning." I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede var mislykket.