"Fænomenet" Gröning og videnskabenen

De lægelige undersøgelser i Heidelberg lover en skriftlig anbefaling

På denne tid i Herford begyndte de medicinske faglige medarbejdere fra tidsskriftet Revue at efterprøve Grönings succes med helbredelser. Marburger-psykologen og lægen prof. dr. H. G. Fischer tog til Herford med en speciel stab af korrespondenter. Der førte han samtaler med helbredte og måtte overrasket slå fast, at Grönings "metode" virkelig var succesfuld. Derpå besluttede Revue sig til at bidrage med en videnskabelig opklaring af "Fænomenet Gröning". På universitetsklinikken i Heidelberg skulle "Mirakeldoktorens helbredelsesmetoder" efterforskes.

Bruno Gröning gik ind på Fischers forslag, fordi han ved et gunstigt forløb blev lovet en positivt anbefaling. På denne måde håbede Gröning på at have fundet en måde til at kunne arbejde frit.

Helbredelser for øjnene af lægerne - "Bruno Gröning er ingen scharlatan"

Den 27. juli begyndte undersøgelserne. De personer, som han skulle bevise sin kunnen på, blev udvalgt fra en bred kreds af syge, som med mere end 80.000 breve om hjælp havde henvendt sig til ham. Hertil kom nogle patienter fra Ludolf-Krehl-klinikken i Heidelberg. De blev alle først grundigt undersøgt, og der blev stillet nøjagtige diagnoser. Efterfølgende kom de til Gröning, som lod "sin metode" virke på dem. Herunder var der altid læger tilstede. De skulle bevidne, hvordan sygdomme delsvist forsvandt spontant. Efterundersøgelserne, som blev gennemført på klinikken bekræftede helbredelserne. Selv uhelbredelige lidelser som Bechterews sygdom blev helbredt.

I en forhåndsbedømmelse, trykt i Revue, erklærede professor dr. Fischer udtrykkeligt, at Bruno Gröning ikke var nogen charlatan, men en naturbegavet sjælelæge. På denne måde forsøgte han ud fra sin synsvinkel at forklare "Fænomenet Gröning", uden dog at yde ham retfærdighed.

Gröning nægter profimageri

Den endelige bedømmelse/anbefaling skulle udarbejdes efter vurderingen af alle resultaterne. Man forsikrede Bruno Gröning, at vejen til hans fortsatte virke endegyldigt ville blive frigjort. I mellemtiden forelagde de to professorer Fischer og von Weizsäcker (under hvis protektorat hele foretagendet lå) følgende forslag for Bruno Gröning: De ville indrette helbredelsessteder, hvor han skulle arbejde sammen med læger. Ledelsen og udvælgelsen af patienter beholdt de dog selv.

Hertil sagde Bruno Gröning: "De finansielle betingelser, som hr. professor F. har stillet mig i denne sammenhæng, var så forpligtende at de var uantagelige for mig. Naturligvis blev der ført mange drøftelser herom, også med herrer, som ville finansiere dette værk. Jeg har ikke kunnet erklære mig indforstået med forslagene fra hr. professor F. og har afslået disse, fordi jeg 1. ikke disponerede over en eneste pfennig, og derfor heller ikke kunne overtage finansielle forpligtelser, som jeg ikke havde kunnet opfylde; 2. aldrig har haft til hensigt at lave forretning ud af hele forehavendet. Derfor var alt dette et umuligt forlangende for mig. Desuden ville jeg kun gøre det, som blev givet mig gennem mit kald: At hjælpe dem, der søgte hjælp, og derfor stille mig til rådighed for læger og psykoterapeuter, men aldrig at lave forretning ud af hele sagen."

Udeblivelse af anbefalingen og potentiel konflikt med loven

Med Bruno Grönings afvisende holdning mistede professorerne interessen for ham. Den lovede anbefaling blev aldrig udstedt. I stedet for at give ham mulighed for at virke frit, blev der lagt nye sten i ve¬jen for ham. Som følge af undersøgelsen blev hans "helbredelsesmetode" belagt med begreber som "behandling", "patient" ect. og blev regnet som lægelig virksomhed. Dermed var der forprogrammeret en konflikt med heilpraktikerloven.

1949 - I offentlighedens brændpunkt

Bruno Grönings virke i Herford

Tusindvis af syge og mennesker, der søgte hjælp belejrede Gröning

Den niårige Dieter Hülsmann havde allerede i længere tid været sengeliggende. Han led af fremskridende muskeldystrofi, og ingen af de læger og professorer man havde opsøgt, kunne hjælpe ham. Efter at Bruno Gröning havde taget sig af drengen, kunne barnet igen gå. Ingeniør Hülsmann, som var overvældet over sønnens pludselige helbredelse, bad gæsten om at blive. Han ville også indbyde andre syge, som "mirakelmanden" - ifølge Hülsmann - skulle hjælpe.

Bruno Gröning tog imod tilbudet, og fra dag til dag kom der flere, som søgte hjælp. Flere og flere mennesker hørte om de mirakuløse hændelser, der skete omkring Gröning. Det varede ikke længe før hans navn var på alles læber. Aviserne skrev om "Mirakeldoktoren", og i den britiske zone blev han et dagligt samtaleemne. Tusinder strømmede til Wilhelmsplatz, og menneskemasser belejrede huset.

Manfred Lütgenhorst fra dagbladet Münchner Merkur skrev den 24. juni 1949 bl.a.: "Da jeg om formiddagen ved 10.30 tiden ankom til Herford, stod der næsten tusind mennesker foran det lille toetagers hus på Wilhelmsplatz. Det var et ubeskriveligt billede på elendighed. Talløse lammede i rullestol, andre lammede, som blev båret af deres pårørende, blinde, døvstumme, mødre med åndssvækkede og lammede børn, gamle bedstemødre og unge mænd trængte sig sammen og stønnede. Næsten hundrede biler, lastbiler og busser var parkerede på pladsen, og alle kom de langvejs fra."

Lammelser, mavesår, blindhed: "Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg rask igen."

Manfred Lütgenhorst fortsætter: 'Tror De på, at De bliver helbredte?' Spurgte jeg de syge. De nikkede. 'I går skulle De have været her', svarede en mig. 'Hr. Gröning var i Viersen i Rhinlandet, og her på pladsen rejste fem lammede sig op og gik helbredte hjem. Fjernhealing havde gjort dem raske - her på pladsen'. De andre syge bekræfteden det skete.

Jeg gik videre gennem menneskemængden og stenograferede deres vidunderlige fortællinger. Disse alene kunne fylde en hel bog. Da jeg tændte mig en cigaret, sagde en ung mand bag mig: 'Vil De sælge mig en?' Han havde uniformsjakke på og lignede en, som var vendt hjem fra Rusland. Jeg gav ham cigaretten. Han tændte den og sagde i overmod: 'Se, nu kan jeg igen gøre det hele selv.' Samtidig bevægede han sin højre arm og fingre samt det højre ben. 'Er De også blevet helbredt af Gröning?' spurgte jeg. 'Ja, i Rusland blev jeg lammet i højre side. Hr. Gröning så på mig, og nu er jeg igen helt rask, jeg kan endnu ikke forstå det.' Lykkelig bevægede han sine lemmer.

Jeg styrede hen imod en gruppe, som flokkedes om en hvidhåret, ca. fyrreårig kvinde. 'Naturligvis er jeg også blevet helbredt af hr. Gröning' hørte jeg hende sige. Jeg havde stort besvær med mavesår, tabte mig hele tiden og kunne ikke mere sove for smerter. Tolv personer var vi hos Gröning. [...] Mig så han på, og da var det, som om mavesåret faldt til jorden som en sten. Siden da har jeg ikke haft smerter, tager igen på i vægt, og røntgenfotografierne, som jeg fik taget, viste uimodsigeligt at mavesåret var forsvundet. Jeg har stillet mig til rådighed for den lægelige undersøgelseskommission. Jeg kan fortælle Dem, de var meget forbavsede!'

Kvinden fortsatte straks: 'Men det er slet ingen ting. Sidste uge stod en blind mand her på pladsen. Han ventede flere dage og nætter. Da jeg ofte går herhen, kom jeg i tanke om ham. Det gjorde mig ondt for ham, og jeg inviterede ham til at spise med. 'Nej', sagde han afværgende 'jeg må ikke forpasse det øjeblik, hvor hr. Gröning kommer herud.' Så bragte jeg ham rundstykker med pålæg og sagde, at jeg ville sørge for, at han blev bragt til banegården. 'Jeg behøver ingen hjælp, for jeg vil kunne gå alene til banegården.' Og så oplevede jeg det med egne øjne. Hr. Gröning kom, og den unge mand råbte højt: 'Jeg kan se igen!' Virkelig, sløret var trukket fra hans øjne. Han beskrev den taske for mig, som jeg holdt i hånden. Han sagde: 'Der kører en bil, og sådan og sådan er registreringsnummeret', og fandt han vej alene til banegården. Alle de, der stod omkring, græd af glæde."

Helbredelsforbud fra myndighedernes - og fra lægestandens side

Det varede ikke lang tid før også myndighederne - først og fremmest sundhedsmyndighederne – tog sig af sagen. En undersøgelseskommission blev nedsat, og Bruno Gröning fik forbud mod at helbrede. Nogle indflydelsesrige læger var hans erklærede fjender. De satte alt ind på at sætte en stopper for hans virke og forlangte, at han skulle underkaste sine evner til at helbrede en videnskabelig undersøgelse. Hvilken indstilling der gemte sig bag forbudet, bliver tydeliggjort af følgende udsagn fra en toneangivende, medvirkende læge: "Gröning kan bevise hvad han vil, man vil alligevel ikke give ham tilladelse til at helbrede." "Det strider mod lægernes faglige ære at indlade sig med Gröning." I slutningen af juni måtte han endegyldigt forlade Herford. Alle anstrengelser for at få en tilladelse til at helbrede var mislykket.

Karriere og udslaggivende stationer i livet

Forberedelser til hans senere virke

Tvungne og afbrudte læreår

Efter at have gået i folkeskolens femte klasse, begyndte Bruno Gröning en handelsmæssig uddannelse, som han dog efter pres fa faderen måtte afbryde efter 2½ år. Murerformanden ville have at hans søn ligeledes skulle lære et byggefag. Han lod ham uddanne som tømrer, men heller ikke her kom det til en afgangseksamen. Efterkrigstidens urolige økonomiske forhold lod det ikke komme så vidt. Tre måneder før afslutningen af læretiden måtte firmaet hvor han var i lære, lukke på grund af manglende ordrer. I den følgende tid levede han af de mest forskelligartede arbejder. Egon Arthur Schmidt skrev om denne tid:

"Alt arbejde, han tog fat på, lykkedes"

"Forskellige arbejdskolleger fortalte mig, at det var særligt kendetegnende, at alt arbejde han tog fat på lykkedes for ham, hvad enten han reparerede ure, radioer, eller var beskæftiget som blikkenslager. Tekniske ting lå særdeles godt for ham. Han havde heller aldrig været bange for at udrette det groveste og tungeste fysiske arbejde. Som havnearbejder trak han på nøjagtig samme hammel som sine andre kammerater. Han vedgik åbent, at det jo hørte med til vejen, som førte ham gennem dybet, for at han kunne nå det høje. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: 'Den der aldrig er gået gennem en sump, kan ikke blive en helgen.' Der foreligger tilstrækkelige vidneudsagn fra tidligere rejsefæller, hvoraf en først nåede mig for nylig, og hvor det enkelt og uden forbehold siges, at fortælleren fra et etårigt samarbejde med Bruno Gröning kun mindes denne som den bedst tænkelige kammerat, han nogen sinde havde haft."

Giftemål og familiære slag af skæbnen

Som 21-årig giftede han sig. Men hans kone havde ingen forståelse for ham. Hun ville tvinge ham ind i et snævert, borgerligt familieliv, og opfattede hans helbredelser som "griller". Sønnerne Harald og Günter blev født i 1931 og 1939, og begge døde, da de var 9 år gamle. Selv om mange mennesker allerede havde oplevet helbredelser gennem Bruno Gröning, troede Gertrud Gröning ikke på sin mands kraft til at helbrede. Hun betroede ikke børnene til ham, men til lægerne. Men lægerne kunne ikke hjælpe. Begge drengene døde på sygehuset, Harald 1939 i Danzig, Günter 1949 i Dillenburg. For Bruno Gröning var det et tungt skæbneslag. Selv mange år efter fik han tårer i øjnene, når han talte om sine sønner.

Således var tiden mellem verdenskrigene en forberedelsestid for ham til hans senere virke. Han måtte gøre mange bitre erfaringer for at kunne forstå og have medfølelse med mennesker i alle sociale lag.

At hjælpe i stedet for at skyde-ved fronten og i krigsfangenskab

I anden verdenskrig blev han indkaldt til Værnemagten i 1943. Der kom det til stridigheder med hans foresatte. På grund af sin vægring mod at skyde på mennesker, blev han truet med at blive stillet for en krigsret. Til slut måtte han alligevel tage til fronten. Han blev såret, kom i russisk fangenskab, og kom i slutningen af 1945 til Vesttyskland, fordrevet fra sin hjemstavn.

Bruno Gröning holdning i krigstiden var præget af hans ønske om at hjælpe. Selv ved fronten benyttede han enhver lejlighed til at hjælpe sine kammerater eller civilbefolkningen.

I en russisk landsby muliggjorde han adgangen til hærens levnedsmiddeldepot for den hungertruede befolkning. I fangenskabet kæmpede han for at skaffe sine kammerater bedre klæder, bedre mad og bedre husly. Utallige der led af ødemer pga. sult, hjalp han til helbredelse. I krigens rædsel har han ikke dræbt noget menneske, men hjulpet utallige.

Ægteskabelig skilsmisse og forbundethed med alle mennesker

I december 1945 blev han løsladt fra fangenskabet, opbyggede sig en ny eksistens i det hessenske Dillenburg, og hentede sin familie hjem til sig. Efter at hans anden søn også var død, og hans kone ville forbyde ham enhver hjælpende virksomhed, blev han skilt fra hende. Han følte sig forpligtet til at lade de helbredende kræfter, som han rådede over, komme alle mennesker til gode. Han sagde: "Jeg tilhører ikke den enkelte, jeg tilhører menneskeheden."

I begyndelsen af 1949 førte hans vej ham til Ruhrområdet. Gennem beretninger fra nogle helbredte blev flere og flere mennesker opmærksomme på Bruno Gröning. Han drog fra hus til hus, altid derhen hvor der var brug for ham, hvor syge bad om hjælp. Således virkede han i små kredse, til han i marts 1949 fik en invitation fra en ingeniør i Herford til at besøge dennes søn.

Barndom og ungdom

Pryglet, spottet, manglende forståelse, taget imod – et barn, der er anderledes end de andre

Flugt fra hårdhjertede omgivelser ud i naturen: "Her oplevede jeg Gud"

Bruno Gröning blev født den 30. maj 1906 i Danzig-Oliva (Gdansk) som det fjerde af ægteparret August og Margarethe Grönings syv børn. Hans forældre bemærkede allerede tidligt det usædvanlige ved deres søn, f. eks. Kom de dyr, der regnedes for at være sky, så som harer og rådyr spontant hen til ham og lod sig uden angst klappe af ham.

Jo ældre Bruno Gröning blev, desto mere fremmed syntes han omverden for ham. Gröning fortalte, at han mange gange bev banket gul og blå derhjemme. Han fortalte, at slagene ikke gjorde ikke ondt på kroppen, men han følte sig ikke forstået.

Ked af omgivelsers hårdhjertethed flygtede den lille Bruno ud i naturen. Han følte sig mere tiltrukket af dyrene, træerne og buskene end af mange mennesker. Ofte forsvandt han i timevis i den nærliggende skov.

"Her oplevede jeg Gud. I hver en busk, i hvert træ, i hvert dyr, ja selv i stenene. Overalt kunne jeg stå og gruble i timevis - der var egentlig ikke nogen tidsfornemmelse - og altid var det, som om hele mit indre liv udvidede sig i én uendelighed."

Han deltog aldrig i de jævnaldrendes vilde slagsmål. Derfor blev han ofte genstand for ond spot og blev pryglet og straffet for at være anderledes.

Helbredelser hos dyr og mennesker, som gerne ses

Med tiden blev det aspekt i Bruno Grönings væsen tydeligt, der senere skulle føre ham i offentlighedens søgelys: I hans nærvær blev mennesker og dyr raske. Specielt under den første verdenskrig opsøgte han ofte lazarettet, hvor man gerne så ham. De sårede følte sig godt tilpas i hans nærhed, og mange blev raske. Syge sendte også bud til hans mor med ønsket om, at hun skulle komme til dem med den lille Bruno. I familien og bekendtskabskredsen tog man gerne imod drengens helbredende evne.

Stræben efter selvstændighed

Bruno Gröning skriver i sit levnedsløb: "Allerede som lille barn blev syge mennesker fri for deres lidelser i mit nærvær, og både børn og voksne blev ved ophidselse eller stridigheder fuldkommen rolige efter nogle ord fra mig. Som barn har jeg også kunnet konstatere, at dyr der sædvanligvis blev anset for sky eller ondskabsfulde, viste sig godmodige og tamme overfor mig. Mit forhold til barndomshjemmet var derfor underligt og anspændt. Jeg stræbte snart mod fuld selvstændighed for at komme bort fra det at 'være misforstået' af min familie ."

Bruno Gröning (1906-1959)

Et usædvanligt menneske i den sociale kontrovers

I 1949 kom navnet Bruno Gröning fra den ene dag til den anden i den tyske offentligheds søgelys. Der blev fortalt om ham i alle medier og i ugebladene. I månedsvis holdt den unge tyske republik vejret i forbindelse med begivenhederne omkring "Mirakeldoktoren", som han hurtigt blev kaldt. Der blev lavet en biograffilm, nedsat videnskabelige undersøgelseskommissioner, og myndighederne beskæftigede sig på højeste plan med fænomenet Bruno Gröning. Den nordrheinwestfalske socialminister lod Bruno Gröning retsforfølge på grund af overtrædelse af heilpraktikerloven, mens den bayerske ministerpræsident derimod erklærede, at man ikke måtte lade et så "exceptionelt fænomen" som Gröning mislykkes på grund af paragrafrytteri. Det bayerske indenrigsministerium betegnede Grönings virke som "fri kærlighedsgerning."

I alle befolkningslag blev der diskuteret heftigt og kontroversielt om fænomenet Bruno Gröning. De emotionelle bølger gik højt. Gejstelige, læger, journalister, jurister, politikere og psykologer: Alle talte om Bruno Gröning. Hans mirakuløse helbredelser var for den ene nådesgaver fra en højere magt, og for de andre var han en charlatan. Imidlertid blev det gennem medicinske undersøgelser dokumenteret, at der faktisk var tale om helbredelser.

Verdensomspændende interesse for en almindelig arbejder

Bruno Gröning, der blev født i Danzig i 1906, og som efter krigen emigrerede til Vesttyskland som flygtning, var en jævn arbejder. Han levede af de mest forskelligartede jobs, og arbejdede bl. a. som tømrer, fabriks- og havnearbejder. Nu var han pludselig i centrum for den offentlige interesse. Nyhederne om hans mirakuløse helbredelser bredte sig over hele verden. Fra alle verdens lande kom syge, breve med bønner og tilbud. I titusindvis af mennesker, der søgte helbredelse, kom til de steder, hvor han virkede. En medicinsk revolutionvar ved at bane sig vej.

I et fastlåst greb af forbud, retssager og profitjagende medarbejdere

Men der var også modsatrettede kræfter på spil. De forsøgte med alle midler at få Bruno Grönings virksomhed forbudt. Han blev forfulgt af forbud mod at helbrede, og der blev indledt retssager mod ham. Alle forsøg på at styre hans virke ind i faste rammer mislykkedes. For det første på grund af modstand fra toneangivende samfundskræfter, for det andet på grund af hans medarbejderes udygtighed eller profitbegær. Da Bruno Gröning døde i Paris i 1959, var den sidste retssag imod ham i fuld gang. Processen blev indstillet, og der blev aldrig afsagt en endelig dom. Men mange spørgsmål forblev åbne.