Revolution i lægevidenskaben?
"Revue" 14.8.1949 Afklaringen af et skæbnesvangert spørgsmål
MIRAKELMAGEREN I HERFORD, BRUNO GRÖNING, der i maj og juni 1949 efter eget udsagn helbredte tusinder af håbløst syge, fik sit fortsatte virke i Nordtyskland umuliggjort ved lægers og myndigheders intolerance. Den 3. maj 1949 blev det forbudt Gröning at udøve sit helbredende virke. Siden 29. juni har Gröning trukket sig tilbage fra offentligheden. Men Bruno Gröning er ikke forsvundet, og spørgsmålet om hans vidunderlige helbredelseskraft vil fortsat være uafklaret. For Revue har åbnet vejen for Gröning til en stor lægeklinik, hvor kritiske, men ikke forudindtagne læger kan føre bevis for hans helbredelseskraft. Revue gav dermed Gröning mulighed for at bevise overfor moderne videnskabsfolk: Jeg helbreder uhelbredelige. Revue begynder i dag at offentliggøre resultaterne af 150 uangribelige eksperimenter. Under videnskabelig ledelse af psykolog og læge prof. dr. Fischer, læs, hvad vore korrespondenter Bongartz og Laux beretter i Revue.
REVUES PLAN
Revue begynder i dag en offentliggørelse, hvis tema går langt ud over det rent journalistiske. I centrum står en jævn mand, Bruno Gröning, der på få måneder er blevet en berømthed ved, i Herford og andre byer på vidunderlig og gådefuld vis helt eller delvist at have helbredt tusinder af lidende fra lidelser, der gik for at være uhelbredelige. Ingen politiker, ingen videnskabsmand, ingen kunstner har i efterkrigsårene gjort så stort et indtryk på mennesker, som Bruno Gröning. Også andre lande, endog England og Amerika, blev berørt gennem udstrålingen fra hans berømmelse og de sensationelle presseberetninger, der svingede mellem lovprisninger, skepsis og arrogant afvisninger. Den hånlige foragt fik næring gennem sensationer, ukontrollerede rygter og modstridende fortællinger. De savnede næsten overalt den nødvendige alvor, ansvarsbevidsthed, uindtagethed og viden om betydningen af det problem, at Bruno Gröning over natten var blevet trukket frem i offentligheden pga. et fagligt opgør på et snævert, medicinsk fagområde.
Revues lægefaglige medarbejdere har allerede i anden sammenhæng gennem længere tid været beskæftigede med spørgsmålet om psykiske årsager til de fleste sygdomme, og med studiet af den i Tyskland hyppigt upåagtede udvikling af den tilsvarende forskning, som beskæftigede verden udenom Tyskland. I tilfældet Gröning drejede det sig ikke kun om mirakeldoktorens person, men om det betydningsfulde spørgsmål, om der var psykiske, det vil sige sjælelige årsager til sygdommene, og om hensyntagen til disse årsager i den psykoterapeutiske behandling af patienterne. Gröning kunne vel være et fænomen på området for sjælelig sygdomsbehandling. Da der derfor kampagnen i Nordtyskland om Gröning hele tiden antog mere og mere kaotiske former, på mange dage samledes op mod sekstusinde mennesker der, hvor han virkede, tog Revue en for et illustreret tidsskrift usædvanlig beslutning.
Modsætningen mellem de utallige tilhængere, og den lille, men indflydelsesrige gruppe modstandere af Gröning, var i mellemtiden vokset til det uudholdelige. En lægekommission og myndighederne i Herford gav Gröning helbredelsesforbud. I Herford, Hamburg og mange andre byer ventede ikke desto mindre tusinder af syge fortsat på mirakelmandens hjælp. Embedsmændende blev til sidst grebet af så stor rådløshed overfor fænomenet Gröning, at man måtte frygte et ulykkeligt endeligt for dette fænomen selv. Ville Gröning blive revet i stykker mellem modstandernes og tilhængernes magt? Ville denne jævne, intellektuelt ubehjælpsomme mand Gröning, fuld af ægte bevidsthed om sit kald og ærlig beredvillighed til at hjælpe mennesker, gå ned på "hjælpere", som havde givet sig i lag med ham for at slå mønt på hans helbredende kraft, og derigennem tilbød modstanderne mange blottelser? Eller ville et lægeligt eller andet videnskabeligt institut i Tyskland erklære sig beredt til dét, som enhver større klinik i USA uden videre erklærer sig parat til, nemlig af ærlig forskertrang at give Bruno Gröning mulighed for at lade sine færdigheder kontrollere rent klinisk? Efter frugtesløse drøftelser kunne man i slutningen af juni frygte, at Gröning ville blive ukampdygtig. Spørgsmålet, som forblev ubesvaret for millioner af lidende var, om han ville blive tilkendt en formåen af vidunderligt helbredende sjælelig indflydelse, eller om hans formodede færdighed kunne være en vildfarelse, ja, at det var kvaksalveri.
På dette tidspunkt besluttede Revu at sende en stab af særkorrespondenter til Nordtyskland, bestående af Helmut Laux, Heinz Bongartz og en videnskabsmand, psykolog og læge prof. dr. H.G. Fischer fra Marburg. Staben skulle lede efter Gröning, hvis spor allerede var begyndt at udviskes. Staben skulle gennem omhyggelige undersøgelser overbevise sig om de gode eller mislykkede resultater af en større mængde tilfælde, som Gröning havde behandlet. I tilfælde af et positivt udfald af disse forundersøgelser, skulle Revue-staben selv danne sig et billede af personen Gröning, og forholdene omkring ham. Afhængigt af resultatet af disse undersøgelser havde staben fået den opgave og midlerne til at skille Gröning fra omgivelsernes muligvis ugunstige indflydelse, og at jævne vejen for ham i det kvælende kaos mellem troende, læger og bureaukratiske instanser. Efter at have opnået hans accept, skulle Gröning skaffes asyl på et ukendt, afsides liggende sted. Samtidig ville Revue-staben i tilfælde af et gunstigt resultat af forundersøgelserne, træffe forberedelser til at vinde en førende, tysk Universitetskliniks samarbejde. Denne skulle give Gröning mulighed for at føre bevis for sine evner for en kommision af videnskabsmænd. Hvis det lykkedes, skulle vejen banes for et fortsat virke for ham. Blev det en fiasko, skulle en klar og uangribelig beretning underrette offentligheden om det negative udfald. Dette var Revues plan.
Planens udførelse begyndte den 28. juni 1949. Den bragte vanskeligheder, eventyr og overraskelser. Men planen lykkedes, uden at offentligheden – i sagens interesse – måtte få viden om den før i dag. For offentligheden havde Gröning været forsvundet i Hamburg siden den 29. juni 1949 kl. 23.45. I dag begynder Revue på en udførlig beretning fra korrespondenterne og de ledende læger om forhistorien og historien om det største og mest overraskende lægelige eksperiment, der nogen sinde er blevet muliggjort ved hjælp af et tidsskrift.
Bruno Gröning: Et fænomen som læge for sjælen
Af Helmut Laux og Heinz Bongartz under videnskabelig ledelse af psykologen professor Fischer
På sporet af Bruno Gröning
Lægernes indstilling
Den 29. juni, netop den dag hvor Gröning pludseligt forsvandt sporløst i Hamburg, tog vi af sted fra Frankfurt. Vi journalister var naturligvis nysgerrige, professor Fischer var tilbageholdende, selv om han heller ikke helt kunne skjule sin nysgerrighed. Men han var fast besluttet på systematisk at give sig i kast med Gröning-sagen, og kun langsomt og samvittighedsfuldt danne sig en mening. Vores samarbejde med professor Fischer var glimrende fra den første dag. Han havde gennemgået hele den gængse lægeuddannelse. Han var som læge i stand til at bedømme sygdomsdiagnoser, forværring eller helbredelse af dem. Desuden var han psykolog, og praktiserede ved hjælp af psykoanalyse (forskning af psyken) og psykote-rapi (helbredelse af psyken). Grönings metode måtte falde ind under området helbredelse af psyken, hvis den viste sig at være virksom. Med mindre Gröning rådede over andre kræfter, som indtil i dag endnu er ukendt for psykoterapien.
Der Psychologe Professor Dr. Fischer (rechts) bespricht im Auftrage der REVUE mit Gröning Vorbereitungen für die klinische Erprobung.
Vi ankom den 29. juni om aftenen til Bielefeld, og et tidligere bekendtskab af professor Fischer førte os ved et tilfælde først til et møde med lederen af kuranstalten i Bethel, professor Schorsch. Professor Schorsch havde spillet en væsentlig rolle i den lægekommission, som med sin beslutning havde medvirket til forbudet mod at Gröning helbredte. Først ville han slet ikke se os pressefolk og modtog kun professor Fischer, som han underrettede om det indtryk han havde af Gröning: "Han er et ganske primitivt menneske, og frem for alt har han ingen -"karisma."- For de som ikke kender dette ord må vi tilføje, at videnskabsmænd hermed forstår kaldsbe-vidsthed. Schorsch mente, at den religiøse kaldsbevidsthed, som Gröning ofte havde talt om i Herford og også andre steder, var det rene teater. Han handlede snarere ud fra egoisme og selvhævdelse. Schorsch viste os som bevis for sine ord en grafologisk erklæring, som kom med samme udsagn. Professor Fischer tog hans dom til efterretning. Professor Schorsch gav iøvrigt ikke indtryk af bevidst at være forudfattet. Han virkede noget uinteresseret. Han var trivelig og gemytlig, og det så ud som om han helst overhovedet ikke ville høre mere om tilfældet Gröning. Sandsynligvis kastede han sig ikke gerne ud i sjælelig ophidselse, og ville ikke have yderligere ulejlighed. Han syntes ikke vi skulle forlade os på hans bedømmelse, men selv undersøge sagen til bunds.
Professor dr. Wolf, overlægen på kommunehospitalet i Bielefeld, viste sig at være mere udadvendt. Han syntes at være fuldstændig enig i vores opfattelse af, at tilfældet Gröning uden forbehold skulle undersøges. Men han henviste til, at man som bekendt havde tilbudt Gröning at føre bevis for sin kunst på hospitalet. Han vidste ikke hvad han skulle mene om at Gröning havde afslået dette tilbud. Som om man kunne fortænke lægerne i forfølge en mand med usædvanlig skepsis, når denne vægrede sig ved at vise sin evner for dem?
Vi spurgte naturligvis også os selv, hvorfor Gröning var veget tilbage for en sådan klinisk observation og bedømmelse af hans behandlingsmetode? Havde Gröning grund til at betvivle professor Wolfs objektivitet? Da professor Fi-scher nogle uger senere foranledigede at Gröning kunne praktisere for lægerne på Bielefeld Kommunehospital, måtte han desværre opleve, at man også her kun havde ét til hensigt, nemlig gennem tilsyneladende imødekommenhed at tilintetgøre Gröning, idet man udelukkende gjorde ham bekendt med tilfælde, som ingen mere var i stand til at hjælpe, heller ikke Gröning. Professor Fischer måtte af den grund give afkald på at lade Grönings metoder kontrollere af lægerne fra Bielefeld.
Endvidere hed det sig, at amtslæge dr. Dyes fra Detmold overfor Gröning havde udtalt, at han kunne bringe så mange beviser, som han ville på sin helbredelseskunst, man ville alligevel forhindre ham i at arbejde! Professor Fischer ringede derfor fra Herford til dr. Dyes, og dr. Dyes vedgik åbent sin udtalelse. Gröning havde gjort et dårligt indtryk på ham. Dr. Dyes var fuld af lægeligt hovmod og var overordentlig tilfreds med sin egen holdning.
Gröning havde på denne måde mistet enhver tillid til lægernes objektiv indstilling, så man kunne ikke fortænke ham i, at han ikke var gået ind på de tilbudte sygehuseksperimenter. Det vågne instinkt hos det oprindelige, enkle menneske havde ladet ham mærke de uhæderlige hensigter, som lurede på ham.
