Bruno Gröning – hans ord bandlyser sygdommen

Das Neue Blatt, 9.5.1957

Beretning af dr. Horst Mann

Det skal på forhånd siges med al tydelighed: Det drejer sig ikke om personen Bruno Gröning. Das Neue Blatt vil hverken synge med i koret der overstrømmende lovpriser ham som helbreder, eller udråber ham som en charlatan. Vores opgave var: At undersøge Bruno Grönings helbredelser – kritisk og ubestikkeligt, kun ledet af den ærlige bestræbelse på endelig at definere sandheden. For alle lidende mennesker har krav på denne sandhed.

Das Neue Blatt åbner for et sindsoprivende kapitel i vores umiddelbare nærvær. For dette er kendsgerningerne:

1. I mere end 10 år opnår Bruno Gröning beviseligt helbredelser. Deres antal lader sig ikke bedømme. Det drejer sig om tusinder.
2. Flere gange stod denne mand for retten pga. hans metoder. Man måtte frikende ham. Med fortrøstning imødeser han også nu en ny, meget omstridt proces.
3. Overalt i Tyskland er der Gröning-foreninger. Deres medlemmer ser fulde af ærefrygt på den mand, der ikke kun helbredte dem, men også gav dem et sjæleligt holdepunkt.

Das Neue Blatt talte med disse mennesker. Kritisk undersøgte vi helbredelsesresultaterne. Vi spurgte læger og videnskabsmænd, og vi talte med Bruno Gröning selv. Han stillede os frimodigt materiale til rådighed, som hidtil ikke havde været tilgængeligt for nogen.

Det var den 27. november 1953 i den lille by Ostenfeld, 14 kilometer øst for Husum: Trykkende spænding lå over det lavloftede rum i landsbykroen. Den klamrede sig som en jernklemme om hjertet på de mennesker, som sad tæt sammentrængte på bænke og stolerækker. Der var vel hundrede, måske også halvandet hundrede.

De var kommet fra Ostenfeld og fra de omliggende landsbyer mellem Rendsburg og Schleswig, Husum og Kappeln. Rygtet havde hurtigt bredt sig: Bruno Gröning er der! Han skal igen have helbredt syge. Måske kunne han også hjælpe mig, eller faderen med sin gigt, eller barnet der var så svagt, og som lægen kun kunne trække på skuldere af. Det var måske tankerne hos de mennesker, der var forsamlede her i aften.

Det matte lys havde svært ved at oplyse rummet. Det faldt på ansigter der var fulde af forventning og tro. Men det blev også brudt i øjnene på skeptikere og de nysgerrige. De forventede ikke noget særligt. De ville kun være med der for senere at kunne tale med i de lange vinteraftener i året 1954. Der skete jo så lidt her i de små landsbyer. Samtalerne drejede sig altid om de samme emner: Vejret, høsten, kvæget og – sygdom. Ja, og enhver kunne jo ende med at blive syg – måske viste Gröning en udvej ...

De mumlende stemmer brødes mod loftet i det overfyldte rum, og skubbede røgslørene fra hinanden. En holdt hænderne krampagtigt som i bøn. En anden rev vitser af sig for at befri sig for den indre spænding. Andre tog sig af deres syge familiemedlemmer.

Kun på den sidste stolerække var der meget stille. Der havde man båret en alvorligt syg ind. Smerterne pinte ham så ubønhørligt, så han ikke engang kunne sidde. Man havde lagt tæpper på gulvet, og havde redt et leje til ham der. Folk kendte ham. Det var en bonden Thies Paasch fra Norby. De kendte også hans grusomme skæbne, smerterne der holdt ham fangen, og mange gange tvang ham til sengs i ugevis.

Pludselig forstummede mumleriet. Bruno Gröning trådte ind i salen. Han virkede lille med sin knap 170 centimeters kropshøjde, næsten sirlig, da han med hurtige skridt gik op på et lavt podium. Hans klæder var som man kendte dem fra mange fotos. Kun det kraftige hoved var påfaldende med den krøllede hårtop og de store, lysende øjne, der ligesom brændte i det magre, blege ansigt.

Og så var alt helt anderledes, end de, der var kommet af nysgerrighed eller sensationslyst, havde forventet. "Mine kære venner!" Gröning rettede ordet til de forsamlede. Og denne stemme var blød og melodisk, uden dramatik og patos. Og den talte heller ikke om helbredelserne, om de mirakler dens besidder havde udvirket. Den lovpriste ham heller ikke, eller priste ham som Messias, der var genopstanden for at bringe redning til de fortvivlede. Gröning talte om troen og om dens kraft. Han sagde det med enkle ord, som enhver forstod, tog til sig og bearbejdede. Han talte i billeder og brugte sammenligninger, men han malede ikke med grelle farver og hændelser.

Lidt under en time måtte Gröning have talt. Ingen så på uret eller følte, at der ikke blev talt til dem. Så henvendte han sig til den enkelte tilhører. "Har De mærket noget?" spurgte han. Sagte og tøvende, eller glade og bekræftende kom svarene. Nogle holdt i de forkrampede hænder en af de stanniolkugler, der forud var fordelt og fortalte om en ejendommelig følelse af varme. Andre fortalte om en sitren eller om smertende stød. Andre igen rystede kun afvisende på hovedet.

Nogle ville fortælle deres sygehistorie. Men manden med den mørke silkeskjorte og den store slipseknude var ikke altid en opmærksom tilhører. Mange gange afbrød han dem, næsten barskt: "Jeg behandler ingen sygdomme! Sygdom er uorden. Kom i orden med Dem selv og Gud, og helbredelsen vil ikke udeblive. Lad os dog tale om noget godt. Føl Dem godt tilpas i vores kreds!"

Således traf jeg landmanden Thies Paasch i Nordby ved Rendsburg: Rask og fuld af arbejdskraft. "Det kan jeg takke Bruno Gröning for!" sagde han.

Bruno Gröning gik fra bord til bord, fra stol til stol. Så vendte han sig bort. Et råb fra den sidste række bremsede hans skridt. "Hr. Gröning, De har glemt en!" Det var borgmester og amtmand fra Owschlag kommune, der nu havde rejst sig og pegede på Thies Paasch, der lå på gulvet bag ham.

Gröning trådte hen til den syge, bøjede sig ned, og stillede det samme spørgsmål som han havde stillet de andre tilhørere: "Har De mærket noget under mødet?" Manden, der på grund af smerter var tvunget til at ligge på gulvet, nikkede. "Ja", sagde han så. "Jeg blev pludselig helt varm. Kun blev halvdelen af det venstre ben ved at være iskoldt. Og så kriblede det i den højre hånd." Gröning nikkede. Intet andet. Ingen bevægelse, ingen trøst, ingen anvisninger. Med hurtige skridt gik han tværs gennem salen.

Da råbte en midt blandt tilskuerne: "Lad os takke hr. Gröning ved at rejse os fra vore pladser!" Stoleben skrabede, borde forskubbedes. Og så skete det utrolige. Thies Paasch rejste sig. Han stod op ligesom alle de andre raske. Hans ansigt var pludselig som befriet. Med begge hænder afviste han sine naboers tilbud om hjælp. Han ville klare sig selv. Og det gjorde han, uden besvær, uden anstrengelse - uden smerter.

Oprejst stod han der, og så smilende, næsten triumferende på de overraskede ansigter omkring sig. Og så gik han med sikre skridt hen til bardisken. "En cognac, hr. vært ", forlangte han. Han skreg det næsten, med en stemme der var gennemtrængt af forfærdelse, håb og jubel: "En cognac, hr. vært!"

Norby, den 18. april 1957

Foran mig ligger en mappe med takkeskrivelser til Bruno Gröning. Den indeholder 58 sygehistorier fra mennesker, der alle for deres tunge lidelser ser en helbreder og redningsmand i denne mand. De stammer fra et lille område, fra Ostenfeld og de omliggende småbyer. Beretningerne omfatter tidsrummet fra vinteren 1953 til foråret 1954. De er skrevet af bønder, husmødre, bilister, murermestre og andre håndværkere. De fortæller også om vidunderlige helbredelser af børn.

Min forstand tror ikke på, hvad øjnene læser. Det er simpelthen ufatteligt. Mennesker remser deres lidelser op og fortæller om hjerte- og kredsløbsskader, om gigt, åreknuder, åbne sår, hovedpine, udslæt på huden, blodpropper, betændelser i hofteled, fedme, lammelser, fortykkelser af hud, diskusprolapser, galdelidelser og tuberkulose. En grusom række af sygdomme - som alle skulle være helbredte af Bruno Gröning.

Jeg går i stå. Mine øjne falder på navnet Thies Paasch, manden der for næsten tre år siden, efter et foredrag af Bruno Gröning, pludselig rejste sig og følte sig helbredt. Jeg læser: "Siden 1944, altså i hele ti år, led jeg af frygtelige nerve- og gigtsmerter, som jeg fik dengang under krigen i Østpreussen. Flere læger, heilpraktikere, urtekure blev gennemført, men alt var kun anvendeligt til lindring, men ikke til helbredelse. Forrige efterår blev smerterne sådan, at jeg ikke mere kunne røre mig. Lægen stillede diagnosen diskusprolaps og betændelse af iskiasnerven. Da jeg så havde ligget i fire uger uden at kunne mærke bedring, tog jeg beslutningen om at køre til Ostenfeld den 27. november, hvor hr. Gröning dengang selv var til stede. Da jeg hverken kunne gå eller sidde, måtte jeg ligge to timer på gulvet. Da hr. Gröning trådte ind i rummet, mærkede jeg straks lindring. Og da hr. Gröning havde sluttet sin underholdning for de ca. 200 mennesker, rejste jeg mig også op ved egen hjælp og kunne forlade rummet uden stok. Som ved et mirakel er jeg nu rask og kan klare mit arbejde. Min hjertelige tak til hr. Gröning,fordi jeg gennem ham igen har fået min fulde sundhed. Thies Paasch, Norby"

Hvad var der blevet af denne mand? Kan den spontane helbredelse virkelig vist sig at være holdbar? Var det virkelig en mirakelhelbredelse, eller var det kun øjeblikkets kraft fra den tro som Bruno Gröning pludseligt fik til at flamme, der fik smertekilden til at tørre væk, for derefter at bryde endnu stærkere ud på ny?

Få timer senere sidder jeg overfor ham i stadsstuen på hans bondegård i Nordby. En frisk og glad mand, der lige så godt kunne være 40 som 50 år. Han er lige kommet tilbage med tog og cykel fra Husum, hvor han havde taget køreprøve.

Han fortalte frimodigt. Allerede hans første bemærkning sparede mig for spørgsmålet, om helbredelsen havde holdt. "Af mit dybeste hjerter er jeg hr. Gröning dybt taknemmelig. Det er takket være ham, at jeg i dag igen kan have fornøjelse af mit arbejde, og at jeg er rask."

Det har Thies Paasch al grund til at være. For da han endnu engang beskrev sin lidelsestid for mig, blev jeg klar over hvor tyngende hans sygdom havde været. Han havde dengang prøvet alt under det første sammenbrud under krigen. Men gigten var blevet værre. Rygraden begyndte at blive krum. Lægerne kunne kun lindre med sprøjter.

"Dengang så jeg ikke nogen udvej mere", mente Thies Paasch. "Jeg havde haft for mange tilbagefald. Da så navnet Gröning faldt, vidste og følte jeg: Kun han kan redde mig! Det troede jeg på, mens man bar mig ind i vognen for at køre til Ostenfeld, og jeg undertrykte mine smerter."

"Har De i mellemtiden været hos lægen?" spurgte jeg den solbrændte landmand, der handlekraftigt igen havde genoptaget sit arbejde, der så sandelig ikke var nemt. Thies Paasch ler. "Hvorfor skulle jeg det?" Så kom hans modspørgsmål. "Jeg føler mig jo rask, helt rask!"

Trods det spurgte jeg senere en læge, der længe havde behandlet ham med indsprøjtninger. "Det stemmer", sagde han. "Hr. Paasch var syg. Han havde blandt andet en nervebetændelse. For at opnå en helbredelse behøvede han en kraftig impuls. Den må Gröning have givet ham."

Min nysgerrighed var vakt. Var dette tilfælde en undtagelse, en enkelt succes? Jeg opsøgte andre patienter - og jeg oplevede nye overraskelser. Det vil jeg fortælle om i næste uge.