Helbredelse af dyb depression (PTBS)

R.Z. (43) Melbourne, Australien

Allerede som barn var jeg depressiv. Min far var ofte voldelig overfor mig. Jeg var altid meget stille, ængstelig og sov dårligt. Da jeg var ni år gammel, blev jeg misbrugt. Familien vidste besked om det, men gjorde ikke noget. Da jeg var 16 år, forsøgte jeg at tage mit eget liv, idet jeg tog en overdosis piller – men ”uden held“. I skolen klarede jeg mig dårligt i alle fag. Derigennem hadede jeg mig selv endnu mere og troede, at jeg ikke duede til noget. Da jeg var 18 år flyttede jeg hjemmefra. Fra jeg var 22 år var jeg mere end fire år i psykiatrisk behandling. Jeg tog ingen medicin pga. bivirkningerne. Mit ægteskab gik i stykker efter tre år og den behandlende psykiater sagde til mig, at han ikke kunne gøre mere for mig. Jeg gennemgik en odyssé af psykologer, psykiatere, læger, hospitaler, åndelige healere og heilpraktikere. Ved enhver erindring om min fortid forfaldt min krop. Jeg gemte mig og oplevede svære panikanfald, som havde jeg et hjertetilfælde. Så besvimede jeg i timevis. Jeg holdt dørene lukkede og græd mig i søvn i årevis. Depressionerne, angsten og panikanfaldene blev efterhånden så slemme, at jeg i 2003 blev indlagt på en psykiatrisk klinik. Efter nogle prøver blev jeg indstillet til medicin (Cipramil, senere Avanza = Mirtazapin), som også hjalp. Jeg tænkte, at nu var alt i orden, men der var stadig noget i min sjæl, som skreg højt. I 2005 forsøgte jeg at stoppe med medicinen med hjælp fra en psykiater. Da jeg havde reduceret dosis til én tablet (30 mg), begyndte abstinenssymptomerne. Jeg led af svedeture, smerter, angst, rystelser, kvalme og agorafobi (angst for åbne pladser). Jeg besluttede at fortsætte med medicinen. Man ordinerede mig sovepiller og Valium mod abstinenserne, men da jeg igen forhøjede dosen af Avanza til 60 mg, stoppede alle abstinenssymptomer. Dette var en stor skuffelse for mig, fordi jeg nu så, at jeg var stærkt afhængig af denne medicin. Jeg havde følelsen af, at jeg ville tilbringe resten af mit liv i terapi og hos læger. Depressionen var så slem, at jeg fortsat græd meget, havde smerter overalt og ville afslutte mit liv. Selvmordet skulle finde sted den 1. juli 2007.

Til sidst er der kun Guds hjælp

Den 29. juni 2007 faldt jeg på knæ på en bro i en befærdet bydel i Melbourne og bad Gud om at hjælpe mig. Hvis jeg ikke fik noget tegn, så ville jeg begå selvmord søndag, den 1. juli 2007. Dagen efter ringede en veninde, som ingen anelse havde om mine problemer. Hun spurgte, om vi ikke kunne mødes over en kop kaffe og fortalte mig herved om en film om en helbreder. Jeg bad Gud om at vise mig den rigtige vej og så filmen den 1. juli 2007.

Redningen

Under filmen ”Fænomenet Bruno Gröning“ kunne jeg ikke lade være at græde. Mit hjerte var åbent og jeg følte varme og kærlighed. Et tidsvidne skildrede i filmen sin helbredelse for mavekræft og han talte om forløsning. Det berørte mig meget. Jeg mærkede hvordan Heilstrom* bevægede sig gennem min krop. Da filmen sluttede var jeg glad og mærkede energien. På dette tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, at jeg var blevet helbredt, men jeg var taknemmelig for, at Gud havde hørt mine bønner. Fra den dag af gik det mig bedre. Jeg dyrkede sport igen. Efter et stykke tid havde medicinen ved indtagelsen sågar den modsatte virkning dvs. jeg blev depressiv af at tage den. Efter besøget på en af Vennekredsens kongresser i Sydney i april 2008 fik jeg stærke Regelungen*, havde brug for en masse søvn og havde hovedpine. Efter Regelungen* havde jeg ikke længere depression eller abstinenssymptomer. Angst- og panikanfaldene var forsvundet. Jeg gik nu også regelmæssigt til Vennekredsmøderne* og indstiller mig to gange dagligt på Heilstrom. Jeg blev forløst, og er nu fri for smerte, afhængighed, behandlinger, læger og følelsen af at være forpint. Jeg takker Gud og vores ven Bruno Gröning for, at jeg har fået mit liv tilbage.

Kommentar fra psykolog

Fru Zenel udviklede allerede i de unge år en recidiverende depressiv forstyrrelse med suiciditet (selvmordsrisiko) samt en kronisk posttraumatisk forstyrrelse med undertrykkelelse af de dårlige erindringer og samtidige flashbacks, dissociation, frygtsomhed, angstanfald, frygtsomhed og søvnforstyrrelser. Hverken forskellige psykoterapeutiske eller psykofarmakologiske behandlingsforsøg førte til nogen varig bedring af hendes tilstand. En pludselig forandring på oplevelses- og adfærdsområdet efter kontakten med Bruno Grönings lære er på dette tidspunkt ud fra psykologisk synspunkt ikke til at forklare og meget usædvanligt. Man må her gå ud fra at det er en helbredelse ad åndelig vej.
R.B. lic., Phil. Psykolog