Den store proces (1955-1957)

Anklage for uagtsomt manddrab og frikendelse med endegyldig forbud mod at helbrede.

Den 4. marts 1955 rejste statsadvokaturen på ny anklage mod Bruno Gröning. Atter blev han anklaget for at have forbrudt sig mod heilpraktikerloven [Krydshenvisning til artikel 9]. Som et yderlige anklagepunkt blev han sigtet for et tilfælde af uagtsomt manddrab.

Gröning bestrider anklagen for at have lovet at kunne helbrede og også forbudet mod lægelig behandling

Efter at anklageskriftet var blevet sendt til ham, henvendte han sig til sine venner: "Mine kære venner! I disse dage har den samlede presse og radioen offentliggjort en mere eller mindre tendentiøs meddelelse om mig, hvori det hedder at Münchens statsadvokatur II har forberedt en anklage mod mig for uagtsomt manddrab. I slutningen af 1949 skulle jeg have lovet en 17-årig tuberkuløs pige helbredelse, og dermed have forhindret hende i at opsøge et sanatorium og en læge. Jeg skulle derfor være skyld i dette unge menneskes død. De som med en klar forstand har læst eller hørt denne erklæring, må have forstået, hvad hensigten er med den: At skabe forvirring blandt mine venner, og at afholde alle søgende fra yderligere at beskæftige sig nærmere med vore bestræbelser og det erkendelsesmateriale, som jeg har forkyndt. Med alle midler forsøger man at hæmme mine og Gröning-forbundets, såvel som jeres aktiviteter. Selvfølgelig ser tingene anderledes ud end de bliver fremstillet! Jeg behøver ikke at komme med nogen redegørelse herfor til mine venner. De ved at jeg ikke giver noget 'løfte om helbredelse,' og at jeg aldrig fraråder lægelig behandling.”;

Mærkelig sen afsløring af anklagen

Gröning siger videre til sine venner: ”I 1952 blev jeg frikendt. Er det ikke mærkværdigt at 'tilfældet Kuhfuss', som allerede fremkom i slutningen af 1949/1950, ikke allerede blev trukket frem i retssagen mod mig i 1951/1952, selv om alt bevismaterialet forelå dengang! Er det ikke påfaldende, at undersøgelserne til indledningen af en fornyet retssag imod mig lige fremkommer på det tidspunkt, hvor offentligheden fik kendskab til dannelsen af Gröning-forbundet den 22. november 1953 i Murnau! Lige siden januar 1954 er talrige lokale Vennekredsledere og venner, såvel som foreningsmedlemmer blevet forhørt og overvåget gennem politimæssige foranstaltninger."

Vidner, som kunne rense anklagede blev afvist, anklagerens vidner hilst velkommen

Forberedelserne til retssagen trak ud i mere end to år. Bruno Grönings forsvar blev betydeligt vanskeliggjort. Næsten alle vidner, som kunne rense anklagede, blev afvist, mens anklagerens vidner blev godkendt. Blandt dem befandt sig også to af Grönings tidligere medarbejdere: Eugen Enderlin og Otto Meckelburg. Især Meckelburg - som i første retssag endnu var medanklaget - vendte sig i påfaldende skarp form mod Gröning. Han satte alt ind på at skade ham. I anklagepunktet om uagtsomt manddrab spillede han en afgørende rolle. Det drejede sig om et tilfælde, som indtraf i den tid hvor han var "manager" for Gröning [Krydshenvisning til artikel 7].

Det manipulerede, omdiskuterede tilfælde Ruth Kuhfuß

I november 1949 var sparkassefunktionær Emil Kuhfuss kommer til et af Grönings foredrag med sin syttenårige datter Ruth, som led af dobbeltsidig lungetuberkulose. Gröning indså straks, at pigen ikke mere kunne hjælpes, og udtalte sig på passende måde overfor en tilstedeværende læge. Men Meckelburg pressede ham voldsomt, og forlangte at han skulle tage sig af tilfældet. Derfor kom det til et personligt møde efter foredraget mellem Bruno Gröning og Ruth Kuhfuß. Gröning indgav den syge nyt mod, og opfordrede faderen til at sørge for en fornyet undersøgelse hos en specialist efter ni dage. Dermed ville han opnå at pigen, som ikke mere ville have med lægerne at gøre, igen kom under lægelig behandling. Faderen garanterede, at han ville tage sig af det.

Den efterfølgende korrespondance blev afviklet af Meckelburg, og nåede ikke frem til Bruno Gröning. Først i maj 1950 hørte han igen om Ruth Kuhfuß. Faderen havde i mellemtiden sendt bønfaldende breve til Gröning med indtrængende anmodning om at få besøg af ham. Meckelburg sendte ikke bre-vene videre, men aftalte egenhændigt - uden Grönings vidende - et møde med hr. Kuhfuß. Først kort før den fastsatte dato underrettede Meckelburg Gröning og tvang ham til at komme med.

Senere påstod Meckelburg, at Bruno Gröning havde givet pigen et løfte om helbredelse. Det var dog ham selv, der havde forsikret faderen om, at han ville få Gröning til at helbrede datteren. Meckelburg så i sparkassefunktionæren en god pengekilde, som han ville øse af, men dertil behøvede han Gröning. Kort efter dette besøg skilte Gröning sig af med Meckelburg.

En tung anklage der blev rejst mod Bruno Gröning var, at han skulle have forbudt Ruth Kuhfuss at blive behandlet af en læge. Imod denne talte dog den kendsgerning, at han allerede ved det første møde med pigen havde sendt hende til læge - hvad selv anklagerens vidner bekræftede. Også ved en radiotale i efteråret 1949 tilrådede han mennesker "at man får foretaget en afsluttende undersøgelse af en læge". Han rådede altid dem, der søgte hjælp til at vise deres læge tillid.

Ruth Kuhfuß, der allerede havde nogle smertefulde, men mislykkede helbredelseskure bag sig, vægrede sig mod at skulle gennemgå flere behandlinger. Den 30. december 1950 døde hun af følgerne fra sygdommen.

Lægelig erklæring bekræfter håbløs udsigt til helbredelse

Dr. med. Otto Freihofer belyste det lægelige synspunkt i en sagkyndig bedømmelse af tilfældet Ruth Kuhfuß: "Ved en nøgtern vurdering må enhver lægmand komme til den overbevisning, som også Säckingens sundhedsmyndigheder siden kom til, at en helbredelse menneskeligt set var udsigtsløs i betragtning af den 'meget alvorlige tilstand' og i henhold til den lægelige diagnose: 'Livstruende' hhv. 'fare ved udsættelse'. Ligeledes ville enhver ærlig og 'sine ira et studio' tænkende læge måtte give professor Lydtin fra München ret i hans erklæring om, 'at det ikke kunne afgøres, om der før den 5. november 1949 var en større sandsynlighed for helbredelse', hvis han ikke alt for selvbevidst tror, at han ved besiddelsen af de nyeste medikamenter kan give afkald på naturens kræfter. Det er efter min mening mere end besynderligt, at patienten i det hele taget levede indtil den 30. december 1950, så Grönings indflydelse kan alligevel have givet en vis forlængelse af livet. Afslutningsvis vil jeg gerne sammenfatte min sagkyndige udtalelse med, at følgende påstande: 'At der havde været udsigt til helbredelse', og, 'at patienten Kuhfußs' levetid kunne have været forlænget endnu mere, hvis hr. Gröning aldrig var kommet i nærheden af hende', ikke med sikkerhed kunne forudsiges og derfor ikke var berettigede.”

Mislykket domsafsigelse

I slutningen af juli 1957 kom det til et retsmøde ved nævningedomstolen i München-området. I anklagen om uagtsomt manddrab blev Bruno Gröning frifundet. For overtrædelse af heilpraktikerloven blev han ikke desto mindre pålagt en bøde på 2000,- DM.

Selv om dommen ved første blik ser positiv ud, var den uantagelig for ham. Den ville svare til et definitivt forbud mod hans virke. Hans forsvarer, som vurderede dommen meget mere positivt end Gröning, begik den fejl ikke at appellere dommen, som så blev appelleret af anklagemyndigheden. Det andet retsmøde fandt igen sted i München midt i januar 1958.