De store helbredelsers nat
"Zeitungsblitz", sept. 1949: særudgave over Grönings Resultater
Med følgende linier bringer vi Dem en objektiv rapport fra vores særlige korrespondent, der som repræsentant for pressen sammen med mange hundrede mennesker oplevede helbredelsesforsøgene på Traberhof den 27. og 28. august, og i 15 timer kunne følge i hælene på den store helbredsgiver Bruno Gröning.
Dagens første helbredelser
Vores korrespondent beretter: Formiddagen bragte allerede for de mange, der søgte helbredelse, og som indtil middag havde kaldt på "deres Gröning" i råbere den store lykke, at han i en kort tale henvendte sig til de mange ventende. Men det er ikke det, jeg vil ikke berette om, men om de enestående og uforglemmelige timer sidst på eftermiddagen og om aftenen, som jeg selv oplevede:
På en eller anden måde er luften ladet med en særlig stemning af spænding, af en eller anden grund har der i dag, lørdag, samlet sig særligt mange lidende og nysgerrige foran Traberhof og i haven, og denne spænding stiger fra time til time, da det bliver kendt, at hr. Gröning i dag til aften endnu engang vil tale til de ventende. Der blev allerede opstillet filmapparater på balkon, terrasse og parkeringsplads, og der strømmer hele tiden flere mennesker til.
I mellemtiden forhører jeg mig om de helbredelser der senest havde fundet sted, da jeg mener at skylde læseren og kredsen om Gröning en nøgtern rapportage fri for sensationsiver.
Så fik jeg en troværdig beretning fra fru Würstl fra Rosenheim, Münchnerstr. 42, om at hun indtil middag i dag på grund af sine lammelser ikke kunne bukke sig, og ikke løfte en fod fra gulvet. Glædesstrålende gik hun efter Grönings korte tale, for første gang sin mand i møde uden hjælp fra andre og kan bukke sig igen som ethvert raskt menneske.
En kvinde fra Endorf, som vi alle kun kendte liggende, rejste sig fra kørestolen ligesom hr. Haas fra München, og gjorde sine første forsøg på at gå.
Jeg sætter mig ved et bord hos en bekendt, hvis kone var filmskuespillerinde Karin L E M B E C K fra MünchenLaim, en markant, mørkhåret åbenbaring, som alle "fastboende" kendte. Hun fortalte mig om helbredelsen for en månedgammel lammelse af venstre arm ved hjælp af en telefonisk fjernhealing fra kl. 10 i formiddags gennem Gröning. I det øjeblik hun ankom til Traberhof, blev Grönings "strålekrans" øjeblikkelig og ganske pludselig virksom, så at fru L. følte sit blod gennemrislet med varmt og koldt, hvilket fik hende til at råbe: "For Guds skyld, hvad sker der med min arm? Jeg kan ikke mærke den mere!" - og den samme "mistede" og lammede arm, som hun hidtil ikke engang kunne få op i bordhøjde, fører hun uvilkårligt op til sit ansigt, og få øjeblikke efter bevæger hun den ganske frit op over sin meget store sommerhat. Da fik den indre ophidselse tårerne til at bryde frem hos hende i glæde og taknemmelighed, tårer som måtte erstatte ethvert ord. Først timer senere bliver det muligt for hende med et overfyldt, taknemmeligt hjerte at trykke hr. Gröning i hånden, men den store hjælper vægrer beskedent for sig: "Takken tilkommer ikke mig, men Skaberen deroppe, som tidligt i morges ved telefonsamtalen med Deres mand gav mig kraften til at indlede denne helbredelse, som Gud fuldendte uden min medvirken i det øjeblik, De mødte op her. Deres tro har hjulpet Dem, kære frue!"
En anden dame, fru Wagner fra München-Laim, fra det samme distrikt som fru Lembeck, som for fire år siden fik en blodprop i hjernen og blev ramt af en venstresidig lammelse, som i mellemtiden ganske vist var i bedring, blev i haven "fjernobserveret", idet Gröning beskæftigede sig med hende fra de øverste lokaler. Vi fulgte spændt virkningen, dog syntes kvinden ikke at kunne opretholde den nødvendige koncentration i det hurlumhej som herskede. Af samme grund bragte et senere forsøg ved et personligt møde med mesteren i en sen nattetime ingen befriende oplevelse, fordi det indre beredskab og sindets koncentration og det gentagne "foretræde" få timer efter fjernbehandlingen, var en alvorlig hindring.
Som i to andre tilfælde blev der tilvejebragt et eklatant bevis for, at et gentaget krav om at trænge ind på hr. Grönings private værelse med den antagelse, at den telepathiske behandling ikke havde virket, kun var et tegn på mistro mod den store helbredsgiver.
Og nu er tidspunktet pludselig kommet. Mange hundrede mennesker står tæt presset sammen. Klokken er blevet 7.30 om aftenen. Langsomt falder aftenens skygger. Hestene er forlængst blevet koblet fra, og solen forgylder vore herlige, blå bjerge. Spændingen bliver stadig større, næsten uudholdelig. Da træder Gröning, mødt af jubel, kortvarigt ud på balkonen og beder om nogle minutters tålmodighed, for at han i stilhed kunne stille ind på de mange mennesker, som har søgt ham og ligeledes koncentrere sig. Hr. S. fra hans medarbejderkreds dirigerer de syge frem i synsfeltet, og giver sagte anvisninger på, hvordan de skal forholde sig: Hænderne fladt på knæene uden at berøre hinanden, tankerne vendt bort fra sygdommen, sådan lyder hans råd. Netop denne spændingsmættede, forventningsfulde stilhed, denne indre, sjælelige forberedelse på øjeblikket for virkningen af Grönings helbredelseskraft, bringer det størst mulige helbredelsesresultat. Næppe en hvisken går gennem menneskemængden. Det er umuligt at skildre situationen og stemningen, denne rystende atmosfære fuld af tro, hvori disse arme, plagede mennesker, med alle deres synlige og usynlige lidelser, med større eller mindre tro, afventer øjeblikket for deres helbredelse.
I mellemtiden er der gået 15 minutter med forberedelserne til optagelsen af en dokumentarfilm, minutter man kun tror at kunne opleve én gang, så fuld af energiladet forventning, at man kan føle sit eget hjerte slå, og også sidemandens hjerte. En af Grönings medarbejdere spørger i mellemtiden den enkelte hvor de kommer fra. Stednavne fra alle dele og områder i Tyskland er repræsenterede, fra Allgäu og Schwaben, fra Köln og Frankfurt, fra det øvre og det nedre Bayern, fra Bodensee og fra kyststrækningen ved Østersøen, ja sågar fra Berlin, og naturligvis mange herboende. En særlig, personlig glæde beredte det senere hr. Gröning, at en af hans gamle krigskammerater, der sammen med ham havde måttet dele de russiske krigsfangers hårde lod i Karelen og Finland, havde opsøgt ham og befandt sig blandt de ventende. Mængden bliver endnu engang bedt om ikke at stille spørgsmål til hr. Gröning, og helt at indstille sig på det som Gröning vil sige.
Gröning taler til de ventende
Nu er skumringen først rigtig indtrådt. Fra alle sider flammer spotlamperne op, og filmapparaterne begynder sagte at snurre. Alle andre lyde forstummer fuldstændigt, og alles blikke rettes mod balkonen, hvor hr. Gröning nu kl. 20.15 træder ud omgivet af sin vært, medarbejdere og helbredte. Der følger mi-nutter af dybeste stilhed, idet menneskehedens store hjælper folder hænderne og ser op mod himlen. Så kommer han i fuldstændig kontakt med sine t r o e n d e, der søger hjælp, idet han ser på hver enkelts bevægede ansigt.
Nu begyndte Gröning at tale med enkle ord, som er båret af den dybeste tro og med denne varme, sympatiske stemme, der formår at fængsle så mange:
"Kære I som søger helbredelse! Som alle andre dage indfinder der sig også i dag fattige, plagede mennesker som søger helbredelse, og også vil finde den. Men også nogle der er kommet hertil af ren nysgerrighed, enkelte som selv ved, at de er skeptikere. Jeg mærker det ganske tydeligt, og jeg beder jer skjule jeres tanker, og først overbevise jer om kendsgerningerne. Her handler det ikke om skuespil og billige fremvisning af mirakler, dertil er tiden for alvorlig, og lidelsen hos mennesker rundt om mig for stor.
Jeg har ikke kaldt nogen hertil. Tværtimod, jeg har bedt Dem om at vente til den dag, hvor De kan få del i hjælpen under ordnede forhold. De der ikke tror på mig, behøver ikke at komme mere!
Jeg ved, at mange iblandt Dem allerede i dette øjeblik nærmer Dem en helbredelse! Jeg har til hensigt at blive her i O b e r b a y e r n , og jeg beder Dem, hav tålmodighed til jeg får tilladelse til af helbrede offentligt, og til kurstederne bliver oprettet. En ret til helbredelse har dog kun den, der bærer den guddommelige tro i sig. Desværre findes der mennesker, som for år siden har mistet den, eller er blevet trukket ned i snavset.
Jeg lader Dem få denne viden: Den eneste læge, alle menneskers læge, er og bliver Vorherre! Kun Han alene kan hjælpe. Men Han hjælper kun troende, som er villige til at kaste alle deres gamle lidelser fra sig. De behøver ikke at tro på den lille Gröning, men De må have tillid til mig. Jeg vil ikke have Deress tak, den tilkommer kun Gud alene - jeg gør kun min pligt!
Da De jo ikke er blevet informeret, lader jeg Dem vide, at De kan lade angsten og pengene blive hjemme, men altid skal medbringe Deres sygdom og megen tid, som jeg så røver fra Dem. De skal alle være medmenneskelige; ikke hadefulde, ikke falske, aldrig gøre nogen noget ondt, og aldrig være misundelige. Den bedste og største gave i dette jordiske liv er ikke rigdom, ikke pengene, men sundheden, som er mere være end alt jordisk gods. Fra mine medarbejdere har De fået at vide hvordan De skal forholde Dem, så De kan mærke den størst mulige virkning. Jeg vil ikke her udføre nogen offentlig helbredelse! Jeg må først have sikkerhed for, at jeg må hjælpe offentligt. Dog har det hidtil været sådan, at mennesker der befandt sig i min nærhed nu engang blev raske. De behøver ikke at opremse Deres sygdomme for mig, jeg ser lige igennem Dem, og ved alt om Dem!"
Hr. Gröning viste nu nogle enkle prøver på sin indflydelseskraft, som gennem tilråb blev bekræftet, og fortsatte så: Nu har enhver af Dem modtaget det, De ville have; dog kun d e n, som følte sig forbundet med sin Gud. Hvis alt lykkes, vil jeg fremover som noget grund-liggnde oprette flere kursteder i tæt samarbejde med lægerne, for at kunne hjælpe Dem alle. Til alle som kom til mig for deres syge familiemedlemmer, vil jeg sige: 'Jeg er allerede hos dem!‘ Når De kommer hjem, vil De opdage, at den syge ikke mere er helt den samme som den De forlod!" Langt, vedholdene bifald takkede denne uselviske mand for hans ord.
To repræsentanter for regeringen hos Gröning
Da trådte Münchens politimester P i t z e r fuldkommen uventet og spontant frem fra baggrunden: "Mine kære Rosenheimere! Jeg taler her til Dem ud fra min personlige oplevelse i dag. Jeg er først og fremmest kommet her som et sygt menneske, men også som bayersk embedsmand og observatør. Jeg har aldrig i hele mit liv fået stillet en så fremragende diagnose, som her i løbet af få øjeblikke fra hr. Gröning, uden at han så meget som har berørt min krop, selv ikke fra de mest berømte professorer. Jeg personligt tror helt og fuldt på min helbredelse, og jeg tager på højeste regeringsplan ansvar for, hvad der er sket her, om det nu passer i visse herrers kram eller ej - De ved selv, hvem jeg mener-. Det afgørende er at de syge bliver hjulpet. I fire år har jeg dag og nat gjort min indsats, og derigennem pådraget mig en svær sygdom, som jeg allerede forgæves har ofret en mindre formue på at blive helbredt for. Jeg taler for mig selv og for alle Dem - og det skal kunne høres overalt af alle, fordi jeg skal bevare min sundhed i forhold til alle anstændige mennesker. Jeg takker Dem for Deres hjælp, hr. Gröning. Må Gud tildele Dem kraften, så De kan hjælpe alle de mange mennesker der kommer til Dem med en stærk tro og åbne hjerter.
Hav fortsat fuldstændig tillid til Grönings helbredelsesevne, og hjælp alle med til at overvinde de sidste vanskeligheder. Min ven i landdagen vil sørge for for at hr. Gröning en dag, måske meget snart, får tilladelsen til at helbrede.
Herefter tog CSU's landdagsmedlem H a g n ordet: "Jeg ville egentlig ikke tale, da jeg var meget skeptisk overfor Grönings sag, og personligt ville overbevise mig om hvad der foregår her. I dag har jeg haft så mange rystende oplevelser, at ord ikke kan beskrive det. Mere kan jeg ikke sige. Jeg beder Dem alle om at De skal tro på "Hr. Grönings kald!" Igen bruste et stormende bifald fra den bevægede folkemængde.
