Traberhof - Massetilstrømning i Rosenheim

Op til 30.000 mennesker, der søgte hjælp, samlede sig i september 1949 foran Gröning

Efter afslutningen af Heidelberg-undersøgelserne [Krydshenvisning til artikel 5] vendte Bruno Gröning sig i august 1949 mod Sydtyskland. Han ville bort fra det røre der var blevet skabt om hans person, og trak sig tilbage på en privat landejendom ved Rosenheim nær München. Først lykkedes det ham at holde sit opholdssted hemmeligt, men efter at den første avis havde fortalt om hans ankomst til Bayern, kom det til en sand masseinvasion.

Op til 30.000 mennesker strømmede dagligt til Traberhof ved Rosenheim. Presse, radio og ugerevy rapporterede. Selv en biograffilm blev der lavet, den bar titlen "Gröening" og dokumenterede det, der skete omkring ham.

Bibelske scener

Avisen Zeitungsblitz skrev i anden uge af september i en særudgave: "I mellemtiden havde der forsamlet sig mere end titusind mennesker som i timevis ventede i glødende varme på det store øjeblik, hvor Gröning trådte ud på balkonen, talte til mængden og udstrålede sin helbredende kraft. Folk stod tæt sammenpressede for at få det fulde udbytte af hans 'helbredende stråler'. Snart begyndte reaktionerne at ske hos de mest syge i og kørestole og på sæder, eller hos enkeltstående i periferien. Atter begyndte halvblinde at se, atter rejste de gangbesværede sig, og de lamme strakte deres stive lemmer. Hundredevis berettede om forstærkede smerter på de syge steder, om trækken, stikken eller kriblen, om en ubeskrivelig 'lethedsfølelse' eller hovedsmerter, som pludselig forsvandt."

Ikke kun på Traberhof kom det til bibelske scener. Overalt hvor Gröning dukkede op, blev han med vindens hastighed omringet af utallige syge. Anita Höhne beskriver tilstanden om Gröning i sin bog Nutidig åndelig helbreder: "Så snart Gröning bare meldte sin ankomst, begyndte mennesker at valfarte. De scener, som jorunalisten Rudolf Spitz overværede ved et Gröningbesøg i september 1949 i München var typiske:

'Omkring kl. 19.00 stod tusinder i Sonnenstrasse. Kl. 22.30 stod de der stadig. I fem år har jeg set meget i krigen, men aldrig har jeg været så rystet som i de fire timer, hvor jeg sad overfor Bruno Gröning og oplevede en grufuld parade af elendighed og lidelse. Epileptikere, blinde og lamme på krykker trængtes om ham. Mødre holdt deres lamme børn op mod Gröning. Nogle besvimelde, der hørtes skrig, bønfaldende råb om hjælp, ønsker, hjerteskærende suk.'"

De statslige organer er imødekommende

Anita Höhne citerer fortsat journalisten Rudolf Spitz: "Syge på bårer, lammede, en stor menneskemængde Traberhof ved Rosenheim bemærkede en anden journalist fra München, dr. Kurt Trampler også der, hvor Bruno Gröning dengang boede. Trampler kom som reporter fra ugeavisen Münchner Allgemeinen - en kølig journalist, der kun fastholdt det, han selv så og hørte: 'Vi hørte nu fra balkonen en stemme, der ikke var Grönings, og skyndte os til vinduet. Politichef Pitzer fra München talte til de forsamlede. Han fortæller, at en iskiaslidelse, der havde plaget ham i årevis, er blevet mildnet ved Grönings nærvær . Pitzer er bestemt ikke en mand, der hælder til overtroiske fornemmelser, men han kan bevidne det, han har oplevet på sig selv. Nu bekender han sig offentligt til Gröning, og CSU-forbundsdagsmedlem Hagen følger ham med en lignende erklæring.'"

Også de bayerske myndigheder var venligtsindede over for Bruno Gröning. Dagbladet Münchener Merkur skrev den 7. september 1949 under overskriften "Imødekommenhed overfor Gröning: "På en pressekonference i mandags erklærede ministerpræsident dr. Erhardt, at paragraffer ikke skulle kunne hindre en 'usædvanlig personlighed' som Bruno Gröning i hans virke. Efter hans opfattelse var der ingen større vanskeligheder ved at godkende Gröning i Bayern.

Det bayerske statsministerium for indre anliggender bekendtgjorde ved radaktionens slutning: Den foreløbige afprøvning af Bruno Grönings helbredende virke har vist, at det kan betragtes som en fri kærlighedsgerning, og i disse rammer derfor ikke behøver nogen tilladelse gennem heilpraktikerloven."

Fra Bagvaskelse til lægelig dokumentation af helbredelserne

På Traberhof blev der stort postyr om Gröning. Der indfandt sig mange profitmagere, der ville slå mønt på hans evner. De skadede hans ry og anseelse, og bevirkede en distancering fra myndighederne. Da tilstanden blev uholdbar, trak Gröning sig tilbage til de bayerske bjerge. Han ville følge et tilbud om opbygning af et kursted. Det var hans mål at skabe en institution, hvor de der søgte hjælp, kunne opnå helbredelse under ordnede forhold. Læger skulle foretage for- og efterundersøgelser ligesom i Heidelberg og dokumentere de indtrådete helbredelser.

"Fænomenet" Gröning og videnskabenen

De lægelige undersøgelser i Heidelberg lover en skriftlig anbefaling

På denne tid i Herford begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet Revue at efterprøve Grönings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og lægen prof. dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med helbredte og måtte overrasket slå fast, at Grönings "metode" virkelig var succesfuld. Derpå besluttede Revue sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Gröning". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Gröning gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet en positivt anbefaling. På denne måde håbede Gröning på at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Helbredelser for øjnene af lægerne - "Bruno Gröning er ingen scharlatan"

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 breve om hjælp havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Gröning, som lod "sin metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme delsvist forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bechterews sygdom blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i Revue, erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Gröning ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "Fænomenet Gröning", uden dog at yde ham retfærdighed.

Gröning nægter profimageri

Den endelige bedømmelse/anbefaling skulle udarbejdes efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Gröning, at vejen til hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frigjort. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Gröning: De ville indrette helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv.

Hertil sagde Bruno Gröning: "De finansielle betingelser, som hr. professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslagene fra hr. professor F. og har afslået disse, fordi jeg 1. ikke disponerede over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke havde kunnet opfylde; 2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet. Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som blev givet mig gennem mit kald: At hjælpe dem, der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Udeblivelse af anbefalingen og potentiel konflikt med loven

Med Bruno Grönings afvisende holdning mistede professorerne interessen for ham. Den lovede anbefaling blev aldrig udstedt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve¬jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.

1949 - I offentlighedens brændpunkt

Bruno Grönings virke i Herford

Tusindvis af syge og mennesker, der søgte hjælp belejrede Gröning

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede i længere tid været sengeliggende. Han led af fremskridende muskeldystrofi, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Gröning havde taget sig af drengen, kunne barnet igen gå. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet over sønnens pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" - ifølge Hülsmann - skulle hjælpe.

Bruno Gröning tog imod tilbudet, og fra dag til dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Gröning. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han et dagligt samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra dagbladet Münchner Merkur skrev den 24. juni 1949 bl.a.: "Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der næsten tusind mennesker foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvækkede og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra."

Lammelser, mavesår, blindhed: "Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg rask igen."

Manfred Lütgenhorst fortsætter: 'Tror De på, at De bliver helbredte?' Spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Gröning var i Viersen i Rhinlandet, og her på pladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på pladsen'. De andre syge bekræfteden det skete.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham cigaretten. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Samtidig bevægede han sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Gröning?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Gröning' hørte jeg hende sige. Jeg havde stort besvær med mavesår, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Gröning. [...] Mig så han på, og da var det, som om mavesåret faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at mavesåret var forsvundet. Jeg har stillet mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!'

Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse det øjeblik, hvor hr. Gröning kommer herud.' Så bragte jeg ham rundstykker med pålæg og sagde, at jeg ville sørge for, at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Gröning kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var trukket fra hans øjne. Han beskrev den taske for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og fandt han vej alene til banegården. Alle de, der stod omkring, græd af glæde."

Helbredelsforbud fra myndighedernes - og fra lægestandens side

Det varede ikke lang tid før også myndighederne - først og fremmest sundhedsmyndighederne – tog sig af sagen. En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Gröning fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke og forlangte, at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse. Hvilken indstilling der gemte sig bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Gröning kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Gröning." I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede var mislykket.

Karriere og udslaggivende stationer i livet

Forberedelser til hans senere virke

Tvungne og afbrudte læreår

Efter at have gået i folkeskolens femte klasse, begyndte Bruno Gröning en handelsmæssig uddannelse, som han dog efter pres fa faderen måtte afbryde efter 2½ år. Murerformanden ville have at hans søn ligeledes skulle lære et byggefag. Han lod ham uddanne som tømrer, men heller ikke her kom det til en afgangseksamen. Efterkrigstidens urolige økonomiske forhold lod det ikke komme så vidt. Tre måneder før afslutningen af læretiden måtte firmaet hvor han var i lære, lukke på grund af manglende ordrer. I den følgende tid levede han af de mest forskelligartede arbejder. Egon Arthur Schmidt skrev om denne tid:

"Alt arbejde, han tog fat på, lykkedes"

"Forskellige arbejdskolleger fortalte mig, at det var særligt kendetegnende, at alt arbejde han tog fat på lykkedes for ham, hvad enten han reparerede ure, radioer, eller var beskæftiget som blikkenslager. Tekniske ting lå særdeles godt for ham. Han havde heller aldrig været bange for at udrette det groveste og tungeste fysiske arbejde. Som havnearbejder trak han på nøjagtig samme hammel som sine andre kammerater. Han vedgik åbent, at det jo hørte med til vejen, som førte ham gennem dybet, for at han kunne nå det høje. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: 'Den der aldrig er gået gennem en sump, kan ikke blive en helgen.' Der foreligger tilstrækkelige vidneudsagn fra tidligere rejsefæller, hvoraf en først nåede mig for nylig, og hvor det enkelt og uden forbehold siges, at fortælleren fra et etårigt samarbejde med Bruno Gröning kun mindes denne som den bedst tænkelige kammerat, han nogen sinde havde haft."

Giftemål og familiære slag af skæbnen

Som 21-årig giftede han sig. Men hans kone havde ingen forståelse for ham. Hun ville tvinge ham ind i et snævert, borgerligt familieliv, og opfattede hans helbredelser som "griller". Sønnerne Harald og Günter blev født i 1931 og 1939, og begge døde, da de var 9 år gamle. Selv om mange mennesker allerede havde oplevet helbredelser gennem Bruno Gröning, troede Gertrud Gröning ikke på sin mands kraft til at helbrede. Hun betroede ikke børnene til ham, men til lægerne. Men lægerne kunne ikke hjælpe. Begge drengene døde på sygehuset, Harald 1939 i Danzig, Günter 1949 i Dillenburg. For Bruno Gröning var det et tungt skæbneslag. Selv mange år efter fik han tårer i øjnene, når han talte om sine sønner.

Således var tiden mellem verdenskrigene en forberedelsestid for ham til hans senere virke. Han måtte gøre mange bitre erfaringer for at kunne forstå og have medfølelse med mennesker i alle sociale lag.

At hjælpe i stedet for at skyde-ved fronten og i krigsfangenskab

I anden verdenskrig blev han indkaldt til Værnemagten i 1943. Der kom det til stridigheder med hans foresatte. På grund af sin vægring mod at skyde på mennesker, blev han truet med at blive stillet for en krigsret. Til slut måtte han alligevel tage til fronten. Han blev såret, kom i russisk fangenskab, og kom i slutningen af 1945 til Vesttyskland, fordrevet fra sin hjemstavn.

Bruno Gröning holdning i krigstiden var præget af hans ønske om at hjælpe. Selv ved fronten benyttede han enhver lejlighed til at hjælpe sine kammerater eller civilbefolkningen.

I en russisk landsby muliggjorde han adgangen til hærens levnedsmiddeldepot for den hungertruede befolkning. I fangenskabet kæmpede han for at skaffe sine kammerater bedre klæder, bedre mad og bedre husly. Utallige der led af ødemer pga. sult, hjalp han til helbredelse. I krigens rædsel har han ikke dræbt noget menneske, men hjulpet utallige.

Ægteskabelig skilsmisse og forbundethed med alle mennesker

I december 1945 blev han løsladt fra fangenskabet, opbyggede sig en ny eksistens i det hessenske Dillenburg, og hentede sin familie hjem til sig. Efter at hans anden søn også var død, og hans kone ville forbyde ham enhver hjælpende virksomhed, blev han skilt fra hende. Han følte sig forpligtet til at lade de helbredende kræfter, som han rådede over, komme alle mennesker til gode. Han sagde: "Jeg tilhører ikke den enkelte, jeg tilhører menneskeheden."

I begyndelsen af 1949 førte hans vej ham til Ruhrområdet. Gennem beretninger fra nogle helbredte blev flere og flere mennesker opmærksomme på Bruno Gröning. Han drog fra hus til hus, altid derhen hvor der var brug for ham, hvor syge bad om hjælp. Således virkede han i små kredse, til han i marts 1949 fik en invitation fra en ingeniør i Herford til at besøge dennes søn.

Barndom og ungdom

Pryglet, spottet, manglende forståelse, taget imod – et barn, der er anderledes end de andre

Flugt fra hårdhjertede omgivelser ud i naturen: "Her oplevede jeg Gud"

Bruno Gröning blev født den 30. maj 1906 i Danzig-Oliva (Gdansk) som det fjerde af ægteparret August og Margarethe Grönings syv børn. Hans forældre bemærkede allerede tidligt det usædvanlige ved deres søn, f. eks. Kom de dyr, der regnedes for at være sky, så som harer og rådyr spontant hen til ham og lod sig uden angst klappe af ham.

Jo ældre Bruno Gröning blev, desto mere fremmed syntes han omverden for ham. Gröning fortalte, at han mange gange bev banket gul og blå derhjemme. Han fortalte, at slagene ikke gjorde ikke ondt på kroppen, men han følte sig ikke forstået.

Ked af omgivelsers hårdhjertethed flygtede den lille Bruno ud i naturen. Han følte sig mere tiltrukket af dyrene, træerne og buskene end af mange mennesker. Ofte forsvandt han i timevis i den nærliggende skov.

"Her oplevede jeg Gud. I hver en busk, i hvert træ, i hvert dyr, ja selv i stenene. Overalt kunne jeg stå og gruble i timevis - der var egentlig ikke nogen tidsfornemmelse - og altid var det, som om hele mit indre liv udvidede sig i én uendelighed."

Han deltog aldrig i de jævnaldrendes vilde slagsmål. Derfor blev han ofte genstand for ond spot og blev pryglet og straffet for at være anderledes.

Helbredelser hos dyr og mennesker, som gerne ses

Med tiden blev det aspekt i Bruno Grönings væsen tydeligt, der senere skulle føre ham i offentlighedens søgelys: I hans nærvær blev mennesker og dyr raske. Specielt under den første verdenskrig opsøgte han ofte lazarettet, hvor man gerne så ham. De sårede følte sig godt tilpas i hans nærhed, og mange blev raske. Syge sendte også bud til hans mor med ønsket om, at hun skulle komme til dem med den lille Bruno. I familien og bekendtskabskredsen tog man gerne imod drengens helbredende evne.

Stræben efter selvstændighed

Bruno Gröning skriver i sit levnedsløb: "Allerede som lille barn blev syge mennesker fri for deres lidelser i mit nærvær, og både børn og voksne blev ved ophidselse eller stridigheder fuldkommen rolige efter nogle ord fra mig. Som barn har jeg også kunnet konstatere, at dyr der sædvanligvis blev anset for sky eller ondskabsfulde, viste sig godmodige og tamme overfor mig. Mit forhold til barndomshjemmet var derfor underligt og anspændt. Jeg stræbte snart mod fuld selvstændighed for at komme bort fra det at 'være misforstået' af min familie ."

Bruno Gröning (1906-1959)

Et usædvanligt menneske i den sociale kontrovers

I 1949 kom navnet Bruno Gröning fra den ene dag til den anden i den tyske offentligheds søgelys. Der blev fortalt om ham i alle medier og i ugebladene. I månedsvis holdt den unge tyske republik vejret i forbindelse med begivenhederne omkring "Mirakeldoktoren", som han hurtigt blev kaldt. Der blev lavet en biograffilm, nedsat videnskabelige undersøgelseskommissioner, og myndighederne beskæftigede sig på højeste plan med fænomenet Bruno Gröning. Den nordrheinwestfalske socialminister lod Bruno Gröning retsforfølge på grund af overtrædelse af heilpraktikerloven, mens den bayerske ministerpræsident derimod erklærede, at man ikke måtte lade et så "exceptionelt fænomen" som Gröning mislykkes på grund af paragrafrytteri. Det bayerske indenrigsministerium betegnede Grönings virke som "fri kærlighedsgerning."

I alle befolkningslag blev der diskuteret heftigt og kontroversielt om fænomenet Bruno Gröning. De emotionelle bølger gik højt. Gejstelige, læger, journalister, jurister, politikere og psykologer: Alle talte om Bruno Gröning. Hans mirakuløse helbredelser var for den ene nådesgaver fra en højere magt, og for de andre var han en charlatan. Imidlertid blev det gennem medicinske undersøgelser dokumenteret, at der faktisk var tale om helbredelser.

Verdensomspændende interesse for en almindelig arbejder

Bruno Gröning, der blev født i Danzig i 1906, og som efter krigen emigrerede til Vesttyskland som flygtning, var en jævn arbejder. Han levede af de mest forskelligartede jobs, og arbejdede bl. a. som tømrer, fabriks- og havnearbejder. Nu var han pludselig i centrum for den offentlige interesse. Nyhederne om hans mirakuløse helbredelser bredte sig over hele verden. Fra alle verdens lande kom syge, breve med bønner og tilbud. I titusindvis af mennesker, der søgte helbredelse, kom til de steder, hvor han virkede. En medicinsk revolutionvar ved at bane sig vej.

I et fastlåst greb af forbud, retssager og profitjagende medarbejdere

Men der var også modsatrettede kræfter på spil. De forsøgte med alle midler at få Bruno Grönings virksomhed forbudt. Han blev forfulgt af forbud mod at helbrede, og der blev indledt retssager mod ham. Alle forsøg på at styre hans virke ind i faste rammer mislykkedes. For det første på grund af modstand fra toneangivende samfundskræfter, for det andet på grund af hans medarbejderes udygtighed eller profitbegær. Da Bruno Gröning døde i Paris i 1959, var den sidste retssag imod ham i fuld gang. Processen blev indstillet, og der blev aldrig afsagt en endelig dom. Men mange spørgsmål forblev åbne.

Gud er den største læge

Der findes intet uhelbredeligt

Hav tillid og tro – en forudsætning for helbredelse

Virkelig helbrede kan kun Gud, intet menneske. Gud er den største læge. For Ham findes der intet uhelbredelig, intet umuligt. Gang på gang sagde Bruno Gröning: "Hav tillid og tro, den guddommelige kraft hjælper og helbreder!"

Det eneste, han forventer af den, der søger hjælp er, at man er klar til at vise ham tillid og at optage troen på Gud, på Hans helbredende kraft og ens egen helbredelse. Når et menneske opfylder disse forudsætninger, kan Bruno Gröning hjælpe. Selv når den enkeltes tro er for svag, tilbyder han sin hjælp: "Hvis De i dag endnu ikke kan tro, så vil jeg gøre det for Dem, indtil De virkelig tror. Og hvis De i dag endnu ikke beder, endnu ikke kan bede, så vil jeg også gøre det for Dem."

Gud er ingen straffende dommer

Sådan kan mennesker, der optager troen på sundhed, få del i Guds hjælp gennem Bruno Gröning. Mennesket skal opleve, at Gud ikke er en straffende dommer, men en kærlig Far. Alle mennesker er Hans børn, og Han er deres ven og frelser.

Gennem Bruno Gröning kan mennesket igen opleve Guds undere. Gud er den største læge og hjælper for alle mennesker. For Ham er intet umuligt. Bruno Gröning sagde: "Der findes meget, der ikke kan forklares, men intet der ikke kan ske."

Mennesket er ånd

Kroppen er kun det jordiske hylster for ånd og sjæl

Bruno Gröning forklarede sine tilhørere om menneskets sande væsen: "Hvem er De?" spurgte han. Ingen af hans tilhørere havde et svar, udover at nævne sit navn. Det var ikke nok gældende for Bruno Gröning. "Er De Deres krop?" forskede han videre. På vores tavshed forklarede han os, at vi i umindelige tider ikke har været krop, men ånd. Vores krop havde vi kun fået til låns af Gud ved fødslen til dette jordeliv, og vi afgiver den til jorden, når vi går hjem. Vores sjæle skaber forbindelsen mellem ånden og kroppen, og tager de gode og onde erfaringer med herfra til det hinsides. Sjælen er bæreren af den guddommelige gnist der, i det øjeblik hvor mennesket åbner sig for troen, muliggør forbindelsen til Gud. Hvis sjælen lukker sig af mangel på tro, bliver forbindelsen til Gud afskåret.

Kroppen er altså ikke det væsentlige ved men-nesket, men kun det jordiske hylster for ånd og sjæl. Således er alt ikke forbi med kroppens død, som mange mennesker tror i dag, men livet går videre. Det er ikke bundet til kroppen.

Mennesket er ikke ondt – kun når det forsømmer sig selv, forfalder det til den onde

Mennesket er ånd, dets krop er en gave, som Gud stiller til rådighed for det som værktøj i et jordeliv. Menneskets egentlige bestemmelse er at udnytte kroppen til det gode, og med dens hjælp omsætte gode tanker i handling. Gennem den fri vilje har mennesket imidlertid også den mulighed at misbruge den (kroppen) til det onde, til at stjæle, at slå ihjel, at ødelægge. På et menneskes handlinger kan man aflæse, hvem han står i forbindelse med, i hvis tjeneste han er: I Guds tjeneste eller i Satans tjeneste. Det betyder ikke, at mennesket som sådan er godt eller dårligt, men:

"Mennesket er og bliver guddommeligt, aldrig er det djævelsk, aldrig er det satanisk, mennesket er aldrig ondt, men når han forlader Gud, når han forsømmer sig selv, kan han kun blive behæftet med det onde. Det onde griber fat i ham, og så må han tjene den onde. Det er ikke mennesket, der gør det onde, men den onde. Fra den onde kan vi ikke forvente noget godt! Men ligeså, fra Gud intet ondt!"

"Hvis han [mennesket] er for svagt, forfalder han til den onde, så falder han ned, og så kan han ikke gå denne vej, der fører opad, dertil mangler der kraft, han falder ned og falder i armene på den onde, og er så udleveret til den onde. Hvis der her ikke kommer en frelsende, en hjælpende hånd ogredder ham ud derfra, er han fortabt i et langt stykke tid. Han må så tjene den onde."

Enhver tanke har en virkning

Det er ethvert menneskes pligt at holde sin krop i orden. Men hver negativ tanke, hvert ondt ord og hver vred handling har en skadelig virkning på kroppen, dvs. når ånden ikke er forbundet med Gud, men hengiver sig til den negative kraft, kan det føre til sygdom i kroppen.

Men når sjælen igen åbner sig for indstrømningen af den guddommelige kraft og forbinder sig med ånden, bliver følgen, at kroppen helbredes. Derfor er ens egen åndelige holdning så afgørende. Man må aldrig give lovning på helbredelse. Det er altid op til mennesket selv, om det åbner sig for det gode og tager Bruno Grönings lære til sig. En behandling af kroppen kan kun bekæmpe symptomet, men ikke fjerne årsagen. Det kan kun mennesket selv, idet det fuldbyrder "den store omvendelse".

Tanker er kræfter

En positiv tanke bygger op, en negativ bryder ned

Bruno Gröning opfordrede tit sine tilhørere til at afprøve deres egne tanker og kun optage de gode. Gud og Satan er ikke kun kraft-, men også tankekilder. De sender uophørligt tanker ud: Gud gode, Satan dårlige. Mennesket kan – ifølge Bruno Gröning – ikke selv skabe tanker, men besidder kun evnen til at optage dem.

"Det er så vigtigt hvilke tanker mennesket optager, for tanker er kræfter. Vil mennesket det god, så hjælper Gud ham, vil han noget ondt, så hjælper Satan ham."

Mennesket er ikke viljeløst udleveret til alt, hvad der falder ham ind. Han beslutter selv hvilke tanker han finder sig i, og hvilke ikke. Udvælgelsen skulle han dog træffe samvittighedsfuldt, ikke overfladisk. Bag enhver tanke står en kraft, en positiv tanke bygger op, en negativ tanke bryder ned; en glædelig meddelelse giver vinger, en sørgelig gør modløs. Tanker er åndelige kræfter. De bærer en magt i sig, som det nutidige menneske ikke mere aner noget om. En tanke der er udsprunget af kærlighed, kan få et menneske til at give sit liv for en anden. En der er udsprunget af had, kan derimod drive ham til at dræbe en anden. "Vogt Dem for enhver ond tanke!"

"Alt hvad De optager i Dem, må De igen give fra Dem"

"Allerede i dag skulle De være Dem bevidst om, at hvis D blot optager én eneste ond tanke i Dem, har De oplevet, at yderligere onde tanker er trængt ind i Dem, og at De herefter også har sagt onde ord. Altså, alt hvad De optager i Dem, må De give fra Dem igen."

"Bare ved at have optaget en ond tanke bliver De til tjener af det onde, De bliver så virkelig til Satans tjener! Lad det være sagt til Dem!"

Mennesket handler efter sin vilje

Men hvad kan et menneske stille op mod depressive, tvivlende, angst- eller tvangstanker, hvordan kan man sætte sig til modværge? De dukker pludselig op som ud af den blå luft, stormer ind på en og vil gribe ens sind. Hvad skal man gøre?

Satan vil føre mennesket på vildspor med negative tanker – lige meget hvilken slags – vil bringe ham væk fra den guddommelige vej. Han vil, at mennesket ængstes, ærgrer sig, tvivler på det gode og forbryder sig mod Guds love. For at opnå dette, foregøgler han mennesket, at det er en kastebold for dårlige tanker og følelser, at det er hjælpeløst overladt til dem. Det er løgn og bedrag.

Gud har skabt mennesket sådan, at det selv kan bestemme over sine tanker, sin tale og handlemåde. Optræder en ubehagelig tanke for hans indre øje, så kan han roligt, men bestemt afvise den. Hvis mennesket forbliver standhaftigt, må det onde vige og kan ikke vinde magt over ham. Mennesket bestemmer med sin frie vilje selv over sin skæbne. "Mennesket handler efter sin vilje. Som viljen, så tanken. Tanken fører mennesket til handling."

Først må viljen til sundhed være til stede

Med et enkelt eksempel viste Bruno Gröning, hvor stor betydning tanken har. Ved bygningen af et hus, er den første impuls viljen eller ønsket om at bygge et hus. Så bliver tanken mere og mere konkret, indtil en nøjagtig plan er udfærdiget. Indtil da eksisterer bygningsværket kun i den fremtidige husherres fantasi. Den egentlige bygning af huset er det sidste skridt på en lang vej, hvor talrige overvejelser og forberedelser er gået forud.

Ligesådan er det med helbredelsen. Først må viljen til sundhed være tilstede, så må en tankemæssig adskillelse fra sygdommen være udført, og troen på helbredelsen være optaget. Først det sidste skridt sætter gang i helbredelsen af kroppen. Den er ganske vist ikke menneskets værk, men en nådesakt fra Gud. Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til den, men kan opnå den.

Modsætningerne "godt" og "ondt"

Mennesket lever derimmellem og har hele tiden valget

Når mennesket har mulighed for beslutningen gennem den frie vilje, kommer spørgsmålet: Hvad er alternativerne, som han har at vælge imellem? Bruno Gröning siger: "Tag ikke fejl, venner, og glem ikke, at mennesket lever mellem godt og ondt. Derimellem lever han, der det gode, der det onde, der midt imellem er mennesket, han bestemmer."

Mennesket har valget. Han kan gøre det god eller det onde. Er en af hans nærmeste i nød, kan han hjælpe ham, gå ligegyldigt forbi ham, eller oven i købet udnytte den andens nød. Han kan gøre hvad han vil. Mennesket står i sit liv hele tiden – bevidst eller ubevidst – foran skilleveje, hvor han må beslutte sig for den gode eller den dårlige vej. For det meste er det dagligdags begivenheder, der bestemmer skæbnens forløb.

Hvordan er det f.eks., hvis man bryder med en ven i raseri over et ærligt ord, opsiger en stilling i vrede over chefen, eller afviser et enestående tilbud af krænket stolthed? Hvor ofte er det ikke spontane beslutninger, som man beklager, men ikke mere kan trække tilbage. Et kort øjeblik kan bestemme hele livets senere forløb til det gode eller til det onde.

Opbyggende eller nedbrydende kræfter

Men hvordan kommer det dertil? Hvad står der bag begreberne "godt" og "ondt"? Er hele livet ikke et produkt at blinde tilfælde, som mennesket er hjælpeløst udleveret til?

Det gode – sådan forklarede Bruno Gröning – kommer fra Gud, det onde fra hans modpart, fra Satan! Denne findes virkelig, og han har sat sig det mål at tilintetgøre alt det gode, guddommelige. Bruno Gröning siger: "Hvem gør det, hvem lader intet uforsøgt for at ødelægge det gode, det guddommelige? Hvor kommer sygdommen fra, sygdom på det, der gror her på denne jord? Tag hvad De vil, en eller anden frugt eller et eller andet levende væsen, Satan forsøger gang på gang at ødelægge alt. Det er også lykkedes ham at gnave sig ind på mennesket."

"Den Satan, der eksisterer på denne jord, har ikke ladet noget uforsøgt for at ødelægge det gode og det guddommelige."

"Hvor Gud er, er kærligheden. Hvor Satan er, er der krig."

I det åndelige står disse poler overfor hinanden: Gud som livet selv, og Satan, der vil tilintetgøre det. Hærskarer af åndelige væsener står dem begge bi, og kampen bliver ført med største ubarmhjertighed. Begge sider råder over enorme energier. Deres væsen beskrev Bruno Gröning med enkle ord: "Det guddommelige er opbyggende, og det onde, djævelske, sataniske er nedbrydende."

Begge dele kan mennesket optage og lade virke i sig, såvel i kroppen som i sjælen. Den ene virker styrkende og opbyggende, den anden svækkende og nedbrydende. Den positive kraft gemmer sundheden i sig, den negative sygdommen.

Sygdom er ingen straf fra Gud, men følgen af forkerte tanker og handling

Bruno Gröning sagde, at sygdommen kommer fra det onde, og ikke – som det mange gange påstås – er en straf fra Gud. Sådanne tanker betegnede han som løgne, og han afviste dem bestemt. Gud straffer ikke! Sygdommen er følgen af forkerte tanker og handlinger. Når årsagen er fjernet, vil også virkningen forsvinde, og det er Guds vilje.

"Det er ikke som mennesket tror, at sygdommen skulle være en straf fra Gud. Man kan sammenligne det med, når et barn forlader forældrenes hus. Så kan forældrene ikke mere holde hånden over det, de kan ikke længere beskytte barnet. Sådan har vi også forladt vores Far. Vi må ikke glemme, at vi ene og alene er Guds børn. Kun Han kan hjælpe os! Og Han vil hjælpe os, når vi igen har fundet vejen til Ham."

Den fri vilje

Mennesket bestemmer selv om det vil tro på sygdommen eller sundheden

Et indre opgør

Hvis der optræder smerter under helbredelsesprocessen, er det ikke altid nemt at tænke på Regelungen Mange mennesker bliver usikre: "Er det Regelungssmerter eller sygdomssymtomer?" Så begynder et indre opgør om troen. Her besluttes det om mennesket får helbredelsen, eller hvor længe helbredelsesprocessen skal vare. Det kommer an på hvad man tror mest på, sygdomstankerne eller tankerne på helbredelsen. Tror man stadig på sygdommen, vil man også beholde den, men hvis man kæmper sig igennem til troen på sundheden, så vil helbredelsesprocessen fuldbyrdes. Mennesket bestemmer selv.

Ingen kan tvinges til en helbredelse, man kan kun beslutte sig frivilligt

Det er et vigtigt punkt i Bruno Grönings lære. Hele tiden fremhævede han, at mennesket må have en urørlig, fri vilje, den største gave Gud kunne give et levende væsen. Han kan løfte mennesket op fra et niveau for et opret væsen til niveauet for de frie børn, som ikke er tvunget til at holde Faderens bud, men kan gøre det frivilligt. Dog gør den frie vilje det også muligt for mennesket at gå imod Guds love.

Bruno Gröning respekterede i højeste grad menneskets frie vilje. Derfor kan han kun hjælpe den, der lader sig hjælpe, som er klar til at skille sig af med sygdommen. Han må kun tage den fra det menneske, som giver ham den af egen, fri vilje. Den der sidder på sin sygdom, som hele tiden tænker på den og taler om den, vil vente forgæves på en helbredelse. Sådan sagde Bruno Gröning: "Jeg har lov til at hjælpe et menneske med at finde vejen til det gode, men jeg må hverken tage beslutningen fra ham eller tvinge ham til det gode. Der må enhver selv finde sin vej."

"Regelungen"

Renselse af kroppen kan til at begynde med forårsage smerter

"Regelungen" er en del af en renselsesproces

Mange mennesker får smerter ved optagelse af Heilstrom . Dette fænomen betegnede Bruno Gröning som "Regelung". Det er et tegn på den begyndende omstilling i kroppen. Regelungssmerterne kan ikke sammenlignes med sygdomssmerter. De bevirkes at Heilstrom, og er udtryk for en renselse af det syge organ. Kurt Trampler (helbredt medarbejder en tid hos Bruno Gröning, journalist og forfatter) skriver herom: "Regelungssmerten forvirrer også tit den, der søger hjælp. Reguleringssmerten skal være der. Når Regelungssmerterne sætter ind, bliver enkelte mennesker ofte bange for, at der er sket et tilbagefald. De bliver bange og siger: Det er blevet værre, lad os gå til lægen. Gröning siger: ”Derfor gør jeg Dem opmærksom på, at når Regelungssmerterne kommer, må man udholde dem. Der sker ikke noget slemt, men kun at mennesket bliver rask.”

Regelungs form kan være fuldstændig anderledes. Smerterne kan ligne dem fra sygdommen, undertiden endog være stærkere. Men de kan også ytre sig helt anderledes. Det er forskelligt fra gang til gang, da hvert menneskes krop reagerer individuelt på den helbredende kraft.

Mennesket kan ikke spares for Regelungssmerter. De er en del af en renselsesproces, hvorved sygdommens snavs bliver fjernet fra kroppen ad åndelig vej.Der Regelungsschmerz kann dem Menschen nicht erspart werden. Er ist Teil eines Reinigungsprozesses, bei dem der Schmutz der Krankheit auf geistigem Wege aus dem Körper entfernt wird.

Forløbet af Regelungen

Bruno Gröning forklarede fænomenet Regelungen med eksemplet med en snavset mælkekande. Han spurgte hvad man skulle gøre, når den sure, stinkende mælk i kanden skal udskiftes med frisk mælk. Svaret ligger lige for: Først må den dårlige mælk hældes ud, så skal kanden gøres ren. Helt lige sådan – i overført betydning – er det hos menneskene. Tager man kroppen som kanden, sygdommen som den dårlige, og sundheden som den gode mælk, så må mennesket først i tankerne skille af med sygdommen – hælde den dårlige mælk ud. Derefter bliver kroppen renset for "snavset“, sygdommen – det er Regelungen. Man kan først fylde frisk mælk i, når kanden er gjort ren – sundheden drager ind i mennesket.

I et andet billede sammenlignede han mennesket med en skål frugt: "Tag en skål, der er fuld, ligemeget med hvad, for min skyld gerne med frugt, der står i dagevis, dvs. har stået, og ingen har bekymret sig om den, og ingen har vidst hvordan man behandler den, og den er blevet dårlig. De kan ikke længere nyde denne frugt. Og hvis nogen nu kommer og vil give Dem ny, sund frugt, så ville det være en stor dumhed at lægge den gode, nye, sunde frugt ned til den dårlige, for så ville den gode frugt overgå til samme tilstand, som den dårlige allerede er i. Hvis De vil have den sunde frugt, så må De jo først fjerne den dårlige, den usunde, den der ikke længere kan nydes; men ikke kun det, frugtskålen skal også gøres ren, før den sunde frugt lægges i. Sammenlign skålen med Deres krop, og frugten med Deres syge organer, og det sunde er det som De håber på, men det er umuligt, hvis De ikke kan kaste det dårlige væk, dvs. i dette tilfælde, hvis De beskæftiger dem med Deres sygdom."

At gøre „Einstellen“

Den rigtige kropslige- og åndelige holdning for at kunne optage den guddommelige Heilstrom

Som Heilstrom betegnede Bruno Gröning den åndelige kraft, som bevirker helbredelsen. Han brugte også synonymer som den helbredende bølge og den guddommelige kraft. Men hvordan kan mennesket optage Heilstrom i sig, hvordan kan man åbne sig for den guddommelige kraft? Bruno Gröning anbefalede følgende siddestilling til den, der søgte hjælp: Ikke krydse arme og ben, og åbne, opadvendte håndflader liggende på overlåret. Udover denne ydre stilling, er det vigtigt at lukke af for alle forstyrrende tanker, og koncentrere sig helt om hvad der sker i kroppen. En åben, troende åndsindstilling er en grundliggende forudsætning. På denne måde kan mennesket åbne sig for indstrømningen af den helbredende kraft. Bruno Gröning sagde: "Gud giver os alt godt, vi må blot selv optage alt det, Han sender os. Altså – gør De det nu!"

Hvorfor kropsholdningen er så vigtig, forklarede han i det følgende: "Den, der endnu har en frit bevægelig krop, forkramper den tit og ofte, det er også magten, vanens magt. Benene over kors, lagt over hinanden; selvfølgelig kan man slænge sig en gang imellem, dvs. lade kroppen slange sig, men ikke når man vil modtage det gode, det guddommelige. Da skal man være fri, med åbne hænder, med tomme hænder skal man sidde der – eller stå!"

Kurt Trampler (helbredt medarbejder en tid hos Bruno Gröning, journalist og forlægger) skrev i sin bog Die grosse Umkehr [Den store omvendelse]: "Udover den indre forberedelse er det også vigtigt [...] med en tilsyneladende lille, men dog meget væsentlig, ydre ting. Man skal sidde med fri ryg, og hverken lægge begge ben eller begge hænder ved siden af hinanden. At hænderne berører hinanden, bevirker efter Grönings opfattelse en kortslutning af livsstrømmen i overkroppen. Når benene berører hinanden, eller oven i købet lægges over hinanden, sker det samme i underkroppen. Den der gør sådanne fejl af vane, kunne endog på læn¬ge¬re sigt tiltrække sig ret ubehagelige sygdomme."

Vær opmærksom på, hvad man mærker i sin egen krop.

Den bevidste optagelse af kraften kaldte Bruno Gröning "at stille ind". Mennesket "stiller" sig „ind“ på modtagelsen af den helbredende strøm. Hvor og hvordan det sker, er ikke afgørende. Det vigtigste er at man har ro, har slået alle forstyrrende tanker fra, og nøje lægger mærke til hvad der foregår i kroppen. Bruno Gröning spurgte hele tiden sine tilhørere, hvad de mærkede.

"I behøver kun at stille ind på det for her at kunne modtage den sande, guddommelige sending, eller rettere sagt, at opnå det. Hvordan I opnår at få denne sending, det opdager I. Men hele tiden, igen og igen må jeg sige, at først når I skænker jeres krop virkelig opmærksomhed, så I lægger mærke til hvad der sker i den, i mindre grad omkring den, kun i den, i jeres egen krop."

Ethvert menneske kan mærke den helbredende strøm i sin egen krop. En bliver opmærksom på en kriblen, en anden på kulde- eller hedebølger. En tredje må bevæge arme eller ben, en fjerde må ryste sig. Sådan kalder den helbredende strøm de forskelligste reaktioner frem hos det enkelte menneske.