Tidsvidner
Tidsvidnet E. Süffert
Helbredelse af astma i München
En nabo førte mig sammen med hr. Gröning i München. Hun vidste, at jeg i ca. 14 år havde lidt af en meget svær astma, og at livsmodet ofte forlod mig.
Jeg blev venligt modtaget. Bruno Gröning sad bag et skrivebord, jeg foran uden at krydse arme og ben. Bruno Gröning opfordrede mig til at trække vejret roligt og dybt. Det gjorde vi begge, hvilket forekom mig komisk og latterligt. Ind...ud...ind...ud. Så mærkede jeg en varm fornemmelse i benene. Hr. Gröning talte til mig om den fint ophelede operation. Det havde jeg ikke sagt et ord om før. Han forklarede mig, at han kunne mærke det hele på sig selv, og på den måde fik viden om det. Han vidste, at jeg efter min tidligere smitsomme gulsot ofte måtte stå op i løbet af natten for at lade vandet, og at jeg ofte i dagevis ikke kunne få afføring. Bruno Gröning vidste simpelthen alt. Nu havde jeg ikke mere lyst til at grine. Han opfordrede mig til igen at trække vejret dybt. Så fik jeg et slemt anfald, og jeg følte det, som om der lå en klippeblok oven på mig. Hr. Gröning åndede lige så kraftigt som jeg. Pludselig, lige før jeg var ved at blive kvalt, fik jeg en følelse af at en energi strømmede gennem min krop fra hovedet til maven. Derefter kunne jeg ånde frit og trække vejret helt igennem. Om natten sov jeg så roligt, så min mand vækkede mig. Han ville se, om jeg levede endnu. Tidligere sad jeg mere op i sengen end jeg lå. Jeg hørte mig selv som et fløjtende damplokomotiv på vej ind på hovedbanegården i München.
Ved mødet opfattede jeg Bruno Gröning som meget tankefuld. Jeg oplevede en åndelig forbindelse mellem ham og mig. Bruno Gröning gav mig tre små staniolplader, som jeg skulle lægge på bryst og mave. Han sagde, at jeg så kunne trække vejret dybt. Det gjorde jeg også. Siden dengang har jeg aldrig mere haft anfald.
Udtalelser om Bruno Gröning
Prominente personligheder tager stilling til personen Bruno Gröning
|
|
"Gröning er et engangsfænomen, som ikke kan indordnes i nogen psykoterapeutisk eller psykologisk skole. Jeg tror, han var et dybt religiøst menneske. En beskeden, troværdig, godartet mand, parat til at hjælpe." Helmut Kindler, forlægger |
|
|
"At have oplevet og fået et dybt indblik i Bruno Grönings lære, helbredelserne, der skete udfra denne og hans visdomsfulde viden, hans enkle, Gudhengivne væsen, hans personlighed, der udstrålede kraft og sikkerhed, alt dette tillader mig at komme med en bedømmelse: Lige så lille som han er af statur, lige så overmægtig stor er han, når han giver hele sin vilje og sin enestående kunnen og viden til menneskehedens bedste." Anny Ebner von Eschenbach |
|
|
"Det viste sig, at hr. Gröning ikke undersøgte en eneste af dem, der kom til ham. Jeg har ikke kenskab til noget tilfælde, hvor hr. Gröning har berørt kroppen på en patient. Mig bekendt har det heller aldrig været tilfældet, at han har prøvet at tale en syg fra at opsøge en specialist. Han ordinerede heller ingen medikamenter (...). Det er mig heller ikke i noget tilfælde bekendt, at hr. Gröning skulle have forlangt penge fra et menneske, som han behandlede (...) jeg regnede ham ikke for en charlatan . (...) For mig var der ingen tvivl om, at der fra ham udgik kræfter, som udvirkede helbredelse hos mennesker." Bischof Dr. Hermann Kunst |
|
|
"Gröning er et usædvanligt fænomen, som ikke kan forstås videnskabeligt (…) han kan sammenlignes med Sokrates, Jeanne d'Arc, Gandhi og Albert Schweitzer, fordi også han ofrer sig helt for almenhedens vel. (…) Hans vidunderlige resultater er så enestående, at han allerede har vundet hævd som en historisk personlighed. Kommende generationer vil beskæftige sig med ham og hans værk" Josef Hohmann, gymnasierektor, historiker og forsker i grænsevidenskab |
|
|
"Når Bruno Gröning i bestemte kredse fuldstændig blev miskendt og bagvasket, skyldtes det ikke mindst, at han blev fremstillet for ensidigt af sine samtidige som en mirakelhelbreder. Hans ærligt mente kærlighed til mennesker blev alt for synlig udadtil, ja tilslørede hans egentlige og meget forskelligartede væsen: Den kristne, forkynderen og budbringeren. Kernen i hans livsindhold og hans stræben var kun kendt af få, af meget få." Hella Emrich, læge |
|
|
"Fænomenet Gröning har interesseret mig så meget som læge, at jeg har tilbragt mange uger, mange dage og også mange nætter ved Grönings side. (…) Gröning er en gåde for os læger: Først formåede han gennem personlig kontakt og med stærkeste koncentration, på kort tid at helbrede syge med de vanskeligste lidelser, heriblandt sågar blinde - jeg har selv oplevet det - eller han formåede i det mindste at skaffe dem lindring. Dernæst formåede Gröning gennem sin såkaldte fjernhealing at opnå de samme resultater, nemlig fuldstændig helbredelse eller i hvert fald betydelig bedring. Fjernhealingen har jeg også oplevet. Vi læger kan og må lære meget af hr. Gröning, for han har i hundredevis af tilfælde upåklageligt bevist, at den lille Gröning har hjulpet og fuldkommen helbredt der, hvor videnskaben og den lægelige kunnen havde svigtet." Dr. med. Zetti, prakt. læge |
|
|
"Ingen kan benægte, at Bruno Gröning allerede har helbredt mange syge, som indtil nu har været erklæret for uhelbredelige. Fagkundskaben skynder sig med at erklære, at det er der ikke noget usædvanligt ved, såfremt det drejer sig om sygdomme som tager udgangspunkt i det sjælelige. Men hvorfor lægerne indtil nu har haft så lidt succes med denne behandlingsmetode, det taler man ikke om. Eller er disse tilfælde så få, at man hellere tier stille om dem? Den 'nye helbredelsesmetode' i Herford er i alle tilfælde den opsigt værd, som den vækker." Dr. phil. A. Kaul |
Tidsvidne Anni Freiin Ebner fra Eschenbach
"Som om lægen først igen skulle vænne sig til synet af hans raske hustru"
I 1950/51 holdt Bruno Gröning en overgang foredrag i hotellet Weikersheim i Gräfelfing. Anni Freiin Ebner fra Eschenbach besøgte nogle af disse foredrag og har skriftligt fastholdt nogle af begivenhederne. Her et eksempel:
"På et tidspunkt blev en ung kvinde med snehvidt ansigt kørt herind i kørestol. Under foredraget mistede hun bevidstheden, og det så ud, som om hun var død. Bruno Gröning kastede kun et kort blik på hende og beroligede de tilstedeværende, der var blevet urolige, specielt ægtemanden ved hendes side.
Efter knap en halv time vågnede hun op, strakte sig, havde fået røde kinder og rejste sig fra kørestolen og gik, endnu lidt usikkert, hen til Bruno Gröning med et strålende, forbavset udtryk i øjnene.
'Herligt, gode kvinde, når man igen kan stå på egne ben og hjertet igen slår i normal takt! Men indhent nu ikke straks de forsømte år - lad kroppen langsomt vænne sig til sine pligter!'
Da kvinden ville takke, sagde Bruno Gröning: 'Tak De Gud! Jeg er kun Hans lille hjælper, bevis nu, at De er et sandt Guds barn!'
Manden, der havde bragt hende herhen rejste sig og sagde med bevæget stemme: 'Hr. Gröning, jeg er hendes ægtemand og er selv læge, for mig var min hustru uhelbredelig, selv om jeg ikke havde ladet noget være uforsøgt. Men hun havde kun det ene ønske, at komme hen til Dem. Jeg var overbevist om, at hun nu ville dø på køreturen hernhen, for hun var så hjertesvag, at enhver bevægelse var forbundet med livsfare. Jeg er rystet over dette mirakel, og kan knap nok tro på det!'
Grædende af glæde skubbede han den tomme kørestol ud og satte sig med sin hustru på stole for at høre det to timer lange foredrag. Ofte så han spørgende fra siden på sin hustru, som om han først skulle vænne sig til synet af sin sunde, lykkelige hustru."
Tidsvidnet G. Clausen
Befrielse for årelange smerter i benene
I halvtredserne boede jeg ved Fliegerhorst i Uetersen. En dag gik Bruno Gröning forbi vores vindue, og mine børn gjorde mig opmærksom på ham. Vi kendte hr. Gröning fra avisen. I samme øjeblik, som vi så ham fra vinduet, tænkte jeg: "Hvor går han hen?" Da jeg så, at han gik ind til min nabo, gik jeg derhen og bankede på. Jeg blev klar over, at min nabo var Bruno Grönings søster. Jeg blev ført ud i køkkenet og måtte sætte mig ved bordet overfor Bruno Gröning. Hans søster satte sig ved bordets langside mellem os. Bruno Gröning opfordrede mig til at sidde helt afslappet uden at krydse arme og ben, og være opmærksom på hvad jeg mærkede. Han sagde: "Optag så megen strøm som De kan!" Så bemærkede jeg til min forbavselse, for han sad jo et stykke væk, en blæst i hænderne, som om nogen pustede i min hånd. Det kan jeg bevidne. Så mærkede hans søster pludselig og uventet smerter i benene og råbte: "Av, av, av!"
Jeg tænkte: "Det er jo mine smerter, som altid har generet mig." I årevis har jeg haft følelsen af at mit ben ikke tilhørte mig, som om det kun var limet på. Lægebehandling havde heller ikke kunnet befri mig fra denne tilstand.
Jeg råbte højt: "Det er jo mine smerter, sådanne smerter har jeg altid!" Bruno Gröning sagde derpå blot et ord: "Havde". I dette øjeblik forsvandt smerterne fra hans søster, og jeg følte, at mit ben var fuldkommen normalt igen. Jeg var fri, havde ikke længere smerter, mit ben tilhørte mig igen, og fra dette øjeblik haltede jeg ikke mere. Jeg var bare rask, og det er jeg fortsat.
Bruno Gröning forlangte ingen penge, tværtimod gav han mig nogle stykker stanniol, hvorpå der stod: "Guds velsignelse på alle Deres veje!" Besøget varede en halv time, og derefter gik jeg helt rask tilbage til min bolig.
Tidsvidnet Gottfried Kalz
"Oplysningen ,De kan gå!' bredte sig som en løbeild"
Min kollegas mor havde gennem 25 år været lænket til en kørestol. Da samtalen drejede hen på Bruno Gröning, sagde jeg: "Prøv det, lad dog manden komme..." Jeg tror det var i 1956. Hun satte sig i forbindelse med Bruno Gröning, og han meldte sit besøg en formiddag.
Da Bruno Gröning viste sig, kom flere bekendte til familien W. af nysgerrighed. Den gamle fru W. blev båret ud af sengen og sat i kørestolen over for Bruno Gröning i dagligstuen. Ingen måtte blive i værelset, alle skulle gå ud.
Kun den gamle fru W. og hr. Gröning blev tilbage. Spændte lyttede vi andre udenfor ved dagligstuedøren, om vi kunne høre noget. Pludselig hørte vi højt og tydeligt Bruno Grönings ord: "Rejs Dem op og gå..." Jeg kan sværge på, at den gamle dame ikke kunne gå et skridt førhen! Da vi nu hørte disse ord, holdt vi os ikke længere bag døren. Vi rev den op, og så at den gamle fru W. nu kunne gå. Min kollegas kone ville hjælpende holde sin svigermor i hånden, men Bruno Gröning sagde at fru W. selv kunne gå. Hun rejste sig virkelig op og gik omkring, frit og helt alene! Tårerne stod os alle i øjnene, det var ikke til at begribe, men vi har oplevet det og set det med egne øjne!
Bruno Gröning havde hverken hypnotiseret eller rørt fru W., han havde blot set hende fast i øjnene og sagt: "Rejs Dem..." Og se så, så kunne hun gå.
Dengang tænkte jeg: "Mon der alligevel findes en Gud?" Der var ikke en eneste i stuen der ikke græd af glæde. Det var simpelthen en gribende oplevelse. Bruno Gröning sagde yderligere: "Nu kan De gå."
Fru W. var det store samtaleemne i kvarteret. Det var en sensation. Beretningen løb rundt som en løbeild: "Hun kan gå!" I løbet af kort tid kom ca. 200 mennesker og ville se, hvordan fru W. kunne gå. Hun gik op og ned ad gaden og viste det til folk.
Bruno Gröning tog ingen penge for sit besøg. Jeg kan kun sige noget godt om ham, han havde en helt speciel udstråling. Fru W.'s helbredelse holdt.
Tidsvidnet Christa Hinz
Krigsinvalid springer over hegnet
Om Bruno Grönings virke på Traberhof havde jeg hørt gennem en bekendt. Derefter tog jeg selv dertil i et par dage. Ved min ankomst var der mindst ti- tyvetusinde mennesker på stutteriet. Bruno Gröning var endnu ikke at se. Vi ventede på ham i timevis.
Så kom han og talte til menneskene fra balkonen. Jeg mærkede en elektrisk strøm, der vibrerede og kriblede i hele kroppen. Og andre mennesker rørte sig, deres lemmer røg ligefrem op og ned. Det ville jeg aldrig have troet på, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Nogle af de tilstedeværende begyndte at råbe: "Jeg behøver ikke min stok mere!" og "Jeg kan gå igen!"
Vi stod alle skulder ved skulder, men trods det gik jeg gennem menneskemængden, da det, der foregik, interesserede mig meget.
Røde Kors-folk hjalp en mand med at rejse sig, for han lå på en primitiv båre. Han løftede hænderne søgende efter hjælp, sveden strømmede ned ad ham. Jeg spurgte ham hvad han fejlede, og han svarede: "Jeg er krigsinvalid." Senere rejste denne mand sig fuldstændig op fra sit leje.
Jeg så en grædende bedstefar, som var der med sit otteårige barnebarn. Drengen havde ikke kunnet gå. De havde tømret en lille vogn sammen af simple brædder, for at bringe drengen her til Traberhof til Bruno Gröning. Den gamle mand fortalte mig med tårer i øjnene, at hans barnebarn nu kunne gå igen.
En anden mand sprang over stakittet, og jeg sagde til ham: "Nå, De er vist kommet til det forkerte sted!" Derpå svarede han mig: "I søndags var jeg stadig lam og måtte gå med krykker." Fem dage senere sprang den samme mand over hegnet!. Han udstrålede en stor lyksalighed og viste mig sit krigsinvalidebevis.
Også en gammel mand traf jeg der på stedet. Han sad i kørestol. Han havde mistet sin helbredelse. Folk havde påstået at helbredelse ikke ville holde, og at Gröning var en charlatan. Disse ord havde han troet på.
Mennesker var der dag og nat. Al den tid jeg tilbragte på Traberhof, mærkede jeg ingen sult. Menneskemængden var ikke hysterisk, alle troede og håbede på at blive raske. Da jeg så alle disse mennesker ligge på bårer eller støtte sig til krykker, var jeg så utrolig rystet, at jeg manglede ord, og jeg kunne næsten ikke se på det.
Bruno Gröning havde en ganske særlig tilknytning til Gud, tror jeg. Desværre fornemmede jeg, at jeg ikke oftere kunne træffe ham. I dag tænker jeg endnu ofte på oplevelsen.
Tidsvidneberetning
Helbredelse for forstoppelse og en blodprop – "Begivenheden blev samtaleemnet i landsbyen"
Medens mennesker, der søgte hjælp, ventede på Bruno Gröning på Wilhelmsplatz, udspillede der sig andre steder følgende scener:
Lægerne havde opgivet moderen til vort samtidsvidne. I seks uger havde hun ikke haft afføring. Alle lægelige anstrengelser som lavement, afføringsmidler osv. var uden resultat. Desuden havde hun fået en blodprop.
Tidsvidne: "Vi var alle i familien helt og aldeles færdige. Vi greb efter ethvert halmstrå for at finde hjælp og helbredelse til vores mor. I denne situation hørte vi at Bruno Gröning var i Wittekindstrasse her i Herford hos en alvorligt syg. Jeg tog derhen. Der var allerede ca. 20 andre personer, som også søgte hjælp. Ved modtagelsen sagde Bruno Gröning til mig: 'Gå ud i køkkenet. I aften tager jeg med hjem til Deres mor.' Hvordan han vidste at jeg var kommet hen til ham på grund af min mor, ved jeg ikke. Jeg havde ikke sagt noget til ham.
Medens jeg ventede i køkkenet oplevede jeg følgende: På et tidspunkt kom en mor med sit barn, som havde en frygtelig kighoste. Vi havde hørt den forfærdelige hoste på lang afstand. Barnet og moderen blev ført ud i køkkenet til os andre. Bruno Gröning strøg hende kærligt over håret. Henvendt til moderen sagde han: 'Vær opmærksom på barnet, for om et kvarter vil det kaste gult slim op.' Bruno Gröning forlod derpå køkkenet for at tage sig af de andre igen. Pludselig fik barnet kvælningsfornemmelser. Jeg nåede lige akkurat at tage det og holde det over kulkassen, som det kastede op i. Sådan en gang opkast havde jeg aldrig i mit liv set. Senere sagde Bruno Gröning til moderen: 'Barnet er raskt...' Hun gik, og pigen hostede ikke mere.
Kl. 24 kørte vi så til min mor i Bielefeld. Under kørslen sagde Bruno Gröning, at jeg ikke skulle være bekymret, fordi den helbredende kraft ville komme fra Gud. Mennesket skulle tro på det gode. Endvidere meddelte Bruno Gröning mig, at han allerede nu under kørslen beskæftigede sig med min mor, han pejlede sig åndeligt ind på hende.
Da vi kom ind i min mors soveværelse, satte Bruno Gröning sig ved hendes seng. Til min store glæde så jeg at hendes øjne allerede var blevet væsentligt klarere. Maven var dog stadig opsvulmet som en tønde. Bruno Gröning talte så med hende, og jeg iagttog hvordan livsglæden igen kom tilbage til min mor. Hendes hjerte var åbent for Bruno Gröning; hun troede på ham. Bruno Gröning bad om et glas vand til min mor. og sagde at det ville gøre hende godt. Jeg hentede frisk vand fra pumpen i gården, og min mor drak det. Henvendt til min far sagde Bruno Gröning: 'Hold øje med deres kones afføring og vandladning. De vil blive forbavset over, hvordan alt bliver til slagger og hvad der altsammen kommer ud.' Min far spurgte så Bruno Gröning, hvad han skyldte ham, hvad han skulle betale. Bruno Gröning sagde blot: 'Vi skal takke Gud, og fortælle hvad vi har oplevet i form af en takkeskrivelse.'
Den næste dag startede rummelen i min mors mave. Min far sagde, at hun kunne slippe af med syv fulde bækkener. To dage senere stod min mor op, fuldkommen helbredt. Fra det tidspunkt var hendes skinnebenssår og åreknuder helbredt uden lægelig medvirken. Den behandlende læge var målløs. Hændelsen var samtaleemne i landsbyen.
Da jeg så Bruno Gröning i øjnene, vidste jeg: der står en troende. Han havde en enestående udstråling. Hvis nogen tidligere ville have fortalt mig om sådan en oplevelse, ville jeg have tænkt: 'Han fantaserer!' Mennesker må selv opleve noget sådant for at kunne tro på det. Denne hændelse blev en enestående oplevelse for mig."
Tidsvidnet L. Schlüter
Helbredelse af døvhed, blindhed, lammelser i Herford – Grönings udstråling betød mere end tusind ord
Westfalske Herford var det sted, hvor Bruno Grönings virke begyndte i stort omfang. Også pressen bemærkede det og skrev om det. I tusindvis kom mennesker fra nær og fjern for at søge og opleve at få hjælp og helbredelse. Blandt de mange mennesker stod fru Schlüter sammen med sin blinde svigermor, som var fysisk meget svækket, og hele tiden behøvede hjælp med påklædning, dagligt toilette osv. ... Fru Schlüter fortalte følgende: "Jeg fik kendskab til de mange helbredelser gennem et illustreret blad. Der var bl.a. billeder, som viste hvad der skete i Herford. Jeg sagde til mig selv, at der måtte jeg hen med svigermor!
Stuvet sammen som sild i en tønde stod vi der midt iblandt alle disse mennesker på Wilhelmsplatz foran nr. 7. Til højre for os var der ca. 30 mennesker, der sad i kørestole. Vi ventede og ventede. Der var in-gen der talte. Alle var spændte og kiggede op på balkonen, hvor Bruno Gröning ville komme frem. Det var allerede sen aften. Der kom en ud på balko-nen for at berolige os. Han sagde, at Bruno Gröning stadig var hos andre der søgte hjælp. "Hav tålmodighed! Bruno Gröning kommer helt bestemt!" Sådan ventede vi længselsfuldt i tre dage og tre nætter.
Pludselig stod Bruno Gröning der, og alle glædede sig. Bruno Gröning sagde at vi alle søgte hjælp og helbredelse, og at Gud er den største læge. Derpå forlangte han at de lamme rejste sig fra deres kørestole. "De kan gå! Rejs Dem op!" Ingen gjorde det. Atter gav Bruno Gröning de lamme mod, bad dem have tillid til Gud og rejse sig. "Tro dog på at De kan, rejs Dem!" Så rejste den ene efter den anden sig op af kørestolene. De kunne gå! Ingen kunne fatte det. Alle var tavse. Folk græd ved dette syn.
Så sagde Bruno Gröning: 'Jeg beder blinde og døvstumme om at komme hen til indgangen.' Så gik jeg derhen med min svigermor, og blandt andre talte han også med hende. Der ved indgangen tog Bruno Gröning også et ca. to år gammelt, døvstumt barn fra sin mors arm. Hr. Gröning aede barnet og talte med ham. Lidt senere holdt han en stemmegaffel hen til barnets øre. Derpå drejede barnet hovedet. Det var helt tydeligt at se, at barnet nu kunne høre. Et andet barn kom til at se. Det var de mest gribende scener, jeg har set i mit liv.
Senere kørte vi hjem igen. Min svigermor kom til at se så meget, at hun ved egen hjælp frit kunne bevæge sig rundt i sit hjem. Hendes almentilstand forbedredes, så hun ikke mere behøvede hjælp til påklædning og dagligt toilette.
Bruno Gröning var beskedent og enkelt klædt som alle andre. Dog udstrålede han kærlighed som ingen anden. Man kunne med det samme have tiltro til ham. Hans udstråling sagde simpelthen mere en tusinde ord.
Tidsvidnet H. Steurer
Bruno Gröning hjælper en krigsinvalid
Bruno Gröning rejste ofte med toget til folk der søgte hjælp, da der undervejs på en rejse skete følgende:
H. Steurer: "Toget, hvori Bruno Gröning sad, rullede ind på banegården i Innsbruck, hvor det gjorde et kort ophold. Bruno Gröning trak vinduet i sin kupe ned og så ud. Samtidig ventede jeg på denne perron. Jeg havde stærke smerter.
Jeg havde hørt om Bruno Grönings virke for den lidende menneskehed gennem avisartiklerne. Overfor holdt hurtigtoget, som Bruno Gröning så ud fra. Jeg gik derhen og bad Bruno Gröning, om han ville hjælpe mig, da jeg havde så stærke smerter. Bruno Gröning gik et øjeblik ind i kupeen, og rakte mig så en staniolkugle ud gennem vinduet. Han sagde, at jeg skulle lægge kuglen på det smertende sted og bede. Så startede hans tog igen.
Smerterne stammede fra de kvæstelserne, der opstod af sprængstykkerne fra en mineeksplosion. Jeg mistede dengang mit høje øje og en arm. Jeg fulgte straks Bruno Grönings råd og lagde kuglen på. I løbet af ganske kort tid forsvandt smerterne, og de kom ikke igen. Fra første øjeblik gjorde hr. Gröning et særligt og storartet indtryk på mig. Jeg havde følelsen af, at han var en menneske, der virkelig kunne hjælpe. Han forlangte heller ikke penge for kuglen, men hjalp mig simpelthen uselvisk."
