Helbredelse af mangeårig afhængighed af stoffer.

A. M. (42), Wels (Østrig)

”Skal I ikke prøve at ryge med?“ En invitation med katastrofale følger for hele mit senere liv. Jeg var netop blevet 17 år, meget genert og havde overhovedet ingen selvtillid, da min daværende ven og senere ægtemand og jeg blev inviteret på en joint (hashcigaret) af en bekendt.Denne venlige invitation fra såkaldte venner blev fulgt op af flere, som vi gerne efterkom. Fælden var stillet op, og vi gik lige i den, ligesom mange før og efter os. Allerede efter kort tid begyndte vi selv at købe hash, som vi i starten kun røg i weekenderne.

Snigende afhængighed

Efter ca. to til tre måneder røg vi allerede hver aften og efter omkring et halvt år også i løbet af dagen. Selv når jeg gik på arbejde, forlod jeg aldrig huset i ”ædru“ tilstand. Hvor mange gram jeg indtog om dagen var ikke så let at kontrollere, da jeg sjældent røg alene, men jeg går ud fra at det var ca. 3 gram, sandsynligvis var det mere. Indtagelsen af hash blev til en fast bestanddel af vores liv. De ydre tegn på forbruget af stoffer kunne jeg ret godt skjule med dråber mod røde øjne.

Paletten udvider sig

Spektret af midler, der virker bedøvende er gigantisk og jeg afprøvede alt muligt: Således tog jeg snart alt, hvad jeg kunne få fingre i: LSD-trip, speed, kokain, hallucinogene svampe, tabletter (Lexotan, Rohypnol osv.) samt alkohol. Tit tog jeg nogle tabletter, drak for det meste tequila og øl til, indtil jeg ikke kunne mærke noget mere – og naturligvis heroin!

Når jeg i dag tænker tilbage, var jeg på intet tidspunkt nøgtern mere. Det skete alt sammen snigende, til sidst bestod den samlede bekendtskabskreds af mennesker, der tog stoffer. Dengang tænkte jeg, at jeg endnu havde det under kontrol, hvilket dog i lang tid ikke havde været tilfældet. Da jeg var 29, døde min mand ved en færdselsulykke.

Holdepunktet forsvandt

Fra da af gik det for alvor ned ad bakke. Jeg mistede ethvert holdepunkt i livet og var ikke i stand til at passe et regelmæssigt arbejde. For at bedøve den sjælelige smerte og for at glemme, begyndte jeg allerede om morgenen at sprøjte mig med heroin. Herpå fulgte de seks værste år i mit liv. Alt efter kvalitet havde jeg brug for mellem et og to gram heroin om dagen og tog alt, hvad der lige var til rådighed.

Uden heroin var jeg ikke i stand til noget som helst, kunne hverken spise eller drikke. Ikke en gang en slurk vand blev i min mave, dertil kom opkastninger, diarre, kuldegysninger, kramper, kulde og smerter i hele kroppen. Tilstande så forfærdelige, at jeg blot ønskede at dø. Når jeg så havde taget heroin, gik alle smerter væk, jeg kunne igen spise og drikke og havde det godt.

Dertil kom angsten for politiet, for uden at handle med stoffer indbyrdes, gik det ikke. Jeg solgte alle mine værdigenstande og fik stor gæld i banken. Jeg var skrumpet ind til 45 kg med en kropshøjde på 1,68 m og var fysisk set et vrag.

Tit ville jeg blot dø

For at spare mine forældre for den smerte, som synet af mig forvoldte dem, afbrød jeg kontakten med min familie. I denne tid havde jeg ingen kontakt til andre ”normale“ mennesker. På trods af det, opgav mine forældre og min familie mig aldrig. Om min mor ved jeg, at hun i alle årene bad for mig. Min søster og hendes mand hjalp mig jævnligt ved forsøg på at holde op, hvilket jeg imidlertid aldrig klarede.

Gennem en læge, som min mor kendte, tog jeg fire gange på hospitalet til afvænning; der fik jeg hver 12. time 10 Codidol 120 mg mod de fysiske abstinenser.

Trods medicinen havde jeg smerter i hele kroppen og at sove var umuligt. Jeg kunne ikke engang klare at stå de fysiske abstinenser igennem. Derfor fik jeg en ven til at bringe mig heroin på hospitalet. Således tog jeg hver gang hjem igen uden en virkelig forbedring. Tit havde jeg ikke flere penge til heroin, så slugte jeg valmuekapsler og alt muligt for at holde abstinenserne ud. I denne tid ville jeg blot dø, jeg kendte simpelt hen ikke nogen udvej mere.

En flyer viser vejen

Da jeg kom i Bruno Gröning Vennekredsen havde jeg 18 års stofafhængighed bag mig, deraf syv år, hvor heroinen havde et fast greb om mig. Hos en læge fandt jeg en flyer med en invitation til et lægeforedrag, som min bror ledsagede mig til. Jeg var på ingen måde nøgtern, da jeg gik derhen.

Da jeg bagefter kørte hjem med min bror, fik jeg den tanke: ”Nu holder du op med at ryge hash.“ Min bror troede mig ikke; det havde jeg sagt så mange gange før. De hårde stoffer, såsom heroin tænkte jeg i det øjeblik slet ikke på. Fra denne aften, det var den 22. oktober 1998, og til i dag, den juni 2006, har jeg aldrig mere taget hverken heroin, kokain, speed osv. Mærkværdigvis har jeg ikke haft nogen som helst abstinenser. Trangen til stoffer var helt enkelt væk. Efter omkring to måneder begyndte jeg igen i en to ugers tid med hash, men så var det også endelig slut med det.

Siden november samme år går jeg regelmæssigt til Vennekredsmøderne og følger Bruno Grönings lære. Jeg har igen stor glæde ved livet og har på ny en rigtig god kontakt til min familie og glæder mig hver morgen over, at jeg lever. Min vægt har normaliseret sig, og jeg kan igen passe et arbejde. Af de 20 ”venner“ fra misbrugs-tiden er kun fem stadig i live. Derfor forstår jeg fuldt ud at værdsætte, at jeg igen kan føre et normalt, sundt liv.

Psykologisk kommentar

Fru M. tog efter egne oplysninger illegale stoffer i knapt 18 år, i syv af årene var hun totalt afhængig af heroin.Det begyndte, da hun var 17 år med introduktions-stoffet hash (cannabis), hurtigt kom det til et regelmæssigt forbrug, og dertil kom LSD, speed, kokain, heroin, hallucinogene svampe og forskellige psykoaktive medikamenter i kombination med alkohol. Efter ægtefællens død mistede fru M. definitivt kontrollen over sit stofforbrug og blev svært heroinafhængig (et til to gram pr. dag).

En vellykket fysisk afgiftning gennem nedtrapningen fra opiater blev hver gang forhindret pga. svære abstinenser (opkastning, diarré, kuldegysninger osv.). Heller ikke inden for rammerne af fire sygehusophold lykkedes det hende nogen sinde at gennemføre en nedtrapning. Efter 18 års intensivt stofmisbrug er fru M. fysisk et vrag, forgældet og fanget i berigelseskriminalitet. Efter Bruno Gröning Vennekredsens lægeforedrag den 22.10.1998 i Wels/Østrig bliver hun spontant fri af alle stoffer uden fysiske abstinenser. Det er forblevet sådan til i dag, juni 2006. Hendes liv forløber igen under ordnede forhold.

Fra et psykologisk synspunkt er en sådan spontan helbredelse hverken forklarlig eller i det hele taget kontrollerbar. Sædvanligvis får sådanne langtids stofafhængige efter fortløbende afgiftning og tilsluttende terapi i over 90% af tilfældene tilbagefald efter senest to år. Fru M. derimod, gennemførte aldrig en fysisk nedtrapning endsige nogen terapi.Denne spontane helbredelse grænser for mig til et under, som kun kan finde sted på den åndelige vej gennem Bruno Grönings lære.