Revolution i lægevidenskaben?

"Revue" 14.8.1949 Afklaringen af et skæbnesvangert spørgsmål

MIRAKELMAGEREN I HERFORD, BRUNO GRÖNING, der i maj og juni 1949 efter eget udsagn helbredte tusinder af håbløst syge, fik sit fortsatte virke i Nordtyskland umuliggjort ved lægers og myndigheders intolerance. Den 3. maj 1949 blev det forbudt Gröning at udøve sit helbredende virke. Siden 29. juni har Gröning trukket sig tilbage fra offentligheden. Men Bruno Gröning er ikke forsvundet, og spørgsmålet om hans vidunderlige helbredelseskraft vil fortsat være uafklaret. For Revue har åbnet vejen for Gröning til en stor lægeklinik, hvor kritiske, men ikke forudindtagne læger kan føre bevis for hans helbredelseskraft. Revue gav dermed Gröning mulighed for at bevise overfor moderne videnskabsfolk: Jeg helbreder uhelbredelige. Revue begynder i dag at offentliggøre resultaterne af 150 uangribelige eksperimenter. Under videnskabelig ledelse af psykolog og læge prof. dr. Fischer, læs, hvad vore korrespondenter Bongartz og Laux beretter i Revue.

REVUES PLAN

Revue begynder i dag en offentliggørelse, hvis tema går langt ud over det rent journalistiske. I centrum står en jævn mand, Bruno Gröning, der på få måneder er blevet en berømthed ved, i Herford og andre byer på vidunderlig og gådefuld vis helt eller delvist at have helbredt tusinder af lidende fra lidelser, der gik for at være uhelbredelige. Ingen politiker, ingen videnskabsmand, ingen kunstner har i efterkrigsårene gjort så stort et indtryk på mennesker, som Bruno Gröning. Også andre lande, endog England og Amerika, blev berørt gennem udstrålingen fra hans berømmelse og de sensationelle presseberetninger, der svingede mellem lovprisninger, skepsis og arrogant afvisninger. Den hånlige foragt fik næring gennem sensationer, ukontrollerede rygter og modstridende fortællinger. De savnede næsten overalt den nødvendige alvor, ansvarsbevidsthed, uindtagethed og viden om betydningen af det problem, at Bruno Gröning over natten var blevet trukket frem i offentligheden pga. et fagligt opgør på et snævert, medicinsk fagområde.

Revues lægefaglige medarbejdere har allerede i anden sammenhæng gennem længere tid været beskæftigede med spørgsmålet om psykiske årsager til de fleste sygdomme, og med studiet af den i Tyskland hyppigt upåagtede udvikling af den tilsvarende forskning, som beskæftigede verden udenom Tyskland. I tilfældet Gröning drejede det sig ikke kun om mirakeldoktorens person, men om det betydningsfulde spørgsmål, om der var psykiske, det vil sige sjælelige årsager til sygdommene, og om hensyntagen til disse årsager i den psykoterapeutiske behandling af patienterne. Gröning kunne vel være et fænomen på området for sjælelig sygdomsbehandling. Da der derfor kampagnen i Nordtyskland om Gröning hele tiden antog mere og mere kaotiske former, på mange dage samledes op mod sekstusinde mennesker der, hvor han virkede, tog Revue en for et illustreret tidsskrift usædvanlig beslutning.

Modsætningen mellem de utallige tilhængere, og den lille, men indflydelsesrige gruppe modstandere af Gröning, var i mellemtiden vokset til det uudholdelige. En lægekommission og myndighederne i Herford gav Gröning helbredelsesforbud. I Herford, Hamburg og mange andre byer ventede ikke desto mindre tusinder af syge fortsat på mirakelmandens hjælp. Embedsmændende blev til sidst grebet af så stor rådløshed overfor fænomenet Gröning, at man måtte frygte et ulykkeligt endeligt for dette fænomen selv. Ville Gröning blive revet i stykker mellem modstandernes og tilhængernes magt? Ville denne jævne, intellektuelt ubehjælpsomme mand Gröning, fuld af ægte bevidsthed om sit kald og ærlig beredvillighed til at hjælpe mennesker, gå ned på "hjælpere", som havde givet sig i lag med ham for at slå mønt på hans helbredende kraft, og derigennem tilbød modstanderne mange blottelser? Eller ville et lægeligt eller andet videnskabeligt institut i Tyskland erklære sig beredt til dét, som enhver større klinik i USA uden videre erklærer sig parat til, nemlig af ærlig forskertrang at give Bruno Gröning mulighed for at lade sine færdigheder kontrollere rent klinisk? Efter frugtesløse drøftelser kunne man i slutningen af juni frygte, at Gröning ville blive ukampdygtig. Spørgsmålet, som forblev ubesvaret for millioner af lidende var, om han ville blive tilkendt en formåen af vidunderligt helbredende sjælelig indflydelse, eller om hans formodede færdighed kunne være en vildfarelse, ja, at det var kvaksalveri.

På dette tidspunkt besluttede Revu at sende en stab af særkorrespondenter til Nordtyskland, bestående af Helmut Laux, Heinz Bongartz og en videnskabsmand, psykolog og læge prof. dr. H.G. Fischer fra Marburg. Staben skulle lede efter Gröning, hvis spor allerede var begyndt at udviskes. Staben skulle gennem omhyggelige undersøgelser overbevise sig om de gode eller mislykkede resultater af en større mængde tilfælde, som Gröning havde behandlet. I tilfælde af et positivt udfald af disse forundersøgelser, skulle Revue-staben selv danne sig et billede af personen Gröning, og forholdene omkring ham. Afhængigt af resultatet af disse undersøgelser havde staben fået den opgave og midlerne til at skille Gröning fra omgivelsernes muligvis ugunstige indflydelse, og at jævne vejen for ham i det kvælende kaos mellem troende, læger og bureaukratiske instanser. Efter at have opnået hans accept, skulle Gröning skaffes asyl på et ukendt, afsides liggende sted. Samtidig ville Revue-staben i tilfælde af et gunstigt resultat af forundersøgelserne, træffe forberedelser til at vinde en førende, tysk Universitetskliniks samarbejde. Denne skulle give Gröning mulighed for at føre bevis for sine evner for en kommision af videnskabsmænd. Hvis det lykkedes, skulle vejen banes for et fortsat virke for ham. Blev det en fiasko, skulle en klar og uangribelig beretning underrette offentligheden om det negative udfald. Dette var Revues plan.

Planens udførelse begyndte den 28. juni 1949. Den bragte vanskeligheder, eventyr og overraskelser. Men planen lykkedes, uden at offentligheden – i sagens interesse – måtte få viden om den før i dag. For offentligheden havde Gröning været forsvundet i Hamburg siden den 29. juni 1949 kl. 23.45. I dag begynder Revue på en udførlig beretning fra korrespondenterne og de ledende læger om forhistorien og historien om det største og mest overraskende lægelige eksperiment, der nogen sinde er blevet muliggjort ved hjælp af et tidsskrift.

Bruno Gröning: Et fænomen som læge for sjælen

Af Helmut Laux og Heinz Bongartz under videnskabelig ledelse af psykologen professor Fischer

På sporet af Bruno Gröning

Lægernes indstilling

Den 29. juni, netop den dag hvor Gröning pludseligt forsvandt sporløst i Hamburg, tog vi af sted fra Frankfurt. Vi journalister var naturligvis nysgerrige, professor Fischer var tilbageholdende, selv om han heller ikke helt kunne skjule sin nysgerrighed. Men han var fast besluttet på systematisk at give sig i kast med Gröning-sagen, og kun langsomt og samvittighedsfuldt danne sig en mening. Vores samarbejde med professor Fischer var glimrende fra den første dag. Han havde gennemgået hele den gængse lægeuddannelse. Han var som læge i stand til at bedømme sygdomsdiagnoser, forværring eller helbredelse af dem. Desuden var han psykolog, og praktiserede ved hjælp af psykoanalyse (forskning af psyken) og psykote-rapi (helbredelse af psyken). Grönings metode måtte falde ind under området helbredelse af psyken, hvis den viste sig at være virksom. Med mindre Gröning rådede over andre kræfter, som indtil i dag endnu er ukendt for psykoterapien.

Vi ankom den 29. juni om aftenen til Bielefeld, og et tidligere bekendtskab af professor Fischer førte os ved et tilfælde først til et møde med lederen af kuranstalten i Bethel, professor Schorsch. Professor Schorsch havde spillet en væsentlig rolle i den lægekommission, som med sin beslutning havde medvirket til forbudet mod at Gröning helbredte. Først ville han slet ikke se os pressefolk og modtog kun professor Fischer, som han underrettede om det indtryk han havde af Gröning: "Han er et ganske primitivt menneske, og frem for alt har han ingen -"karisma."- For de som ikke kender dette ord må vi tilføje, at videnskabsmænd hermed forstår kaldsbe-vidsthed. Schorsch mente, at den religiøse kaldsbevidsthed, som Gröning ofte havde talt om i Herford og også andre steder, var det rene teater. Han handlede snarere ud fra egoisme og selvhævdelse. Schorsch viste os som bevis for sine ord en grafologisk erklæring, som kom med samme udsagn. Professor Fischer tog hans dom til efterretning. Professor Schorsch gav iøvrigt ikke indtryk af bevidst at være forudfattet. Han virkede noget uinteresseret. Han var trivelig og gemytlig, og det så ud som om han helst overhovedet ikke ville høre mere om tilfældet Gröning. Sandsynligvis kastede han sig ikke gerne ud i sjælelig ophidselse, og ville ikke have yderligere ulejlighed. Han syntes ikke vi skulle forlade os på hans bedømmelse, men selv undersøge sagen til bunds.

Professor dr. Wolf, overlægen på kommunehospitalet i Bielefeld, viste sig at være mere udadvendt. Han syntes at være fuldstændig enig i vores opfattelse af, at tilfældet Gröning uden forbehold skulle undersøges. Men han henviste til, at man som bekendt havde tilbudt Gröning at føre bevis for sin kunst på hospitalet. Han vidste ikke hvad han skulle mene om at Gröning havde afslået dette tilbud. Som om man kunne fortænke lægerne i forfølge en mand med usædvanlig skepsis, når denne vægrede sig ved at vise sin evner for dem?

Vi spurgte naturligvis også os selv, hvorfor Gröning var veget tilbage for en sådan klinisk observation og bedømmelse af hans behandlingsmetode? Havde Gröning grund til at betvivle professor Wolfs objektivitet? Da professor Fi-scher nogle uger senere foranledigede at Gröning kunne praktisere for lægerne på Bielefeld Kommunehospital, måtte han desværre opleve, at man også her kun havde ét til hensigt, nemlig gennem tilsyneladende imødekommenhed at tilintetgøre Gröning, idet man udelukkende gjorde ham bekendt med tilfælde, som ingen mere var i stand til at hjælpe, heller ikke Gröning. Professor Fischer måtte af den grund give afkald på at lade Grönings metoder kontrollere af lægerne fra Bielefeld.

Endvidere hed det sig, at amtslæge dr. Dyes fra Detmold overfor Gröning havde udtalt, at han kunne bringe så mange beviser, som han ville på sin helbredelseskunst, man ville alligevel forhindre ham i at arbejde! Professor Fischer ringede derfor fra Herford til dr. Dyes, og dr. Dyes vedgik åbent sin udtalelse. Gröning havde gjort et dårligt indtryk på ham. Dr. Dyes var fuld af lægeligt hovmod og var overordentlig tilfreds med sin egen holdning.

Gröning havde på denne måde mistet enhver tillid til lægernes objektiv indstilling, så man kunne ikke fortænke ham i, at han ikke var gået ind på de tilbudte sygehuseksperimenter. Det vågne instinkt hos det oprindelige, enkle menneske havde ladet ham mærke de uhæderlige hensigter, som lurede på ham.

---

Strømmen af kroniske sygdomme, der er sjæleligt betingede

Den 30. juni begyndte vi først i Nordrhein-Westfalen, og umiddelbart efter i området omkring Hamburg, på undersøgelsen af patienter som Gröning havde behandlet, og som derefter bekendtgjorde at være blevet helbredt. Det var lettere sagt end gjort.

De syge, som var blevet behandlet af Gröning, var vendt tilbage til deres hjemsted. Ingen havde nøjagtigt noteret sig deres navne og adresser. Gröning havde, som en slags omvandrende helbreder i ordets sande betydning, til stadighed behandlet videre, og udover fortællinger, pressenotitser, påstande og rygter, fandtes der heller ikke på hans tilhængeres side noget eksakt materiale om hans virksomhed. Vi havde rimeligvis haft betydelige vanskeligheder at overvinde, hvis ikke et rent tilfælde i Bielefeld havde ført os sammen med en mand, der allerede før os hav-de forsøgt at skaffe sig et sikkert overblik over Grönings faktiske resultater.

Denne mand hed Lanzenrath, var direktør for en sygekasse i kommunen, klog, saglig og med et bredt udsyn. Det var lykkedes ham at trænge ind i det "følge", som flokkedes om Gröning, som efter dennes afrejse til Hamborg til dels var blevet tilbage og holdt til i Hülsmanns hus i Herford, hvor Gröning havde virket – om de var troende eller blot geschæftsmagere, kunne vi endnu ikke bedømme dengang. Lanzenrat var lige så overbevist om Grönings evne til at helbrede og påvirke talrige sygdomme, som han var om Grönings personlige beskedenhed. Men han var bange for at dette "følge" ville lede Grönings gode egenskaber på afveje. Lanzenrath selv var først mistroisk overfor os. Men også her var det professor Fischer der åbnede døren for vores gruppe, og fik Lanzenrath til at hjælpe os videre ved at nævne nogle tilfælde som han havde kendskab til, hvor man efter nøjere undersøgelser af disse kunne drage en slutning om fænomenet Grönings seriøsitet. De motiver, som havde ført Lanzenrath til Grönings omgivelser, var i øvrigt overordentligt interessante. Godt nok var han også selv blevet ført til Gröning pga. en sygdom, en smertefuld nyrelidelse. Siden da havde han været smertefri – og der var nu gået to måneder. Men samtidig var det sygekassens skæbne, der havde givet ham anledning til at søge forbindelse til Gröning. Han fortalte os, at de tyske sygekasser var truet af økonomisk sammenbrud, fordi de stod overfor et hav af kroniske sygdomme, som simpelthen ikke kunne helbredes. Dermed bekræftede han naturligvis noget som psykoterapeuterne, der opmærksomt iagttager vor tid, er fuldkommen bekendt med. Anden verdenskrig med alle dens ødelæggelser har efterladt en sand strøm af sygdomme, der i overvejende grad har psykiske årsager, men som viser sig som fysiske symptomer, begyndende med et utal af mave- og gigtsygdomme til udtalte neuroser og lammelser. For disse sygdomme har psykologerne skabt begrebet de såkaldt psykosomatiske sygdomme. Efter valutareformen kunne man statistisk konstatere en ny, tiltagende bølge af sygdomme, som aldrig tidligere var dukket op i et sådant omfang, og som man kun dårligt kunne føre tilbage til organiske årsager. Lanzenrath havde virkelig håbet på i Gröning at have fundet en helbredelsesmetode, som måske engang kunne bruges til at lette den overbelastede kasse. Lanzenrath havde nøje fulgt et større antal af behandlinger og helbredelser. Han førte os derefter til ca. 20 tilfælde, hvorigennem vi indenfor en uges omhyggelige analyser og undersøgelser, og såfremt det var muligt ved samtaler med den hidtidige praktiserende læge, kunne finde svaret på det for os så afgørende spørgsmål: kan Gröning helbrede?

Den 8. juli gennemså vi resultatet af de 20 un-dersøgelser. Blandt de 20 tilfælde var der 7 som måske var interessante, og her og der endog lidt hemmelighedsfulde, men ikke gav noget klart billede for eller imod Gröning. Da vi desværre netop først og fremmest anstrengte os med disse 7 tilfælde, var vi på den tredje undersøgelsesdag tilbøjelige til at fortvivle. I det mindste gjaldt det for os lægmænd.

Boligkontoret

Der var noget ved tilfældet Klüglich i Bielefeld. Klüglich, en funktionær, havde under krigen fået en kugle gennem nyren. Den ødelagte nyre fungerede kun delvis. Efter krigen kom der i den anden nyre en alvorlig betændelse, der til slut var så fremskreden, så de behandlende læger overvejede en operation. Vi fik forelagt røntgenoptagelser og de øvrige undersøgelsesresultater. Før pinse havde Klüglich gennem Lanzenrath henvendt sig til Gröning i et brev. Denne havde til at begynde med foretaget "fjernhelbredelse", og havde så bedt Klüglich om nøje at iagttage, hvad der skete i hans krop de næste dage. Klüglich konstaterede en bedre nyrefunktion, meget mørktfarvet urin, og derefter en voksende lettelse af hans besværligheder.

Også den behandlende læge konstaterede en bedring. Umiddelbart efter besøgte Gröning personligt Klüglich, og forbedringen varede ved. Klüglich var stået op fra sengen og foretog spadsereture. Men netop da vi besøgte ham, og professor Fischer undersøgte ham, var hans tilstand igen blevet forværret. Professoren fandt hurtigt ud af, at Klüglich pga. sin sygdom havde fået et ekstra værelse gennem boligkontoret. På grund af den hurtigt løbende nyhed om hans "helbredelse" havde boligkontoret meddelt ham, at man under disse omstændigheder måtte fratage ham værelset igen. Den samme dag begynde forværringen af hans tilstand igen. Det handlede helt klart ikke om en simuleren, men om en ægte forværring, som uden tvivl kunne føres tilbage til en psykisk årsag, nemlig angsten for at miste værelset, og tankeforbindelsen mellem sygdom og besiddelse af værelset. At tale om en helbredelse var naturligvis meningsløst. Lægerne kunne i dette tilfælde henvise til, at det udelukkende var lykkedes Gröning at rive den syge ud af en dyb sløvhed, og derigennem forbigående at forøge hans modstandskraft. De indrømmede ganske vist dermed den umiddelbare forbindelse mellem psykisk behandling og legemlig modstandskraft ved sygdomme, men havde ret, når de tilbageviste påstanden om helbredelse. Naturligvis var det et åbent spørgsmål, hvad Gröning havde kunnet opnå ved er fortsat indflydelse.

Hun sad på sin pengekasse

Der var det andet tilfælde med en fru W., ligele-des i Bielefeld. Hun var enke og ejer af en cykelforretning. Fra en stol i køkkenet, som lå bagved hendes butik, herskede hun over forretningen og familien. I 15 år havde hun beviseligt lidt af gangbesvær og hævede benene (ødemer.) Både hjerte- og nyrefunktion var dog normal. Derimod var der tegn på slidgigt i leddene. Gröning havde siddet overfor hende en halv time, og havde forudsagt en hurtig bedring. Siden da kunne hun igen gå over gården, og hun følte sig rigtig godt tilpas. Professoren fastslog, at ødemerne kun var ubetydelige. En undersøgelse hos den behandlende, kvindelige læge viste ligeledes en mærkbar tilbagegang af hævelsen, siden Gröning havde besøgt fru W. I den sidste tid syntes vanskelighederne alligevel at tiltage lidt igen. Var der også her tale om, at en psykisk opmuntring og stimulering havde bragt en forbigående bedring, der godt nok igen viste den tætte forbindelse mellem den psykiske tilstand og sygdom, men som for os ikke var bevis nok? Med mindre man også her kunne håbe på en fremadskridende og endelig succes gennem en fortsat behandling fra Gröning. Interessant var det at konstatere, at fru W. i mange år havde siddet på sin pengekasse, og at det vedvarende gangbesvær, der grænsede til lammelse, afgørende kunne være støttet af tvangsforestillingen om, at kassen uafbrudt måtte beskyttes. Sandsynligvis havde Gröning også forbigående fjernet dette tvangskompleks, hvad der trods alt var en bemærkelsesværdig præstation, som en normal psykoterapeut ikke kun ville bruge en halv time på, men dage eller endog uger. Men heller ikke denne præstation var nok til at søge efter noget så usædvanligt bag Gröning, at vi havde kunnet gå ind for store, kliniske eksperimenter.

Gröning gav hende en sølvkugle ...

Endelig var der tilfældet Schwerdt i Bielefeld. Her drejede det sig om to patienter. Om en ung pige, datter af en lille tjenestemand eller funktionær, hvis mor udøvede en undertrykkende indflydelse på datteren. Den anden var en mand der ejede en fabrik, og som efter alt at dømme blev overvåget af sin arvelystne familie. Manden og pigen havde indledt et forhold, hvorved manden var kommet i voldsom konflikt med sin familie. Pigen blev hele tiden bebrejdet af moderen, der ikke ville vide af sagen med den rige mand, for "det kunne der ikke blive noget af." Både manden og pigen tabte til sidst modet. De gik fra hinanden. Pigen blev syg af en ualmindelig svær hjerteneurose, som tvang hende til hele tiden at ligge ned. Manden kom til skade på samme tid og blev liggende i sengen, selv om kvæstelsen forlængst var helet op. Han længtes efter den elskede. For ikke at følge denne længsel, fordybede han sig i sin sygdom, og forskansede sig i sin seng. Gröning behandlede tilfældet. Han udvirkede ved sit første besøg hos pigen en væsentlig bedring, så frøken Schwerdt kunne forlade sengen. Hun besøgte så Gröning, og nævnte sammen med andre navne på syge, som han måtte hjælpe, også navnet på fabrikanten, uden at udtale sig nærmere om ham. Men Gröning anede åbenbart den virkelige sammenhæng. Han trak sølvpapiret ud af en cigaretpakke i sin lomme, krøllede det sammen i sin knyttede hånd, og gav den derved opståede kugle til den unge pige med befaling om at beholde den så længe i sin hånd, indtil hun personligt kunne lægge den i hånden på den føromtalte mand. Så ville han blive rask. Frøken Schwerdt holdt kuglen i hånden i 36 timer.

Gennem de rygter der for omkring hørte manden i mellemtiden om Grönings resultater, og om hans anvisning til frøken Schwerdt. Nysgerrigheden drev ham ud af sengen og hen til pigen. Det sønderrevne forhold blev derigennem bragt i orden igen, og begge følte sig atter raske. På professor Fischers spørgsmål, om de nu så hinanden regelmæssigt igen, svarede pigen: "Ja – desværre." Den egentlige konflikt, der havde medført al sygdommen, hendes spændinger med moderen, respektive med familien, var altså, som hun sagde –"desværre" – ikke ryddet af vejen, og kunne på kortere eller længere sigt igen fremkalde den gamle tilstand.

Indtrykkene var også delte i dette tilfælde. Men Gröning havde jo nu engang også her på forbavsende kort tid fjernet lidelser, som var fremkommet gennem sjælelige vanskeligheder. Med en bemærkelsesværdig indfølingsevne havde han forstået den rigtige sammenhæng, og med den lille kugle havde han anvendt et kunstgreb, som selv den bedste psykoterapeut ikke behøvede at skamme sig over. Ganske vist havde han overset, at den udløsende faktor var opretholdt. Tilfældet Schwerdt var det første tilfælde, der fik professor Fischer til at begynde at gå ind for Gröning. Hvis der ikke kunne findes andet usædvanligt ved Gröning, kunne man ikke benægte, at han besad en overraskende naturbegavelse som psykoterapeut.

Den strejkende motorcykel

Ovenud mærkværdig var den såkaldte Wehmeyer-sag. Wehmeyer havde en vognmandsforretning i Herford. Dygtig, kraftig, med en stærk psyke, bestemt ikke en man kunne stikke blår i øjnene. Han havde altså også opsøgt Gröning for at finde hjælp til sin kone, der var indlagt på en klinik i Münster for en kronisk sygdomstilstand, som man ikke rigtig i detaljer kunne fastlægge. Gröning havde ved denne lejlighed sagt til ham: "Deres kone vil ytre ønske om at komme hjem til en bestemt tid. Men De må ikke selv køre derhen og foranledige, at Deres kone bliver udskrevet." Wehmeyer var som sagt en mand, der hverken troede på klarsyn eller modtog ordrer. Mod Grönings instruks startede han sin motorcykel og begav sig på vej til sin kone i Münster. Men nu skete der noget mærkeligt, som han simpelthen ikke kunne forklare: Undervejs strejkede motorcyklen. I Bielefeld tog han hen til et værksted med den. Der blev cyklen undersøgt fra øverst til nederst, den var i orden. Den skulle kunne køre. Montøren skiftede tændrør og gjorde alt muligt, han kunne ikke begribe hvorfor motorcyklen ikke kunne køre. Rådløs sagde han, at hr. Wehmeyer hellere måtte køre hjem igen. Wehmeyer begav sig hjemad. Og i samme øjeblik han igen satte kursen mod Herford, kørte motorcyklen som om den aldrig havde fejlet noget. Glad vendte han om. Straks stod den stille. I retning mod Münster ville den ikke køre.

Endnu ganske rystet over denne næsten spøgelsesagtige oplevelse, kørte Wehmeyer så nogen tid senere med toget til Münster. Der sagde hans kone faktisk spontant, at hun gerne straks ville hjem. Hun følte sig væsentlig bedre tilpas, og også afdelingslægen erklærede, at han var færdig med sin behandling.

Den varme strøm
Et usædvanligt begyndelsesresultat

På femte dagen af vores undesøgelse oplevede vi den første virkeligt store overraskelse. Og fra denne dag fulgte den ene overraskelse efter den anden, for endeligt at blive fulgt at et tilfælde, som man uden overdrivelse må kalde en sensation.

Vi var kørt til Hamborg, fordi Lanzenrath kendte et tilfælde der, som han syntes var særligt imponerende. Dette tilfælde var der desuden blevet holdt godt øje med af lægerne. Det handlede om en lille datter til en hr. Mendt, der havde et autoværksted i Hamborg. Barnet havde overstået en børnelammelse, men lammelserne i benene var blevet tilbage.

Der forelå her en omhyggeligt udarbejdet forhistorie med en klar diagnose. Gröning havde behandlet barnet på sin sædvanlige måde, ved roligt at sidde overfor det, langsomme spørgsmål om dets kropslige fornemmelser, højst et let strøg med hånden. Så havde han efterladt den besked, at barnets fortsatte fornemmelser i de kommende dage nøje skulle skrives ned. Det blev omhyggeligt gjort, og professor Fischer læste nu, at barnet havde mærket trækkende smerter i benene i retning af lænden. Smerterne blev kraftigere, gik over i en tiltagende varme, som gav plads for en stærk gennemstrømning i de lammede ben. Barnet begyndte igen at gøre bevægelser, som det ikke tidligere havde været i stand til at udføre. Professor Fischer undersøgte nøje barnets lemmer, og fandt ud af, at gennemstrømningen af blod var forbavsende god. Hele forløbet mindede ham om princippet for "autogen træning", uden at det hidtil på nogen måde med held var lykkedes at anvende denne metode ved børnelammelse. "Autogen træning" blev udviklet af prof. I.H. Schulz, der i sin tid var docent i psykoterapi ved universitetet i Jena og var forsker i Tyskland. Schulz‘ metode var i grunden ikke anderledes end en praktiseren af den gamle, berømte og for alle europæere så hemmelighedsfulde indiske yoga, omsat til moderne europæisk lægekunst. Gennem en indflydelse på psyken, som ikke må forveksles med hypnose, blev de læger, som han har uddannet, i stand til at styre blodkredsløbet hen til bestemte kropsdele hos deres patienter. Det lykkes dem ikke i alle tilfælde. Frem for alt krævede det ugelange, ofte månedlange anstrengelser, der virklig fortjente navnet "træning". Her i tilfældet Mendt havde Gröning fra begyndelsen opnået et resultat, som var ganske usædvanligt. Selv hvis en lægeligt uddannet psykoterapeut var begyndt på dette tilfælde, ville han i bedste fald have brugt mange uger for at nå det resultat, som Gröning havde tilvejebragt på en halv time. Fischer havde endnu en lang konference med professor Burckhard fra Hamburg, og de var begge så imponerede over resultatet, at professor Fischer for første gang sagde, at han nu var af den opfattelse at Gröning rådede over usædvanlige psykoterapeutiske kræfter, måske over et eget strålefelt eller noget andet, som måtte efterforskes i et stort klinisk forsøg. Ligeså måtte mulighederne for indflydelse på børnelammelse og deres følger observeres gennem en fortsat behandling over længere tid.

Ingen læge kunne hjælpe ham

Allerede næste dag bragte en ny, imponerende overraskelse. Lanzenrath havde ført os til endnu en af Grönings patienter, en hr. Kargesmeyer i Bad Oeynhausen. Kargesmeyer var 47 år gammel, og havde siden han var to år lidt af hovedpine, som i tidens løb udviklede sig til en alvorlig trigeminusneuralgi. Herved forstår man smerter i ansigtsnerverne, der hører til en af de mest forfærdelige lidelser, der findes. Voldsomheden af disse smerters kan drive folk til selvmord. En almindelig læge kan næppe gøre noget ved denne lidelse, og man kan ikke fjerne smerterne helt med medikamenter. I helt fortvivlende tilfælde forsøger man at ødelægge nerverne ved indsprøjtning med alkohol, eller ved simpelthen at skære dem over. Hver gang drejer det sig om et vanskeligt indgreb, og man kan på ingen måde være sikker på resultatet. Kargesmeyer var blevet opereret ved flere lejligheder. Til sidst havde man ved en gennemgribende operation på en klinik i Münster fjernet mandlerne og tømt bihulerne, da man formodede, at de betændelsestilstande man havde lokaliseret der, kunne være årsag til ansigtssmerterne. Operationen havde ikke fået indflydelse på neuralgien. Naturligvis var det muligt, at de nævnte betændelser oprindeligt havde fremkaldt neuralgien. Men efter operationen var smerterne i ansigtsnerven blevet "fikseret", på lignende måde som de frygtelige smerter, som amputerede ofte føler i amputationsstumpens nerver, og som giver indtryk af, at smerterne trækker igennem den arm eller det ben, som ikke er der mere. Gröning havde behandlet Kargesmeyer. Han havde opfordret ham til at holde hovedet fast mellem sine hænder.

Derefter fornemmede Kargesmeyer en varm strøm i ansigtet. Smerten blev endnu i nogle dage, men forsvandt så mere og mere for hver dag. Nu havde han allerede været smertefri i fire uger.

Også her havde åbenbart en usædvanlig evne til at styre blodets kredsløb ført til succes. Måske gjorde andre faktorer sig også gældende, men det spillede i dette øjeblik ingen rolle for os. Hidtil var man kun bekendt med forsvindende få tilfælde af behandling for trigeminusneuralgi med psykoterapi. Og også der havde det varet uger og måneder før man opnåede resultater. Gröning havde klaret det ved et ganske kort møde – en indtil i dag enestående præstation.

---

Det berømte tilfælde Dieter Hülsmann

De næste dage var vi igen i Herford, og Lanzen-rath foreslog Fischer også at se på tilfældet Dieter Hülsmann. Det drejede sig om ingeniør Hülsmanns niårige søn, hvis mulige helbredelse havde trukket Gröning ud fra hans skjul. Vi betrådte for første gang det hus som Grönings berømmelse var udgået fra, og hvor han indtil for kort tid siden havde opholdt sig. Dieter Hülsmann havde aldrig rigtig lært at gå. Man kendte dog ikke den virkelige karakter af hans lidelse. I lange tider var han blevet presset ind i gipsbandager. Til sidst havde man på Universitetsklinikken i Münster stillet diagnosen progressiv muskeldystrofi, altså fremadskridende muskelsvind.

Efter et efterfølgende, næsten et-årigt ophold i Bethel, erklærede en af lægerne der: "De kan lade drengen blive her. De kan også tage ham med hjem. Ingen kan hjælpe ham." Til sidst kunne barnet ikke mere sidde, og hans ben var iskolde. Varme tæpper, varmedunke og varmepuder var ikke i stand til at fjerne kulden og følelsesløsheden. Overfor denne tilstand havde Gröning foretaget en enkelt behandling. Drengen mærkede kort efter en heftig brænden i ryggen og en pludselig varme strømme gennem benene. Det varede ved, og førte til at drengen, skønt vaklende, kunne gå igen.

Tilfældet Dieter Hülsmann havde førte til en voldsom strid på meninger, og fra begge sider havde man hengivet sig til uholdbare overdrivelser. Der kunne helt sikkert ikke være tale om en helbredelse. Men ligeledes var påstanden om, at intet havde ændret sig ved Grönings behandling, en ondskabsfuld forvanskning. Professor Fischer var efter en nøjere undersøgelse af den opfattelse, at det i virkelighenden drejede sig om en neurotisk, progressiv muskelatrofi, altså om en degeneratione af nerverne, der går fra rygmarven til musklerne, og som åbenbart har indflydelse på deres ernæring og udvikling. Udgangpunktet for degenerationen var sandsynligvis de forreste hornceller. I dem udmunder nervefibrene, som kommer fra storhjernen. Uden, at disse fibre kommer i umiddelbar berøring med nerverne, der fører til musklerne, sker der her en overførsel eller en omstilling af de impulser, der kommer fra hjernen. Man kunne ikke lyve sig fra, at de degenererede nerver oplevede en usædvanlig stimulans, og at denne stimulering var blevet videregivet til benenes muskler. Det, der alligevel var det mest forbavsende, var den kendsgerning, at Gröning havde stillet en diag-nose, som i ligefrem uhyggelig grad kom tæt på den anatomiske virkelighed.

Kargesmeyer havde allerede hævdet, at Gröning, uden at have udspurgt ham, havde sagt, at han led af smerter i ansigtet, og at de havde plaget ham siden han var to år gammel. Vi havde troet, at det var en taknemmelig patients overdrivelse. Hos Dieter Hülsmann forelå der dog en klar beretning om Grönings diagnose, bekræftet af vidner. Gröning havd talt om en nervesprække i rygmarven, og havde derpå fastlagt stedet, hvor de sygdomsramte forreste hornceller befandt sig. Her havde drengen mærket den nævnte brænden, og derpå en ejendommelig blafren, som Gröning betegnede som en begyndende regeneration, som han sammenlignede med en blafrende glødepære, som strømmen langsomt "flyder" ind i. Denne forklaring lød primitiv, men den ramte netop så tæt på virkeligheden, at denne oplevelse gjorde et dybt indtryk på os.

På tærsklen til det uhyggelige

Den sidste afgørelse for Gröning kom dog gennem en oplevelse, som vi havde kort efter professor Fischers undersøgelse af Dieter Hülsmann. Vi blev ført ind i en stue uden at ane, at Gröning havde arbejdet her. Professor Fischer satte sig træt i en af lænestolene, som stod rundt om. I næsten samme øjeblik blev hans ansigt ligblegt. Han hev efter vejret, men beherskede sig hurtigt. Han så på os med sam-menknebne øjne, som var han under indflydelse af en gådefuld magt, hvis oprindelse han ikke kunne forklare sig. Han sagde til os, at i samme øjeblik han sattes sig, havde han mærket en heftig smerte i højre nyreområde og samtidig fået hjertebanken og åndenød. Han havde tidligere flere gange haft betændelse i højre nyre. Han anså det for det mindst modstandsdygtige organ i hans krop. Vi spekulerede endnu på det gådefulde fænomen, da Lanzenrath kom ind i værelset og fortalte os, at professoren havde sat sig i netop den stol, hvor Gröning havde behandlet sine syge.

Prof. dr. Fischers usædvanlige succes med helbredelse ved hjælp af stolen, hvorfra Bruno Gröning havde behandlet mange syge i Herford.Da prof. Fischer satte sig i denne stol, følte han sig berørt af en gådefuld kraft og fik den ide, at de kræfter, der er virksomme i stolen kunne benyttes til behandling af en ung pige, der havde været lammet i årevis, dette er højdepunktet på vores beretning fra i dag.

Gröning havde hele tiden hævdet, at han kunne efterlade en særlig kraft i stolen. Om professoren havde mærket noget til det? "Unægteligt", sagde Fischer i den noget trykkende stilhed, der rådede blandt os. Men han var allerede beskæftiget med en eller anden plan. Han bad pludselig Lanzenrath om at komme med, og gik så ud i haven, hvor mange syge tålmodigt eller fortvivlet ventede, ligesom den dag vi ankom til Herford. Blandt dem søgte han efter en som var lammet, og fandt en ung pige, der lå hjælpeløs og med ubevægelige ben under en pergula. Med Lanzenrahts hjælp bar han hende ind i opholdsstuen, hvor hun blev sat i den hemmelighedsfulde stol. Så begyndte han at behandle hende, som han var vant til som psykoterapeut. Han fandt hurtigt ud af årsagen til hendes lammelser.

Den unge pige, Anni Schwedler, 21 år gammel, stammede fra Darmstadt, og havde i efteråret 1944 oplevet et stort luftangreb over byen. Anni var med sin mor og omkring 20 andre personer blevet begravet under ruinerne af et beskyttel-sesrum i et bryggeri. Alle andre, indbefattet hendes mor, lykkedes det at undslippe gennem en nødudgang, der netop kunne åbnes nok til at et menneske kunne komme igennem. Men på en eller anden måde blev pigens krop klemt fast i åbningen i muren. Huset brændte i lys lue. Flammerne havde allerede fat i pigens hår. Først i sidste øjeblik lykkedes det en af vagterne ved beskyttelsesrummet at trække Anni udenfor, og at slukke hendes brændende klæder, der allerede brændte, ved at hælde vand på dem. Endnu mens hun fortalte om det, viste hendes forfærdede ansigtsudtryk, hvad der måtte være foregået i hendes indre dengang. Allerede kort efter hendes redning havde hun følt en usikkerhed ved at gå. Nogle dage senere begyndte hun at snuble. Hendes gang blev stadig mere usikker, indtil hendes ben til slut var fuldstændigt lammede. Enhver lægelig behandling havde vist sig at være virkningsløs. Og nu sad pigen i den mærkelige stol, som havde givet professor Fischer sådan et stærkt chok.

Mens pigen fortalte færdig, lavede professoren en sammenfatning på følgende måde: Når Gröning havde efterladt hemmelighedsfulde, helbredende kræfter i sin stol, så måtte disse kræfter også kunne virke på syge i hans fravær. I korthed fortalte han pigen om Gröning, og at han allerede havde hjulpet mange lammede i dette værelse. Han gjorde noget mere, han viste pigen billedet af Gröning. Fuld af spænding befalede han så uden videre: "Rejs Dem op!" Han tænkte sig, at Gröning ville have gjort noget lignende.

Pigens ansigt lyste pludselig op, Anni rejste sig næsten med et sæt fra stolen, og var så forbavset og overvældet over evnen til at stå, at hun til at begynde med slet ikke vovede at tage et skridt. Professoren befalede endnu engang: "Nå, gå så!" Lanzenrath, der stod ved siden af, måtte gribe pigen let ved hånden. Så gik hun med endnu usikre skridt og under glædestårer tværs igennem hele værelset til den stol hvor Annis mor sad, fuldstændig overvældet. Her brød Anni Schwedler dog sammen. Eksperimentet måtte gennemføres endnu engang. Også ved dette andet forsøg viste Fischer patienten Grönings billede, og kunne derved konstaterede tegn på en stærk blodgennemstrømning med rødmen og varmeudvikling i de hidtil lammede ben. Pigen rejste sig igen. Professoren befalede hende endnu nogle gange at rejse sig, og så sætte sig igen. Det lykkedes hele tiden bedre at rejse sig op. Til sidst var pigen i stand til at tilbagelægge hele vejen fra værelset, over gården og til en gade der lå overfor, hvorfra hun i bil blev bragt tilbage til en slægtning i Herford.

Vi havde alle fulgt eksperimentet i åndeløs spænding. Endnu samme aften meddelte vi "Revue", at vi måtte forlænge vores ophold i Nordtyskland. Der var ikke mere nogen tvivl om, at Gröning var et fænomen, som man måtte skaffe klarhed om ud fra de planlagte, kliniske eksperimenter. Den næste dag ville vi foretage et forsøg på at få forbindelse med Gröning for at bane vejen for ham til Heidelberg Universitetsklinik, hvor han foran lægerne kunne føre bevis for sine evner.

Forløbet af begivenhederne omkring Bruno Gröning siden marts 1949

Forvirringen om disse begivenheder er så stor, at det kun med største besvær lykkedes at bringe dem i en halvvejs forståelig orden for udenforstående.

18. marts 1949:
Grönings stjerne stiger pludselig op i Herford. Den angivelige eller virkelige helbredelse af Herford-ingeniøren Hülsmanns søn, som led af muskelatrofi, blev kendt i offentligheden. Efterretninger om yderligere helbredelser kommer til. Rygter og meddelelser breder sig med vindens hast. Store skarer af syge forsamler sig foran Hülsmanns hus i Herford, Wilhelmsplatz 7, hvor Gröning opholder sig.

4. april 1949:
Gröning begynder sine offentlige helbredelser i Herford. Gevaldigt genklang. Gröning bliver til mirakelmageren fra Herford. Han bliver til dels ophøjet til en slags Messias, så meget desto mere, da han selv fører sin virksomhed tilbage til guddommelige kræfter.

27. april 1949:
På grund af tilstrømningen af syge skrider myndighederne ind, især sundhedsmyndighederne. Gröning og Hülsmann bliver kaldt til samtale med lederen af sundhedsvæsenet i Herford, medicinaldirektør dr. Siebert. Siebert erklærer, at han hidtil stiltiende havde fundet sig i Grönings virksomhed, men nu måtte han gribe ind som ansvarlig for det offentlige sundhedsvæsen på grund af det store antal syge. Han forsøger på en klodset og noget udfordrende måde at fastslå Grönings personlige data. Gröning frasiger ham retten hertil og opfordrer ham i stedet til personligt at overbevise sig om hans metoder og resultater. Siebert afslog dette med den begrundelse, at han ikke kunne udlevere sig.

I de følgende dage:
Tre samtaler mellem Hülsmann, medicinaldirektør dr. Siebert, og Herfords kriminalinspektør Auer. som begejstret tilhænger af Gröning presser Hülsmann på –heller ikke særlig behændigt - for at herrerne selv skulle overbevise sig om Grönings resultater. Afvisende holdning fra Siebert. Auer forholder sig objektiv.

30. april 1949:
Stillet overfor den tiltagende støm af mennesker, der søger helbredelse, og de voksende vanskeligheder med myndighederne, arrangerede Gröning en slags pressekonference i Hülsmanns hus. Pressen havde i mellemtiden bemægtiget sig tilfældet Gröning, gjort ham til en sensation, og offentliggjort talrige forkerte meddelelser og fordrejninger af sagen. Til denne konference møder Herfords kommunaldirektør Meister op sammen med provst Kunst. Gröning korrigerer de forkerte meddelelser. Der kom dog ikke nogen rigtig god forbindelse mellem de øvrige tilstedeværende og den noget usikre og hæmmede Gröning, der hverken havde erfaring i forhandling med læger eller omgang med pressefolk. Det mest fremtrædende er myndighedernes angst for forstyrrelse af den offentlige orden ved denne massetilstrømningen af syge, mistro eller åben afvisning fra lægerne og usaglige reportager.

3. maj 1949:
Kommunaldirektør Meister aflægger Gröning et besøg i Hülsmanns hus. Han udvælger selv en kvinde med lammelser fra mængden af de ventende, og fører hende til Gröning. Gröning opnår en åbenlys succes med kvinden. Meister tager afsked, stærkt imponeret.

3. maj om eftermiddagen:
Alligevel sender kommunaldirektøren om eftermiddagen Gröning et forbud mod enhver forsat helbredende virksomhed. Det indeholder en indsigelsesfrist på tre uger. Forholdet bliver stadig mere indviklet mellem myndighederne, Gröning og den ventende masse, hvor der i de forudgående uger var sket talrige bemærkelsesværdige helbredelser.

13. maj 1949:
Først ti dage efter udstedelsen af forbudet, der yderligere støtter sig på det Tredje Riges heilpraktikerlov, dukker en lægekommission opi Hülsmanns hus. Den består af lederen for de kommunale sygehuse i Bielefeld, professor dr. Wolf M., professor dr. Schorsch, leder af kuranstalten Bethel og medicinaldirektør dr. Rainer fra Bielefeld. Tilstede er endvidere kommunaldirektør Meister og biskop Kunst. Kunst og Wolf anstrenger sig for at være objektive. Dr. Rainer er helt afvisende. Han erklærer: "Mine herrer! Alt hvad De får at se her, er ikke nyt for lægevidenskaben. Vi kan behandle lignende tilfælde med samme resultat. Når jeg er kommet her, så vil jeg se mirakler." Alliancen mellem Grönings lægelige modstandere og myndighedernes rådvildhed bestyrkes overfor fænomenet Gröning, som formår at bevæge masserne. Gröning får dog tilbudt, at han efter aftale med overlægerne, inden en frist til den 28. juni kan bevise sin helbredelseskunst på tilfælde som kan kontrolleres klinisk, på alle universitetskliniker i den britisken zone i Tyskland, såvel som på kommunehospitalet i Bielefeld eller klinikken i Bethel.

I de næste dage:
Trods Grönings og hans medhjælperes mundtlige og skriftlige henvisning til forbudet mod at helbrede, og det formålsløse i at vente, venter de, der søger helbredelse, spændt foran Hülsmanns hus. Der sker også helbredelser som er vanskelige at kontrollere, da de kun kan forklares gennem en fjernpåvirkning fra Gröning til de ventende.

20. maj 1949:
Gröning erklærer sig parat til at lade sin helbredelseskunst kontrollere på kommunehospitalet i Bielefelt, men vender dog om på turen til prof. Wolf pga. en instinktiv mistanke om et baghold fra lægelig side. Hr. Klemme, som Gröning har helbredt, spiller en rolle her. Klemme foreslår Gröning at opgive kampen mod myndighederne i Herford, og i stedet at forhandle med regeringspræsident Drake i Detmold, som han kender godt.

23. maj 1949:
Forbindelsen med Drake kommer i stand under ulykkelige omstændigheder. Efter tilskyndelse fra en hr. Egon Arthur Schmid, der er dukket op i kredsen om Gröning og kalder sig lektor, stiller Gröning aftenen før besøget hos Drake en såkaldt fjerndiagnose på Drakes sundhedstilstand. Grönings fjerndiagnoser er noget ganske specielt, som ikke uden videre kan forklares med lægelige begreber. (I forbindelse med Revue-beretninger vil der blive talt mere indgående om dette.) Overbevist om Grönings evne, fremlægger Schmidt fjerndiagnosen for Drake. Denne opdager nogle fejl i den. En klar modstander af Gröning, amtslæge dr. Dyes fra Detmolder, der tager del i drøftelsen, overtager styringen. Han siger ordret til Gröning, at han kan gøre og bevise hvad han vil, forbudet mod helbredelse vil ikke blive ophævet (denne udtalelse bliver bekræftet af dr. Dyes selv overfor Revue's medarbejder prof. dr. Fischer). Dyes‘ ord har en ulykkelig indflydelse på den videre udvikling. Grönings instinktive mistro mod lægestanden fæstner sig definitivt, og gør det også fra hans side umuligt at finde sammen med dem på en fornuftig måde. Dr. Dyes har ikke overfor Gröning henvist til undtagelsesparagrafferne i heilpraktikerloven, hvor der, trods lovparagraffen i undtagelsestilfælde kan gives særlig tilladelse til at udøve helbredende praksis.

24. mai 1949:
Forhandling mellem Gröning og kommunaldirektør Wöhrmann, stedfortræder for chefkommunaldirektør Meister, som er på ferie. Efter otte vidners udsagn erklærer herunder Wöhrmann nogenlunde følgende: Om så der står tusind mennesker og venter på helbredelse foran huset på Wilhelmsplatz 7, så interesserer denne menneskemængde ham ikke. Helbredelsen af sygdom er noget sekundært. Han er kun interesseret i helbredelse af sjælen og syndsforladelsen. Alle legemlige lidelser er små i sammenligning med helbredelse af sjælen. Da Gröning ikke svarer på spørgsmålet, om han også kunne give syndsforladelse, er han aldeles utilfreds med samtalen med Gröning.

7. juni 1949:
Fornyet besøg af en lægekommission hos Gröning, hvor Wöhrmann og medicinaldirektør dr. Siebert denne gang deltager. Fem timer lang diskussion. Opretholdelse af forbudet mod enhver helbredende virksomhed. Forlængelse af indsigelsesfristen til 28. juli. Gröning får endnu engang det samme tilbud om at bevise sin helbredelseskunst på klinikker eller på sygehuse. Men dertil kommer det ikke mere pga. Grönings dybt rodfæstede mistro. (Som repræsentant for Revue fastslår prof. dr. Fischer senere, at denne mistro ikke har været ubegrundet.)

18./19. juni 1949:
For at berolige de tusinder af syge, der venter på Gröning på Wilhelmsplatz, ser Wöhrmann sig tvunget til midlertidigt at lempe på helbredelsesforbudet.

20. juni 1949:
Demonstration af dem, der venter på helbredelse foran rådhuset og foran Wöhrmanns hus. Politiet er magtesløst.

21. juni 1949:
Endnu engang lempelse af forbudet.

24. juni 1949:
Kommunaldirektør Meister kommer tilbage og bekræfter forbudet. Nye demonstrationer. Forvirringen om forholdene bliver stadig mere voldsom.

25. juni 1949:
Efter indbydelse fra storkøbmand Westphal i Hamburg, hvis astmalidelse var blevet forbedret med Grönings hjælp, begiver Gröning sig til Hamburg. Han håber på at kunne fortsætte sin helbredende virksomhed der. Dette viste sig dog også umuligt i Hamburg.

29. juni 1949:
Gröning forlader Hamburg med ukendt mål. Han bliver ledsaget af Hülsmann og dennes kone. Offentligheden og politiet mister hans spor.

Billedtekst:
De syge, som Gröning behandlede, der blev opsøgt af dr. Fischer, før han mødtes med Gröning selv.

1. Den nyresyge hr. Klüglich i Bielefeld, der levede i en stadig frygt for operation. Vores beretning skildrer, i hvilken forfatning prof. Fischer, der havde fået denne opgave af Revue, traf Klüglich uger efter Grönings behandling.
2. Hamburgerfamilien Mendts lille datter overbeviste prof. Fischer om, at Gröningeffekten må gøres brugelig for lægevidenskaben. Gröning havde med succes indvirket psykoterapeutisk på børnelammelse.
3. Fru Wehmayer. Da prof. Fischer opsøgte hende og hørte om hendes sygehusophold, gjorde Grönings fjernpåvirkning, og den oplevelse som manden fortalte (se beretningen), et stort indtryk på ham.
4. Frøken Schwerdt skildrede for prof. Fischer mødet med Gröning, som blev beskrevet i beretningen, hvor han ved hjælp af sølvpapirkuglen førte hende tilbage til den mand, hun elskede, og hvordan han helbredte dem begge.
5. Fru W., om hvad der i Bielefeld førte til hendes mands oplevelse med motorcyklen, han døde i 1946. Prof. Fischer talte med den kvindelige læge, der før Gröning havde taget sig af den langvarige og tilsyneladende udsigtsløse behandling.
6. Den nøgterne forretningsmand Kargesmeier i Bad Oeynhausen, fra hvem ingen operation kunne fjerne de plagsomme smerter, som en trigeminusneuralgi var årsag til. Efter Grönings behandling traf professor Fischer ham sund og rask.
7. På fru E.s seng sidder dr. Morters, som behandlede patienten før Grönings påvirkning. Også dette tilfælde foranledigede Revue til at overbevise lægerne på en Universitetsklinik om nødvendigheden af en klinisk undersøgelse, som Revue vil berette om i næste nummer.

De store helbredelsers nat

De store helbredelsers nat

"Zeitungsblitz", sept. 1949: særudgave over Grönings Resultater

Med følgende linier bringer vi Dem en objektiv rapport fra vores særlige korrespondent, der som repræsentant for pressen sammen med mange hundrede mennesker oplevede helbredelsesforsøgene på Traberhof den 27. og 28. august, og i 15 timer kunne følge i hælene på den store helbredsgiver Bruno Gröning.

Dagens første helbredelser

Vores korrespondent beretter: Formiddagen bragte allerede for de mange, der søgte helbredelse, og som indtil middag havde kaldt på "deres Gröning" i råbere den store lykke, at han i en kort tale henvendte sig til de mange ventende. Men det er ikke det, jeg vil ikke berette om, men om de enestående og uforglemmelige timer sidst på eftermiddagen og om aftenen, som jeg selv oplevede:

På en eller anden måde er luften ladet med en særlig stemning af spænding, af en eller anden grund har der i dag, lørdag, samlet sig særligt mange lidende og nysgerrige foran Traberhof og i haven, og denne spænding stiger fra time til time, da det bliver kendt, at hr. Gröning i dag til aften endnu engang vil tale til de ventende. Der blev allerede opstillet filmapparater på balkon, terrasse og parkeringsplads, og der strømmer hele tiden flere mennesker til.

I mellemtiden forhører jeg mig om de helbredelser der senest havde fundet sted, da jeg mener at skylde læseren og kredsen om Gröning en nøgtern rapportage fri for sensationsiver.

Så fik jeg en troværdig beretning fra fru Würstl fra Rosenheim, Münchnerstr. 42, om at hun indtil middag i dag på grund af sine lammelser ikke kunne bukke sig, og ikke løfte en fod fra gulvet. Glædesstrålende gik hun efter Grönings korte tale, for første gang sin mand i møde uden hjælp fra andre og kan bukke sig igen som ethvert raskt menneske.

En kvinde fra Endorf, som vi alle kun kendte liggende, rejste sig fra kørestolen ligesom hr. Haas fra München, og gjorde sine første forsøg på at gå.

Jeg sætter mig ved et bord hos en bekendt, hvis kone var filmskuespillerinde Karin L E M B E C K fra MünchenLaim, en markant, mørkhåret åbenbaring, som alle "fastboende" kendte. Hun fortalte mig om helbredelsen for en månedgammel lammelse af venstre arm ved hjælp af en telefonisk fjernhealing fra kl. 10 i formiddags gennem Gröning. I det øjeblik hun ankom til Traberhof, blev Grönings "strålekrans" øjeblikkelig og ganske pludselig virksom, så at fru L. følte sit blod gennemrislet med varmt og koldt, hvilket fik hende til at råbe: "For Guds skyld, hvad sker der med min arm? Jeg kan ikke mærke den mere!" - og den samme "mistede" og lammede arm, som hun hidtil ikke engang kunne få op i bordhøjde, fører hun uvilkårligt op til sit ansigt, og få øjeblikke efter bevæger hun den ganske frit op over sin meget store sommerhat. Da fik den indre ophidselse tårerne til at bryde frem hos hende i glæde og taknemmelighed, tårer som måtte erstatte ethvert ord. Først timer senere bliver det muligt for hende med et overfyldt, taknemmeligt hjerte at trykke hr. Gröning i hånden, men den store hjælper vægrer beskedent for sig: "Takken tilkommer ikke mig, men Skaberen deroppe, som tidligt i morges ved telefonsamtalen med Deres mand gav mig kraften til at indlede denne helbredelse, som Gud fuldendte uden min medvirken i det øjeblik, De mødte op her. Deres tro har hjulpet Dem, kære frue!"

En anden dame, fru Wagner fra München-Laim, fra det samme distrikt som fru Lembeck, som for fire år siden fik en blodprop i hjernen og blev ramt af en venstresidig lammelse, som i mellemtiden ganske vist var i bedring, blev i haven "fjernobserveret", idet Gröning beskæftigede sig med hende fra de øverste lokaler. Vi fulgte spændt virkningen, dog syntes kvinden ikke at kunne opretholde den nødvendige koncentration i det hurlumhej som herskede. Af samme grund bragte et senere forsøg ved et personligt møde med mesteren i en sen nattetime ingen befriende oplevelse, fordi det indre beredskab og sindets koncentration og det gentagne "foretræde" få timer efter fjernbehandlingen, var en alvorlig hindring.

Som i to andre tilfælde blev der tilvejebragt et eklatant bevis for, at et gentaget krav om at trænge ind på hr. Grönings private værelse med den antagelse, at den telepathiske behandling ikke havde virket, kun var et tegn på mistro mod den store helbredsgiver.

Og nu er tidspunktet pludselig kommet. Mange hundrede mennesker står tæt presset sammen. Klokken er blevet 7.30 om aftenen. Langsomt falder aftenens skygger. Hestene er forlængst blevet koblet fra, og solen forgylder vore herlige, blå bjerge. Spændingen bliver stadig større, næsten uudholdelig. Da træder Gröning, mødt af jubel, kortvarigt ud på balkonen og beder om nogle minutters tålmodighed, for at han i stilhed kunne stille ind på de mange mennesker, som har søgt ham og ligeledes koncentrere sig. Hr. S. fra hans medarbejderkreds dirigerer de syge frem i synsfeltet, og giver sagte anvisninger på, hvordan de skal forholde sig: Hænderne fladt på knæene uden at berøre hinanden, tankerne vendt bort fra sygdommen, sådan lyder hans råd. Netop denne spændingsmættede, forventningsfulde stilhed, denne indre, sjælelige forberedelse på øjeblikket for virkningen af Grönings helbredelseskraft, bringer det størst mulige helbredelsesresultat. Næppe en hvisken går gennem menneskemængden. Det er umuligt at skildre situationen og stemningen, denne rystende atmosfære fuld af tro, hvori disse arme, plagede mennesker, med alle deres synlige og usynlige lidelser, med større eller mindre tro, afventer øjeblikket for deres helbredelse.

I mellemtiden er der gået 15 minutter med forberedelserne til optagelsen af en dokumentarfilm, minutter man kun tror at kunne opleve én gang, så fuld af energiladet forventning, at man kan føle sit eget hjerte slå, og også sidemandens hjerte. En af Grönings medarbejdere spørger i mellemtiden den enkelte hvor de kommer fra. Stednavne fra alle dele og områder i Tyskland er repræsenterede, fra Allgäu og Schwaben, fra Köln og Frankfurt, fra det øvre og det nedre Bayern, fra Bodensee og fra kyststrækningen ved Østersøen, ja sågar fra Berlin, og naturligvis mange herboende. En særlig, personlig glæde beredte det senere hr. Gröning, at en af hans gamle krigskammerater, der sammen med ham havde måttet dele de russiske krigsfangers hårde lod i Karelen og Finland, havde opsøgt ham og befandt sig blandt de ventende. Mængden bliver endnu engang bedt om ikke at stille spørgsmål til hr. Gröning, og helt at indstille sig på det som Gröning vil sige.

Gröning taler til de ventende

Nu er skumringen først rigtig indtrådt. Fra alle sider flammer spotlamperne op, og filmapparaterne begynder sagte at snurre. Alle andre lyde forstummer fuldstændigt, og alles blikke rettes mod balkonen, hvor hr. Gröning nu kl. 20.15 træder ud omgivet af sin vært, medarbejdere og helbredte. Der følger mi-nutter af dybeste stilhed, idet menneskehedens store hjælper folder hænderne og ser op mod himlen. Så kommer han i fuldstændig kontakt med sine t r o e n d e, der søger hjælp, idet han ser på hver enkelts bevægede ansigt.

Nu begyndte Gröning at tale med enkle ord, som er båret af den dybeste tro og med denne varme, sympatiske stemme, der formår at fængsle så mange:

"Kære I som søger helbredelse! Som alle andre dage indfinder der sig også i dag fattige, plagede mennesker som søger helbredelse, og også vil finde den. Men også nogle der er kommet hertil af ren nysgerrighed, enkelte som selv ved, at de er skeptikere. Jeg mærker det ganske tydeligt, og jeg beder jer skjule jeres tanker, og først overbevise jer om kendsgerningerne. Her handler det ikke om skuespil og billige fremvisning af mirakler, dertil er tiden for alvorlig, og lidelsen hos mennesker rundt om mig for stor.

Jeg har ikke kaldt nogen hertil. Tværtimod, jeg har bedt Dem om at vente til den dag, hvor De kan få del i hjælpen under ordnede forhold. De der ikke tror på mig, behøver ikke at komme mere!

Jeg ved, at mange iblandt Dem allerede i dette øjeblik nærmer Dem en helbredelse! Jeg har til hensigt at blive her i O b e r b a y e r n , og jeg beder Dem, hav tålmodighed til jeg får tilladelse til af helbrede offentligt, og til kurstederne bliver oprettet. En ret til helbredelse har dog kun den, der bærer den guddommelige tro i sig. Desværre findes der mennesker, som for år siden har mistet den, eller er blevet trukket ned i snavset.

Jeg lader Dem få denne viden: Den eneste læge, alle menneskers læge, er og bliver Vorherre! Kun Han alene kan hjælpe. Men Han hjælper kun troende, som er villige til at kaste alle deres gamle lidelser fra sig. De behøver ikke at tro på den lille Gröning, men De må have tillid til mig. Jeg vil ikke have Deress tak, den tilkommer kun Gud alene - jeg gør kun min pligt!

Da De jo ikke er blevet informeret, lader jeg Dem vide, at De kan lade angsten og pengene blive hjemme, men altid skal medbringe Deres sygdom og megen tid, som jeg så røver fra Dem. De skal alle være medmenneskelige; ikke hadefulde, ikke falske, aldrig gøre nogen noget ondt, og aldrig være misundelige. Den bedste og største gave i dette jordiske liv er ikke rigdom, ikke pengene, men sundheden, som er mere være end alt jordisk gods. Fra mine medarbejdere har De fået at vide hvordan De skal forholde Dem, så De kan mærke den størst mulige virkning. Jeg vil ikke her udføre nogen offentlig helbredelse! Jeg må først have sikkerhed for, at jeg må hjælpe offentligt. Dog har det hidtil været sådan, at mennesker der befandt sig i min nærhed nu engang blev raske. De behøver ikke at opremse Deres sygdomme for mig, jeg ser lige igennem Dem, og ved alt om Dem!"

Hr. Gröning viste nu nogle enkle prøver på sin indflydelseskraft, som gennem tilråb blev bekræftet, og fortsatte så: Nu har enhver af Dem modtaget det, De ville have; dog kun d e n, som følte sig forbundet med sin Gud. Hvis alt lykkes, vil jeg fremover som noget grund-liggnde oprette flere kursteder i tæt samarbejde med lægerne, for at kunne hjælpe Dem alle. Til alle som kom til mig for deres syge familiemedlemmer, vil jeg sige: 'Jeg er allerede hos dem!‘ Når De kommer hjem, vil De opdage, at den syge ikke mere er helt den samme som den De forlod!" Langt, vedholdene bifald takkede denne uselviske mand for hans ord.

To repræsentanter for regeringen hos Gröning

Da trådte Münchens politimester P i t z e r fuldkommen uventet og spontant frem fra baggrunden: "Mine kære Rosenheimere! Jeg taler her til Dem ud fra min personlige oplevelse i dag. Jeg er først og fremmest kommet her som et sygt menneske, men også som bayersk embedsmand og observatør. Jeg har aldrig i hele mit liv fået stillet en så fremragende diagnose, som her i løbet af få øjeblikke fra hr. Gröning, uden at han så meget som har berørt min krop, selv ikke fra de mest berømte professorer. Jeg personligt tror helt og fuldt på min helbredelse, og jeg tager på højeste regeringsplan ansvar for, hvad der er sket her, om det nu passer i visse herrers kram eller ej - De ved selv, hvem jeg mener-. Det afgørende er at de syge bliver hjulpet. I fire år har jeg dag og nat gjort min indsats, og derigennem pådraget mig en svær sygdom, som jeg allerede forgæves har ofret en mindre formue på at blive helbredt for. Jeg taler for mig selv og for alle Dem - og det skal kunne høres overalt af alle, fordi jeg skal bevare min sundhed i forhold til alle anstændige mennesker. Jeg takker Dem for Deres hjælp, hr. Gröning. Må Gud tildele Dem kraften, så De kan hjælpe alle de mange mennesker der kommer til Dem med en stærk tro og åbne hjerter.

Hav fortsat fuldstændig tillid til Grönings helbredelsesevne, og hjælp alle med til at overvinde de sidste vanskeligheder. Min ven i landdagen vil sørge for for at hr. Gröning en dag, måske meget snart, får tilladelsen til at helbrede.

Herefter tog CSU's landdagsmedlem H a g n ordet: "Jeg ville egentlig ikke tale, da jeg var meget skeptisk overfor Grönings sag, og personligt ville overbevise mig om hvad der foregår her. I dag har jeg haft så mange rystende oplevelser, at ord ikke kan beskrive det. Mere kan jeg ikke sige. Jeg beder Dem alle om at De skal tro på "Hr. Grönings kald!" Igen bruste et stormende bifald fra den bevægede folkemængde.

---

 

De natlige helbredelser på Traberhof

Nu beskæftigede Gröning sig fra balkonen med nogle svære og lige så beklagelsesværdige tilfælde af lammelser.

Fru Monika B a u m g ä r t n e r fra Bad Aibling, som havde ventet i dagevis på Traberhof, styrtede for tre år siden ned fra bjerget Watzmann, og pådrog sig herved en kvæstelse af rygsøjlen som medførte en fuldstændig lammelse af hele underkroppen. Nu kæmpede hun sig for for første gang i flere år igen op at stå, med de største anstrengelser og voldsomme svedeture, selv om det også kun var for et kort øjeblik. - Nu opfordrede Gröning andre syge med lamme og stive led til bevæge eller bøje dem. Jeg kan kun med møje trænge frem til den beklagelsesværdigt skadede hr. Georg A i g n e r , Rosenheim-Thallerbräu, som netop glædesstrålende demonstrerede for mig, hvordan han under højlydt knagen indædt bøjede de stivnede led, og stolt satte den venstre hæl på det højre knæ og omvendt. Det var det andet tilfælde, som kunne overbevise alle tilstedeværende skeptikere. Hos en bagermester fra Bad Aibling skete der til slut det, at et årelangt nerveschok på få minutter forsvandt til nogle svage symptomer, som Gröning lovede ham at tage i løbet af nogle uger.

Nu taler Gröning endnu engang til den forbløffede folkemængde: "Hvis der er indtrådt en bedring hos Deres bekendte og familiemedlemmer derhjemme, så giv mig hurtigst muligt besked her med d a g s d a t o som skæringsdag, så jeg ved, hvor mange helbredelser der er sket i dag. Jeg ønsker Dem alle en rigtig god nat, og fuldkommen helbredelse i Guds navn."

Dermed trak den store helbredsgiver sig tilbage til stuerne med sine hjælpere, for fortsat uden nogen form for pause fra tidlig morgen, her med held at bevise sin evne til at helbrede tilfælde, som var udvalgt af læger og pressefolk.

Mens jeg indtil nu udelukkende havde opholdt mig hos de syge, for at have den tætteste kontakt med dem, kunne jeg nu efter indbydelse fra familien H a w a r t direkte overvære behandlingen af de alvorligste tilfælde. Gennem den lange række af ventende i forstuen kom jeg ind i de private stuer. Allerede da jeg trådte ind, kunne jeg trods al objektivitet ikke undgå at mærke en særlig atmosfære. Så kom hr. Gröning allerede hen til mig og gav mig et fast håndtryk. Et langt øjeblik havde jeg følelsen af, at hans stærke og alligevel ovenud venlige blik gik lige igennem mig. Hans først ord til mig vidnede om den store skuffelse han allerede havde oplevet med pressen.

Under nogle interessante behandlinger for børnelammelser med synlig succes, blev der omkring midnat forberedt en cirkel i den eksotisk udstyrede vinterhave. Under strålerne fra fire spotlys samledes 24 personer, her iblandt to patienter som blev behandlet af læge dr. Meyer, handicapsygehuset Bad Tölz, endvidere en kvindelig læge, en lægestu-derende, og det personale der ledsagede dem, der ikke kunne klare sig selv. Regnen trommede uophørligt på glastaget, og de tre filmoperatører rettede deres kameraer mod patienterne. Hvert eneste tilfælde bliver optaget før, under og efter behandlingen, for at optage en dokumentarfilm der kunne oplyse folkemængden. Gröning forbereder sig som altid på behandlingen i et sideværelse. Hans assistent, hr. Schmidt, kom til stede og beder også her de tilstedeværende om både i det indre og det ydre at koncentrere sig om den forestående helbredelse. Derefter giver han - åbenbart som medium for Gröning - den forbløffende meddelelse, at der blandt de tilstedeværende befinder sig en herre, som enten i sit indre skal ændre sin ubegrundede skepsis eller forlade rummet for ikke at afbryde den psykiske forbindelse med dem, der søger at blive raske. - Der var dog ingen, som forlod rummet.

Så viste Gröning sig i døråbningen, og beder de tilstedeværende om kun at koncentrere sig om hvad der foregår i deres egen krop. Gröning gik ind i kredsen, og beskæftiger sig åbenbart koncentreret med fru Baumgärtner fra Bad Aibling, som heroppe nok engang bliver præsenteret personligt for ham. Der indtræder en forventningsfuld stilhed. Skiftevis begyndte filmkameraerne at snurre. Pludselig vendte Gröning sig om og spørger den kvindelige patient: "Og hvad føler De nu?" For det meste lyder svaret: En kriblen i fødderne, en trækken i læggen, en stikkende smerte i nyre- eller blæreområdet, en kraftig rumlen i tarmene, en trykken i maveregionen, eller der kommer en synlig, kraftig rystelse af hele kroppen. Sådan eller noget lignende viser behandlingssymptomerne sig hos næsten alle patienter. Nu fæstnede mesteren sit blik på nøjagtigt det syge sted, som havde fremkaldt lammelsen. Tre gange lod han fru B. trække vejret dybt. Da skriger patienten pludselig: "I g e n n e m!" Bortvendt fra patienten og uden at hun kan se det, demonstrerede hr. Gröning med et forbløffende fingersprog for lægerne, hvordan man uden noget operativt indgreb kan skille en bestemt nerve ad og sy den sammen ingen, uden at den kvindelige patient kan mærke nogen form for smerter ved denne operation. Under den fortsatte behandling føler patienten sig "let", hun kan knap mærke sin krop, viser en tiltagende fornemmelse af begejstring, svajende hæver hun den venstre arm, støtter sig på armlænet og gør sit andet forsøg på at rejse sig op: "Om kort tid vil hun kunne gå igen!" - lød Grönings diagnose.

Behandling af alvorlige tilfælde

En 8-årig pige, Evelyn G s c h w i n d fra M ü n c h e n , som gennem flere år har været næsten blind med alvorlige hornhindeskader og indtil nu er blevet opereret fem gange, kan allerede efter flere behandlinger den samme dag se bedre u d e n briller, end hun nogensinde har kunnet se, f.eks. et forbikørende tog 500 m. borte. Det angivelige slør for det venstre øje lader Gröning den lille Evelyn fjerne, ved efter hans an-isning hurtigt at lægge venstre hånd for øjenhulen og med hurtige tag trække det væk, hvorefter hun befriet kan udpege hver enkelt ting i rummet.

Nu beder Gröning tre mænd af den kvindelige patients ledsagere om at gå ud på altanen, da de virker distraherende på den, de skal beskytte. Nu fordeler han små papirkugler, knuget sammen af hans egen hånd fra tomme cigaretpakninger, de bærer øjensynligt et depot af magnetisk kraft i sig, og er så ef-tertragtede, at de allerede bliver solgt på det sorte marked i München - naturligvis som dårlige forfalskninger. Disse "kraftbærere" skal, uanset fysisk afstand, tilvejebringe kontakten fra patient til Gröning, og lette den absolut nødvendige koncentration til fjernbehandling.

I mellemtiden begynder daggryet allerede at vise sig mod øst, og stadig viser mesteren slet ingen tegn på træthed. Hans udholdende kraft overfører han øjensynligt til sine besøgende, for heller ingen af disse vil forlade "mirakelstedet". Begrebet søvn er et fremmedord for Gröning. En hurtig håndbevægelse fra panden over det markante kranium til baghovedet fjerner ethvert spor af træthed hos ham. Ustandseligt glødede cigaretterne dog i hans hånd, og føde får han kun i små portioner.

Da blev han, som hele tiden efterspørges, hentet for at hjælpe med et alvorligt tilfælde i baggården, hvor den 35-årige hr. Fischhaber fra Bad Tölz som sit sidste håb allerede har ventet på ham i flere dage. Ved en bobslæde- og motorcykelulykke pådrog hr. F. sig i dele af kroppen en delvis lammelse, som løbende var blevet forværret siden maj 1949. Tre lægelige erklæringer fra de betydeligste professorer i München vaklede mellem benzindampforgiftning, kvæstelse af rygsøjlen, svulster på hovednervestrengen, og den læge der nu bragte ham til Gröning, havde senest konstateret en beskadigelse af mellemhjernen. Allerede to måneder forinden opsøgte hr. F. Gröning i Herford, hvor denne lovede ham helbredelse. Mens en nyrelidelse, der var fremkaldt af årelang behandling med medicin, fuldstændig forsvandt efter besøget i Herford, udeblev en delvis helbredelse af de andre sygdomssymptomer. Forberedelsen til denne tidlige morgenkonsultation gjorde Gröning allerede i aftentimerne ved fjernbehandling gennem sit medium, hvorved hr. Fischhaber kunne mærke voldsom kriblen i den venstre hånd og den venstre læg, og i forfoden mærkede noget som lignede ondt i musklerne.

Grunden til at en tydelig helbredelse eller bedring indtil nu er udeblevet, angiver hr. Gröning i en lige så opsigtsvækkende "synsk" erklæring, hvor han ordret siger: "Vogt Dem for et ægtepar blandt Deres venner, som ikke er Dem venligtsindede. Kvinden har sort hår, manden er mørkblond, skilning, ca. 1.70 m. høj. Denne mand vil - hvis De vil vide det nøjagtigt - komme ind i Deres hus nærmere bestemt kl. 6.00 om aftenen to dage efter Deres hjemkomst herfra. De kan kende ham på at han - endnu før han lukker døren - pudser næse i et hvidt lommetørklæde. Denne mand har indtil i dag forhindret Deres helbredelse gennem mig, fordi han allerede offentligt har udtalt sig nedsættende om den. Denne person står mellem Dem og mig, og afskærer den nødvendige kontakt. Undgå denne mand, så vil De blive rask i løbet af kort tid."

Helsegiverens sidste ord, som han gav mig med på hjemvejen, og som var retningsgivende for hans fremtidige arbejde, var: "Jeg ville gerne helbrede mine patienter på få minutter med følgende ord: GODDAG! DE VAR SYG! FARVEL!

A. Stecher

Redaktionens anmærkning!

Så vidt beretningen, som vi giver videre fra vores korrespondent uden kommentarer. Vore læsere kan nu selv, på baggrund af denne vir-kelighedsskildring, danne sig en mening om Grönings "helbredelsesevne," og om det er nødvendigt med en øjeblikkelig tilladelse som "naturhelbredende læge" fra det ansvarlige statsministerium til interesse for mange syge og legemsbeskadigede.

Da Gröning har til hensigt foreløbig at blive på Tra-erhof ved Rosenheim, vil vi til den tid forsat bringe "særudgaver".

Det er os ikke muligt at viderebringe breve eller lignende mellemkomster til hr. Gröning. Selvfølgelig kan e n h v e r i n t e r e s s e r e t sende breve (uden fotos) eller andre meddelelser til hans adresse Hr. Bruno Gröning, Rosenheim-Land, Traberhof. Andre adresser, som måtte cirkulerer på det sorte marked, er forkerte. Hr. Gröning beder om at man afstår fra personlige besøg, indtil hans officielle tilladelse foreligger.

Bruno Gröning – hans ord bandlyser sygdommen

Das Neue Blatt, 9.5.1957

Beretning af dr. Horst Mann

Det skal på forhånd siges med al tydelighed: Det drejer sig ikke om personen Bruno Gröning. Das Neue Blatt vil hverken synge med i koret der overstrømmende lovpriser ham som helbreder, eller udråber ham som en charlatan. Vores opgave var: At undersøge Bruno Grönings helbredelser – kritisk og ubestikkeligt, kun ledet af den ærlige bestræbelse på endelig at definere sandheden. For alle lidende mennesker har krav på denne sandhed.

Das Neue Blatt åbner for et sindsoprivende kapitel i vores umiddelbare nærvær. For dette er kendsgerningerne:

1. I mere end 10 år opnår Bruno Gröning beviseligt helbredelser. Deres antal lader sig ikke bedømme. Det drejer sig om tusinder.
2. Flere gange stod denne mand for retten pga. hans metoder. Man måtte frikende ham. Med fortrøstning imødeser han også nu en ny, meget omstridt proces.
3. Overalt i Tyskland er der Gröning-foreninger. Deres medlemmer ser fulde af ærefrygt på den mand, der ikke kun helbredte dem, men også gav dem et sjæleligt holdepunkt.

Das Neue Blatt talte med disse mennesker. Kritisk undersøgte vi helbredelsesresultaterne. Vi spurgte læger og videnskabsmænd, og vi talte med Bruno Gröning selv. Han stillede os frimodigt materiale til rådighed, som hidtil ikke havde været tilgængeligt for nogen.

Det var den 27. november 1953 i den lille by Ostenfeld, 14 kilometer øst for Husum: Trykkende spænding lå over det lavloftede rum i landsbykroen. Den klamrede sig som en jernklemme om hjertet på de mennesker, som sad tæt sammentrængte på bænke og stolerækker. Der var vel hundrede, måske også halvandet hundrede.

De var kommet fra Ostenfeld og fra de omliggende landsbyer mellem Rendsburg og Schleswig, Husum og Kappeln. Rygtet havde hurtigt bredt sig: Bruno Gröning er der! Han skal igen have helbredt syge. Måske kunne han også hjælpe mig, eller faderen med sin gigt, eller barnet der var så svagt, og som lægen kun kunne trække på skuldere af. Det var måske tankerne hos de mennesker, der var forsamlede her i aften.

Det matte lys havde svært ved at oplyse rummet. Det faldt på ansigter der var fulde af forventning og tro. Men det blev også brudt i øjnene på skeptikere og de nysgerrige. De forventede ikke noget særligt. De ville kun være med der for senere at kunne tale med i de lange vinteraftener i året 1954. Der skete jo så lidt her i de små landsbyer. Samtalerne drejede sig altid om de samme emner: Vejret, høsten, kvæget og – sygdom. Ja, og enhver kunne jo ende med at blive syg – måske viste Gröning en udvej ...

De mumlende stemmer brødes mod loftet i det overfyldte rum, og skubbede røgslørene fra hinanden. En holdt hænderne krampagtigt som i bøn. En anden rev vitser af sig for at befri sig for den indre spænding. Andre tog sig af deres syge familiemedlemmer.

Kun på den sidste stolerække var der meget stille. Der havde man båret en alvorligt syg ind. Smerterne pinte ham så ubønhørligt, så han ikke engang kunne sidde. Man havde lagt tæpper på gulvet, og havde redt et leje til ham der. Folk kendte ham. Det var en bonden Thies Paasch fra Norby. De kendte også hans grusomme skæbne, smerterne der holdt ham fangen, og mange gange tvang ham til sengs i ugevis.

Pludselig forstummede mumleriet. Bruno Gröning trådte ind i salen. Han virkede lille med sin knap 170 centimeters kropshøjde, næsten sirlig, da han med hurtige skridt gik op på et lavt podium. Hans klæder var som man kendte dem fra mange fotos. Kun det kraftige hoved var påfaldende med den krøllede hårtop og de store, lysende øjne, der ligesom brændte i det magre, blege ansigt.

Og så var alt helt anderledes, end de, der var kommet af nysgerrighed eller sensationslyst, havde forventet. "Mine kære venner!" Gröning rettede ordet til de forsamlede. Og denne stemme var blød og melodisk, uden dramatik og patos. Og den talte heller ikke om helbredelserne, om de mirakler dens besidder havde udvirket. Den lovpriste ham heller ikke, eller priste ham som Messias, der var genopstanden for at bringe redning til de fortvivlede. Gröning talte om troen og om dens kraft. Han sagde det med enkle ord, som enhver forstod, tog til sig og bearbejdede. Han talte i billeder og brugte sammenligninger, men han malede ikke med grelle farver og hændelser.

Lidt under en time måtte Gröning have talt. Ingen så på uret eller følte, at der ikke blev talt til dem. Så henvendte han sig til den enkelte tilhører. "Har De mærket noget?" spurgte han. Sagte og tøvende, eller glade og bekræftende kom svarene. Nogle holdt i de forkrampede hænder en af de stanniolkugler, der forud var fordelt og fortalte om en ejendommelig følelse af varme. Andre fortalte om en sitren eller om smertende stød. Andre igen rystede kun afvisende på hovedet.

Nogle ville fortælle deres sygehistorie. Men manden med den mørke silkeskjorte og den store slipseknude var ikke altid en opmærksom tilhører. Mange gange afbrød han dem, næsten barskt: "Jeg behandler ingen sygdomme! Sygdom er uorden. Kom i orden med Dem selv og Gud, og helbredelsen vil ikke udeblive. Lad os dog tale om noget godt. Føl Dem godt tilpas i vores kreds!"

Bruno Gröning gik fra bord til bord, fra stol til stol. Så vendte han sig bort. Et råb fra den sidste række bremsede hans skridt. "Hr. Gröning, De har glemt en!" Det var borgmester og amtmand fra Owschlag kommune, der nu havde rejst sig og pegede på Thies Paasch, der lå på gulvet bag ham.

Gröning trådte hen til den syge, bøjede sig ned, og stillede det samme spørgsmål som han havde stillet de andre tilhørere: "Har De mærket noget under mødet?" Manden, der på grund af smerter var tvunget til at ligge på gulvet, nikkede. "Ja", sagde han så. "Jeg blev pludselig helt varm. Kun blev halvdelen af det venstre ben ved at være iskoldt. Og så kriblede det i den højre hånd." Gröning nikkede. Intet andet. Ingen bevægelse, ingen trøst, ingen anvisninger. Med hurtige skridt gik han tværs gennem salen.

Da råbte en midt blandt tilskuerne: "Lad os takke hr. Gröning ved at rejse os fra vore pladser!" Stoleben skrabede, borde forskubbedes. Og så skete det utrolige. Thies Paasch rejste sig. Han stod op ligesom alle de andre raske. Hans ansigt var pludselig som befriet. Med begge hænder afviste han sine naboers tilbud om hjælp. Han ville klare sig selv. Og det gjorde han, uden besvær, uden anstrengelse - uden smerter.

Oprejst stod han der, og så smilende, næsten triumferende på de overraskede ansigter omkring sig. Og så gik han med sikre skridt hen til bardisken. "En cognac, hr. vært ", forlangte han. Han skreg det næsten, med en stemme der var gennemtrængt af forfærdelse, håb og jubel: "En cognac, hr. vært!"

Norby, den 18. april 1957

Foran mig ligger en mappe med takkeskrivelser til Bruno Gröning. Den indeholder 58 sygehistorier fra mennesker, der alle for deres tunge lidelser ser en helbreder og redningsmand i denne mand. De stammer fra et lille område, fra Ostenfeld og de omliggende småbyer. Beretningerne omfatter tidsrummet fra vinteren 1953 til foråret 1954. De er skrevet af bønder, husmødre, bilister, murermestre og andre håndværkere. De fortæller også om vidunderlige helbredelser af børn.

Min forstand tror ikke på, hvad øjnene læser. Det er simpelthen ufatteligt. Mennesker remser deres lidelser op og fortæller om hjerte- og kredsløbsskader, om gigt, åreknuder, åbne sår, hovedpine, udslæt på huden, blodpropper, betændelser i hofteled, fedme, lammelser, fortykkelser af hud, diskusprolapser, galdelidelser og tuberkulose. En grusom række af sygdomme - som alle skulle være helbredte af Bruno Gröning.

Jeg går i stå. Mine øjne falder på navnet Thies Paasch, manden der for næsten tre år siden, efter et foredrag af Bruno Gröning, pludselig rejste sig og følte sig helbredt. Jeg læser: "Siden 1944, altså i hele ti år, led jeg af frygtelige nerve- og gigtsmerter, som jeg fik dengang under krigen i Østpreussen. Flere læger, heilpraktikere, urtekure blev gennemført, men alt var kun anvendeligt til lindring, men ikke til helbredelse. Forrige efterår blev smerterne sådan, at jeg ikke mere kunne røre mig. Lægen stillede diagnosen diskusprolaps og betændelse af iskiasnerven. Da jeg så havde ligget i fire uger uden at kunne mærke bedring, tog jeg beslutningen om at køre til Ostenfeld den 27. november, hvor hr. Gröning dengang selv var til stede. Da jeg hverken kunne gå eller sidde, måtte jeg ligge to timer på gulvet. Da hr. Gröning trådte ind i rummet, mærkede jeg straks lindring. Og da hr. Gröning havde sluttet sin underholdning for de ca. 200 mennesker, rejste jeg mig også op ved egen hjælp og kunne forlade rummet uden stok. Som ved et mirakel er jeg nu rask og kan klare mit arbejde. Min hjertelige tak til hr. Gröning,fordi jeg gennem ham igen har fået min fulde sundhed. Thies Paasch, Norby"

Hvad var der blevet af denne mand? Kan den spontane helbredelse virkelig vist sig at være holdbar? Var det virkelig en mirakelhelbredelse, eller var det kun øjeblikkets kraft fra den tro som Bruno Gröning pludseligt fik til at flamme, der fik smertekilden til at tørre væk, for derefter at bryde endnu stærkere ud på ny?

Få timer senere sidder jeg overfor ham i stadsstuen på hans bondegård i Nordby. En frisk og glad mand, der lige så godt kunne være 40 som 50 år. Han er lige kommet tilbage med tog og cykel fra Husum, hvor han havde taget køreprøve.

Han fortalte frimodigt. Allerede hans første bemærkning sparede mig for spørgsmålet, om helbredelsen havde holdt. "Af mit dybeste hjerter er jeg hr. Gröning dybt taknemmelig. Det er takket være ham, at jeg i dag igen kan have fornøjelse af mit arbejde, og at jeg er rask."

Det har Thies Paasch al grund til at være. For da han endnu engang beskrev sin lidelsestid for mig, blev jeg klar over hvor tyngende hans sygdom havde været. Han havde dengang prøvet alt under det første sammenbrud under krigen. Men gigten var blevet værre. Rygraden begyndte at blive krum. Lægerne kunne kun lindre med sprøjter.

"Dengang så jeg ikke nogen udvej mere", mente Thies Paasch. "Jeg havde haft for mange tilbagefald. Da så navnet Gröning faldt, vidste og følte jeg: Kun han kan redde mig! Det troede jeg på, mens man bar mig ind i vognen for at køre til Ostenfeld, og jeg undertrykte mine smerter."

"Har De i mellemtiden været hos lægen?" spurgte jeg den solbrændte landmand, der handlekraftigt igen havde genoptaget sit arbejde, der så sandelig ikke var nemt. Thies Paasch ler. "Hvorfor skulle jeg det?" Så kom hans modspørgsmål. "Jeg føler mig jo rask, helt rask!"

Trods det spurgte jeg senere en læge, der længe havde behandlet ham med indsprøjtninger. "Det stemmer", sagde han. "Hr. Paasch var syg. Han havde blandt andet en nervebetændelse. For at opnå en helbredelse behøvede han en kraftig impuls. Den må Gröning have givet ham."

Min nysgerrighed var vakt. Var dette tilfælde en undtagelse, en enkelt succes? Jeg opsøgte andre patienter - og jeg oplevede nye overraskelser. Det vil jeg fortælle om i næste uge.