Det berømte tilfælde Dieter Hülsmann

De næste dage var vi igen i Herford, og Lanzen-rath foreslog Fischer også at se på tilfældet Dieter Hülsmann. Det drejede sig om ingeniør Hülsmanns niårige søn, hvis mulige helbredelse havde trukket Gröning ud fra hans skjul. Vi betrådte for første gang det hus som Grönings berømmelse var udgået fra, og hvor han indtil for kort tid siden havde opholdt sig. Dieter Hülsmann havde aldrig rigtig lært at gå. Man kendte dog ikke den virkelige karakter af hans lidelse. I lange tider var han blevet presset ind i gipsbandager. Til sidst havde man på Universitetsklinikken i Münster stillet diagnosen progressiv muskeldystrofi, altså fremadskridende muskelsvind.

Efter et efterfølgende, næsten et-årigt ophold i Bethel, erklærede en af lægerne der: "De kan lade drengen blive her. De kan også tage ham med hjem. Ingen kan hjælpe ham." Til sidst kunne barnet ikke mere sidde, og hans ben var iskolde. Varme tæpper, varmedunke og varmepuder var ikke i stand til at fjerne kulden og følelsesløsheden. Overfor denne tilstand havde Gröning foretaget en enkelt behandling. Drengen mærkede kort efter en heftig brænden i ryggen og en pludselig varme strømme gennem benene. Det varede ved, og førte til at drengen, skønt vaklende, kunne gå igen.

Tilfældet Dieter Hülsmann havde førte til en voldsom strid på meninger, og fra begge sider havde man hengivet sig til uholdbare overdrivelser. Der kunne helt sikkert ikke være tale om en helbredelse. Men ligeledes var påstanden om, at intet havde ændret sig ved Grönings behandling, en ondskabsfuld forvanskning. Professor Fischer var efter en nøjere undersøgelse af den opfattelse, at det i virkelighenden drejede sig om en neurotisk, progressiv muskelatrofi, altså om en degeneratione af nerverne, der går fra rygmarven til musklerne, og som åbenbart har indflydelse på deres ernæring og udvikling. Udgangpunktet for degenerationen var sandsynligvis de forreste hornceller. I dem udmunder nervefibrene, som kommer fra storhjernen. Uden, at disse fibre kommer i umiddelbar berøring med nerverne, der fører til musklerne, sker der her en overførsel eller en omstilling af de impulser, der kommer fra hjernen. Man kunne ikke lyve sig fra, at de degenererede nerver oplevede en usædvanlig stimulans, og at denne stimulering var blevet videregivet til benenes muskler. Det, der alligevel var det mest forbavsende, var den kendsgerning, at Gröning havde stillet en diag-nose, som i ligefrem uhyggelig grad kom tæt på den anatomiske virkelighed.

Kargesmeyer havde allerede hævdet, at Gröning, uden at have udspurgt ham, havde sagt, at han led af smerter i ansigtet, og at de havde plaget ham siden han var to år gammel. Vi havde troet, at det var en taknemmelig patients overdrivelse. Hos Dieter Hülsmann forelå der dog en klar beretning om Grönings diagnose, bekræftet af vidner. Gröning havd talt om en nervesprække i rygmarven, og havde derpå fastlagt stedet, hvor de sygdomsramte forreste hornceller befandt sig. Her havde drengen mærket den nævnte brænden, og derpå en ejendommelig blafren, som Gröning betegnede som en begyndende regeneration, som han sammenlignede med en blafrende glødepære, som strømmen langsomt "flyder" ind i. Denne forklaring lød primitiv, men den ramte netop så tæt på virkeligheden, at denne oplevelse gjorde et dybt indtryk på os.

På tærsklen til det uhyggelige

Den sidste afgørelse for Gröning kom dog gennem en oplevelse, som vi havde kort efter professor Fischers undersøgelse af Dieter Hülsmann. Vi blev ført ind i en stue uden at ane, at Gröning havde arbejdet her. Professor Fischer satte sig træt i en af lænestolene, som stod rundt om. I næsten samme øjeblik blev hans ansigt ligblegt. Han hev efter vejret, men beherskede sig hurtigt. Han så på os med sam-menknebne øjne, som var han under indflydelse af en gådefuld magt, hvis oprindelse han ikke kunne forklare sig. Han sagde til os, at i samme øjeblik han sattes sig, havde han mærket en heftig smerte i højre nyreområde og samtidig fået hjertebanken og åndenød. Han havde tidligere flere gange haft betændelse i højre nyre. Han anså det for det mindst modstandsdygtige organ i hans krop. Vi spekulerede endnu på det gådefulde fænomen, da Lanzenrath kom ind i værelset og fortalte os, at professoren havde sat sig i netop den stol, hvor Gröning havde behandlet sine syge.

Prof. dr. Fischers usædvanlige succes med helbredelse ved hjælp af stolen, hvorfra Bruno Gröning havde behandlet mange syge i Herford.Da prof. Fischer satte sig i denne stol, følte han sig berørt af en gådefuld kraft og fik den ide, at de kræfter, der er virksomme i stolen kunne benyttes til behandling af en ung pige, der havde været lammet i årevis, dette er højdepunktet på vores beretning fra i dag.

Gröning havde hele tiden hævdet, at han kunne efterlade en særlig kraft i stolen. Om professoren havde mærket noget til det? "Unægteligt", sagde Fischer i den noget trykkende stilhed, der rådede blandt os. Men han var allerede beskæftiget med en eller anden plan. Han bad pludselig Lanzenrath om at komme med, og gik så ud i haven, hvor mange syge tålmodigt eller fortvivlet ventede, ligesom den dag vi ankom til Herford. Blandt dem søgte han efter en som var lammet, og fandt en ung pige, der lå hjælpeløs og med ubevægelige ben under en pergula. Med Lanzenrahts hjælp bar han hende ind i opholdsstuen, hvor hun blev sat i den hemmelighedsfulde stol. Så begyndte han at behandle hende, som han var vant til som psykoterapeut. Han fandt hurtigt ud af årsagen til hendes lammelser.

Den unge pige, Anni Schwedler, 21 år gammel, stammede fra Darmstadt, og havde i efteråret 1944 oplevet et stort luftangreb over byen. Anni var med sin mor og omkring 20 andre personer blevet begravet under ruinerne af et beskyttel-sesrum i et bryggeri. Alle andre, indbefattet hendes mor, lykkedes det at undslippe gennem en nødudgang, der netop kunne åbnes nok til at et menneske kunne komme igennem. Men på en eller anden måde blev pigens krop klemt fast i åbningen i muren. Huset brændte i lys lue. Flammerne havde allerede fat i pigens hår. Først i sidste øjeblik lykkedes det en af vagterne ved beskyttelsesrummet at trække Anni udenfor, og at slukke hendes brændende klæder, der allerede brændte, ved at hælde vand på dem. Endnu mens hun fortalte om det, viste hendes forfærdede ansigtsudtryk, hvad der måtte være foregået i hendes indre dengang. Allerede kort efter hendes redning havde hun følt en usikkerhed ved at gå. Nogle dage senere begyndte hun at snuble. Hendes gang blev stadig mere usikker, indtil hendes ben til slut var fuldstændigt lammede. Enhver lægelig behandling havde vist sig at være virkningsløs. Og nu sad pigen i den mærkelige stol, som havde givet professor Fischer sådan et stærkt chok.

Mens pigen fortalte færdig, lavede professoren en sammenfatning på følgende måde: Når Gröning havde efterladt hemmelighedsfulde, helbredende kræfter i sin stol, så måtte disse kræfter også kunne virke på syge i hans fravær. I korthed fortalte han pigen om Gröning, og at han allerede havde hjulpet mange lammede i dette værelse. Han gjorde noget mere, han viste pigen billedet af Gröning. Fuld af spænding befalede han så uden videre: "Rejs Dem op!" Han tænkte sig, at Gröning ville have gjort noget lignende.

Pigens ansigt lyste pludselig op, Anni rejste sig næsten med et sæt fra stolen, og var så forbavset og overvældet over evnen til at stå, at hun til at begynde med slet ikke vovede at tage et skridt. Professoren befalede endnu engang: "Nå, gå så!" Lanzenrath, der stod ved siden af, måtte gribe pigen let ved hånden. Så gik hun med endnu usikre skridt og under glædestårer tværs igennem hele værelset til den stol hvor Annis mor sad, fuldstændig overvældet. Her brød Anni Schwedler dog sammen. Eksperimentet måtte gennemføres endnu engang. Også ved dette andet forsøg viste Fischer patienten Grönings billede, og kunne derved konstaterede tegn på en stærk blodgennemstrømning med rødmen og varmeudvikling i de hidtil lammede ben. Pigen rejste sig igen. Professoren befalede hende endnu nogle gange at rejse sig, og så sætte sig igen. Det lykkedes hele tiden bedre at rejse sig op. Til sidst var pigen i stand til at tilbagelægge hele vejen fra værelset, over gården og til en gade der lå overfor, hvorfra hun i bil blev bragt tilbage til en slægtning i Herford.

Vi havde alle fulgt eksperimentet i åndeløs spænding. Endnu samme aften meddelte vi "Revue", at vi måtte forlænge vores ophold i Nordtyskland. Der var ikke mere nogen tvivl om, at Gröning var et fænomen, som man måtte skaffe klarhed om ud fra de planlagte, kliniske eksperimenter. Den næste dag ville vi foretage et forsøg på at få forbindelse med Gröning for at bane vejen for ham til Heidelberg Universitetsklinik, hvor han foran lægerne kunne føre bevis for sine evner.

Forløbet af begivenhederne omkring Bruno Gröning siden marts 1949

Forvirringen om disse begivenheder er så stor, at det kun med største besvær lykkedes at bringe dem i en halvvejs forståelig orden for udenforstående.

18. marts 1949:
Grönings stjerne stiger pludselig op i Herford. Den angivelige eller virkelige helbredelse af Herford-ingeniøren Hülsmanns søn, som led af muskelatrofi, blev kendt i offentligheden. Efterretninger om yderligere helbredelser kommer til. Rygter og meddelelser breder sig med vindens hast. Store skarer af syge forsamler sig foran Hülsmanns hus i Herford, Wilhelmsplatz 7, hvor Gröning opholder sig.

4. april 1949:
Gröning begynder sine offentlige helbredelser i Herford. Gevaldigt genklang. Gröning bliver til mirakelmageren fra Herford. Han bliver til dels ophøjet til en slags Messias, så meget desto mere, da han selv fører sin virksomhed tilbage til guddommelige kræfter.

27. april 1949:
På grund af tilstrømningen af syge skrider myndighederne ind, især sundhedsmyndighederne. Gröning og Hülsmann bliver kaldt til samtale med lederen af sundhedsvæsenet i Herford, medicinaldirektør dr. Siebert. Siebert erklærer, at han hidtil stiltiende havde fundet sig i Grönings virksomhed, men nu måtte han gribe ind som ansvarlig for det offentlige sundhedsvæsen på grund af det store antal syge. Han forsøger på en klodset og noget udfordrende måde at fastslå Grönings personlige data. Gröning frasiger ham retten hertil og opfordrer ham i stedet til personligt at overbevise sig om hans metoder og resultater. Siebert afslog dette med den begrundelse, at han ikke kunne udlevere sig.

I de følgende dage:
Tre samtaler mellem Hülsmann, medicinaldirektør dr. Siebert, og Herfords kriminalinspektør Auer. som begejstret tilhænger af Gröning presser Hülsmann på –heller ikke særlig behændigt - for at herrerne selv skulle overbevise sig om Grönings resultater. Afvisende holdning fra Siebert. Auer forholder sig objektiv.

30. april 1949:
Stillet overfor den tiltagende støm af mennesker, der søger helbredelse, og de voksende vanskeligheder med myndighederne, arrangerede Gröning en slags pressekonference i Hülsmanns hus. Pressen havde i mellemtiden bemægtiget sig tilfældet Gröning, gjort ham til en sensation, og offentliggjort talrige forkerte meddelelser og fordrejninger af sagen. Til denne konference møder Herfords kommunaldirektør Meister op sammen med provst Kunst. Gröning korrigerer de forkerte meddelelser. Der kom dog ikke nogen rigtig god forbindelse mellem de øvrige tilstedeværende og den noget usikre og hæmmede Gröning, der hverken havde erfaring i forhandling med læger eller omgang med pressefolk. Det mest fremtrædende er myndighedernes angst for forstyrrelse af den offentlige orden ved denne massetilstrømningen af syge, mistro eller åben afvisning fra lægerne og usaglige reportager.

3. maj 1949:
Kommunaldirektør Meister aflægger Gröning et besøg i Hülsmanns hus. Han udvælger selv en kvinde med lammelser fra mængden af de ventende, og fører hende til Gröning. Gröning opnår en åbenlys succes med kvinden. Meister tager afsked, stærkt imponeret.

3. maj om eftermiddagen:
Alligevel sender kommunaldirektøren om eftermiddagen Gröning et forbud mod enhver forsat helbredende virksomhed. Det indeholder en indsigelsesfrist på tre uger. Forholdet bliver stadig mere indviklet mellem myndighederne, Gröning og den ventende masse, hvor der i de forudgående uger var sket talrige bemærkelsesværdige helbredelser.

13. maj 1949:
Først ti dage efter udstedelsen af forbudet, der yderligere støtter sig på det Tredje Riges heilpraktikerlov, dukker en lægekommission opi Hülsmanns hus. Den består af lederen for de kommunale sygehuse i Bielefeld, professor dr. Wolf M., professor dr. Schorsch, leder af kuranstalten Bethel og medicinaldirektør dr. Rainer fra Bielefeld. Tilstede er endvidere kommunaldirektør Meister og biskop Kunst. Kunst og Wolf anstrenger sig for at være objektive. Dr. Rainer er helt afvisende. Han erklærer: "Mine herrer! Alt hvad De får at se her, er ikke nyt for lægevidenskaben. Vi kan behandle lignende tilfælde med samme resultat. Når jeg er kommet her, så vil jeg se mirakler." Alliancen mellem Grönings lægelige modstandere og myndighedernes rådvildhed bestyrkes overfor fænomenet Gröning, som formår at bevæge masserne. Gröning får dog tilbudt, at han efter aftale med overlægerne, inden en frist til den 28. juni kan bevise sin helbredelseskunst på tilfælde som kan kontrolleres klinisk, på alle universitetskliniker i den britisken zone i Tyskland, såvel som på kommunehospitalet i Bielefeld eller klinikken i Bethel.

I de næste dage:
Trods Grönings og hans medhjælperes mundtlige og skriftlige henvisning til forbudet mod at helbrede, og det formålsløse i at vente, venter de, der søger helbredelse, spændt foran Hülsmanns hus. Der sker også helbredelser som er vanskelige at kontrollere, da de kun kan forklares gennem en fjernpåvirkning fra Gröning til de ventende.

20. maj 1949:
Gröning erklærer sig parat til at lade sin helbredelseskunst kontrollere på kommunehospitalet i Bielefelt, men vender dog om på turen til prof. Wolf pga. en instinktiv mistanke om et baghold fra lægelig side. Hr. Klemme, som Gröning har helbredt, spiller en rolle her. Klemme foreslår Gröning at opgive kampen mod myndighederne i Herford, og i stedet at forhandle med regeringspræsident Drake i Detmold, som han kender godt.

23. maj 1949:
Forbindelsen med Drake kommer i stand under ulykkelige omstændigheder. Efter tilskyndelse fra en hr. Egon Arthur Schmid, der er dukket op i kredsen om Gröning og kalder sig lektor, stiller Gröning aftenen før besøget hos Drake en såkaldt fjerndiagnose på Drakes sundhedstilstand. Grönings fjerndiagnoser er noget ganske specielt, som ikke uden videre kan forklares med lægelige begreber. (I forbindelse med Revue-beretninger vil der blive talt mere indgående om dette.) Overbevist om Grönings evne, fremlægger Schmidt fjerndiagnosen for Drake. Denne opdager nogle fejl i den. En klar modstander af Gröning, amtslæge dr. Dyes fra Detmolder, der tager del i drøftelsen, overtager styringen. Han siger ordret til Gröning, at han kan gøre og bevise hvad han vil, forbudet mod helbredelse vil ikke blive ophævet (denne udtalelse bliver bekræftet af dr. Dyes selv overfor Revue's medarbejder prof. dr. Fischer). Dyes‘ ord har en ulykkelig indflydelse på den videre udvikling. Grönings instinktive mistro mod lægestanden fæstner sig definitivt, og gør det også fra hans side umuligt at finde sammen med dem på en fornuftig måde. Dr. Dyes har ikke overfor Gröning henvist til undtagelsesparagrafferne i heilpraktikerloven, hvor der, trods lovparagraffen i undtagelsestilfælde kan gives særlig tilladelse til at udøve helbredende praksis.

24. mai 1949:
Forhandling mellem Gröning og kommunaldirektør Wöhrmann, stedfortræder for chefkommunaldirektør Meister, som er på ferie. Efter otte vidners udsagn erklærer herunder Wöhrmann nogenlunde følgende: Om så der står tusind mennesker og venter på helbredelse foran huset på Wilhelmsplatz 7, så interesserer denne menneskemængde ham ikke. Helbredelsen af sygdom er noget sekundært. Han er kun interesseret i helbredelse af sjælen og syndsforladelsen. Alle legemlige lidelser er små i sammenligning med helbredelse af sjælen. Da Gröning ikke svarer på spørgsmålet, om han også kunne give syndsforladelse, er han aldeles utilfreds med samtalen med Gröning.

7. juni 1949:
Fornyet besøg af en lægekommission hos Gröning, hvor Wöhrmann og medicinaldirektør dr. Siebert denne gang deltager. Fem timer lang diskussion. Opretholdelse af forbudet mod enhver helbredende virksomhed. Forlængelse af indsigelsesfristen til 28. juli. Gröning får endnu engang det samme tilbud om at bevise sin helbredelseskunst på klinikker eller på sygehuse. Men dertil kommer det ikke mere pga. Grönings dybt rodfæstede mistro. (Som repræsentant for Revue fastslår prof. dr. Fischer senere, at denne mistro ikke har været ubegrundet.)

18./19. juni 1949:
For at berolige de tusinder af syge, der venter på Gröning på Wilhelmsplatz, ser Wöhrmann sig tvunget til midlertidigt at lempe på helbredelsesforbudet.

20. juni 1949:
Demonstration af dem, der venter på helbredelse foran rådhuset og foran Wöhrmanns hus. Politiet er magtesløst.

21. juni 1949:
Endnu engang lempelse af forbudet.

24. juni 1949:
Kommunaldirektør Meister kommer tilbage og bekræfter forbudet. Nye demonstrationer. Forvirringen om forholdene bliver stadig mere voldsom.

25. juni 1949:
Efter indbydelse fra storkøbmand Westphal i Hamburg, hvis astmalidelse var blevet forbedret med Grönings hjælp, begiver Gröning sig til Hamburg. Han håber på at kunne fortsætte sin helbredende virksomhed der. Dette viste sig dog også umuligt i Hamburg.

29. juni 1949:
Gröning forlader Hamburg med ukendt mål. Han bliver ledsaget af Hülsmann og dennes kone. Offentligheden og politiet mister hans spor.

Billedtekst:
De syge, som Gröning behandlede, der blev opsøgt af dr. Fischer, før han mødtes med Gröning selv.

1. Den nyresyge hr. Klüglich i Bielefeld, der levede i en stadig frygt for operation. Vores beretning skildrer, i hvilken forfatning prof. Fischer, der havde fået denne opgave af Revue, traf Klüglich uger efter Grönings behandling.
2. Hamburgerfamilien Mendts lille datter overbeviste prof. Fischer om, at Gröningeffekten må gøres brugelig for lægevidenskaben. Gröning havde med succes indvirket psykoterapeutisk på børnelammelse.
3. Fru Wehmayer. Da prof. Fischer opsøgte hende og hørte om hendes sygehusophold, gjorde Grönings fjernpåvirkning, og den oplevelse som manden fortalte (se beretningen), et stort indtryk på ham.
4. Frøken Schwerdt skildrede for prof. Fischer mødet med Gröning, som blev beskrevet i beretningen, hvor han ved hjælp af sølvpapirkuglen førte hende tilbage til den mand, hun elskede, og hvordan han helbredte dem begge.
5. Fru W., om hvad der i Bielefeld førte til hendes mands oplevelse med motorcyklen, han døde i 1946. Prof. Fischer talte med den kvindelige læge, der før Gröning havde taget sig af den langvarige og tilsyneladende udsigtsløse behandling.
6. Den nøgterne forretningsmand Kargesmeier i Bad Oeynhausen, fra hvem ingen operation kunne fjerne de plagsomme smerter, som en trigeminusneuralgi var årsag til. Efter Grönings behandling traf professor Fischer ham sund og rask.
7. På fru E.s seng sidder dr. Morters, som behandlede patienten før Grönings påvirkning. Også dette tilfælde foranledigede Revue til at overbevise lægerne på en Universitetsklinik om nødvendigheden af en klinisk undersøgelse, som Revue vil berette om i næste nummer.